Kørselsplanlægning på nettet sparer transportørerne for både tid og penge – og for strid med kunderne om regningen

Det danske softwarehus Transsoft, der er nyudnævnt Microsoft Gold Partner, har, i samarbejde med DTL (Dansk Transport og Logistik) Region Midt/Nord, udviklet et nyt kørselsplanlægnings–program, WEBroute, til transportvirksomheder i både Skandinavien og i det øvrige Europa.

WEBroute er internet–baseret med adressen www.webroute.dk og gør det nemmere og billigere for vognmænd, speditører og eksportører at komme i gang med professionel ruteplanlægning og kørselsoptimering.

Eftersom det kører over internettet på en server hos Transsoft, skal brugerne kun betale for et løbende abonnement og sparer derfor alle anskaffelses– og administrationsudgifter. Bruger–grænsefladen er udviklet på ni forskellige sprog, og flere er på vej.

WEBroute er baseret på teknologien fra Map&Guide, der også anvendes af GPS–systemerne, og er derfor altid opdateret med de nyeste kort og vejbeskrivelser.

Med WEBroute kan brugeren nu finde både den korteste og den billigste rute i hele Europa for de forskellige typer køretøjer, idet den underliggende database også indeholder oplysninger om vejenes beskaffenhed, om hastighedsgrænser og om kørselsafgifter ved fx motorveje, færger, broer og tunneller. Systemet kan også tage hensyn til køre–hviletidsregler for chaufførerne.

Der kan indtastes op til 25 forskellige adresser eller postnumre til én kørsel, hvorefter systemet automatisk finder den ønskede korteste, billigste eller hurtigste rute med tilhørende rutebeskrivelse.

WEBroute er således langt mere avanceret end de eksisterende, gratis on–line ruteplanlægningsprogrammer, som fx www.krak.dk.

En anden gevinst ved WEBroute er, at det kan danne grundlag for både tilbudsgivning og afregning mellem transportfirmaet og kunden, så man ikke længere skal strides om, hvor langt der er kørt – og dermed om, hvor stor regningen skal være.

Transsoft tilbyder alle at afprøve WEBroute gratis i 14 dage.

Et professionelt værktøj

WEBroute er udviklet i et samarbejde med DTL Region Midt/Nord i Viborg, hvorfra konsulent Bendt Thorup udtaler:

– Vi anser WEBroute for et meget spændende initiativ, som de danske vognmænd kan få stor gavn af. Det er et meget professionelt værktøj, der på et øjeblik finder den mest optimale rute gennem Europa i henhold til brugerens prioriteringer af tider og priser. Så der kan spares mange kilometer og kroner fremover. Og eftersom vognmændenes kunder selv kan bruge systemet, så vil vi måske også kunne slippe for det for alle parter irriterende problem, at man er uenige om, hvor langt der egentligt er fra X til Y – og dermed om regningens størrelse. Og så giver WEBroute jo også den store fordel, i forhold til de traditionelle pc–baserede systemer, at kortoplysningerne bliver ajourført løbende – og uden besvær for brugerne.
 

Læs mere her

1 comment
  1. Jeg skal oplyse, at DTL (Dansk Transport og Logistik) ikke længere har samarbejde med virksomheden Transsoft om konceptet WEBroute.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *