Igen S-tog mellem Svanemøllen og Lyngby

Mandag morgen den 9. august kan de mange pendlere mellem Svanemøllen og Lyngby stationer igen sætte sig til rette på et S-togssæde.

Som led i et stort og kompliceret sporarbejde har banen været lukket for S-togstrafik siden den 5. juni, og passagererne er i stedet blevet kørt med togbus. Mandag kan banen åbne til Lyngby, og samtidig genåbnes Hellerup Station, så Ringbanen igen kører til Hellerup og linje C til Klampenborg.

Vi er meget, meget glade og tilfredse med, at det lykkes at komme i mål med denne første etape af arbejdet , siger Banedanmarks projektleder Jette Aagaard:

Det er et logistisk puslespil af dimensioner at sikre, at maskiner, materiel og et mandskab på 400 medarbejdere til hver en tid er det rigtige sted, og en væltet brik ét sted kan lynhurtigt få konsekvenser for tidsplanen .

Stabil drift
På hele strækningen mellem Svanemøllen og Lyngby er der i alt 25 km spor og 36 sporskifter, som skal fornys. Desuden benytter Banedanmark lejligheden til at renovere ca. 30 broer, som skulle have været lavet inden for de kommende år. Med udskiftningen af de mange skinner og sporskifter mindskes risikoen for, at der senere kan opstå skader, som kræver akut reparation. Derfor kan passagererne forvente færre forsinkelser i fremtiden.

De nye spor gør driften mere stabil, så vi i mange år frem kan forvente færre forsinkelser og meget få løbende sporarbejder, fortæller produktionsdirektør i DSB S-tog Lars Nordahl Lemvigh.

Snart komplet S-togs net
Efter genåbningen af banen mellem Svanemøllen og Lyngby, er det kun på strækningen mellem Lyngby og Hillerød, at Banedanmark fortsat lægger nye spor. Sporarbejdet afsluttes den 27. september, hvorefter S-togs nettet igen er komplet.

Togbusserne, der dels kører langs med Hillerødstrækningen, dels kører på tværs mellem Hillerødstrækningen og Farumbanen, fortsætter med at fungere som alternativ transport for passagerer mod Hillerød. Køreplaner kan findes på dsb.dk/nyespor.

Yderligere information:
Produktionsdirektør i DSB S-tog Lars Nordahl Lemvigh via DSB s pressevagt på telefon 24 68 00 00.
Projektleder i Banedanmark Jette Aagaard via Banedanmarks pressevagt på telefon 82 34 13 13

Fakta:
Gældende fra 9. august:

Der kører igen S-tog til Lyngby, Hellerup og Klampenborg

– Linje B genåbnes mellem Svanemøllen og Lyngby. Der køres med 10 minutters drift i dagtimerne mandag til lørdag, og 20 minutters drift i aftentimerne og om søndagen.

– Linje F kører mellem Ny Ellebjerg og Hellerup med 5 minutters drift i dagtimerne mandag til fredag og 10 minutters drift i aftentimerne og om weekenden.

– Linje C kører mellem Frederikssund/Ballerup og Klampenborg med 10 minutters drift i dagtimerne mandag til lørdag og 20 minutters drift i aftentimerne og om søndagen.

– Linje E kører mellem Køge og Hellerup med 10 minutters drift i dagtimerne mandag til lørdag og 20 minutters drift fredag og lørdag aften og om søndagen.

I uge 32 arbejder Banedanmark på spor 4 ved Hellerup Station.
Det betyder, at linje F ankommer til og afgår fra spor 7, mens linje B, C og E kører fra spor 3 eller 5. Det betyder ikke noget for S-togenes køreplaner, men passagererne skal være opmærksomme på, hvor S-togene holder.

Der lægges nye spor på strækningen Lyngby Hillerød indtil 27. september. Der er indsat togbusser som alternativ transport.

Passagerer mod Sorgenfri, Virum, Holte og Birkerød kan med fordel tage S-toget til Lyngby og derfra skifte til togbus B, der kører hvert 10. minut i dagtimerne mandag til fredag og hvert 20. minut i aftentimerne og om søndagen.

Passagerer mod Allerød og Hillerød skal tage linje A eller H til Farum og derfra skifte til togbus F-A-H, der kører på strækningen Farum Allerød Hillerød, hvert 10. minut i dagtimerne mandag til fredag og hvert 20. minut i aftentimerne samt lørdag og søndag.
Linje H kører til Farum fra mandag til fredag i dagtimerne mellem kl. 6 og 18.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *