Midtjysk vækstværksted: Alt for svært at finde dygtige mekanikere

Truckcenter A/S i Hjøllund har i månedsvis forgæves annonceret efter to mekanikere til nyoprettede stillinger. Ifølge værkfører er det nærmest håbløst at rekruttere erfarne lastvognsmekanikere i det midtjyske. Der er travlt hos Truckcenter Midtjylland, der ligger i Hjøllund ud til hovedvej 13. Derfor har virksomheden besluttet at oprettet to nye mekanikerstillinger, som værkfører Henrik Mogensen nu igennem flere måneder forgæves har forsøgt at besætte. – Vi har efterhånden prøvet lidt af hvert, så det vil være synd at sige, at det er let at finde erfarne mekanikere her i det midtjyske, siger værkføreren. Ifølge ham er truckcentret inde i en positiv udvikling med en pæn tilgang af nye kunder, hvilket har skabt behovet for ekstra hænder.

– Jeg skal bruge et par erfarne lastvogns- eller busmekanikere, som arbejder selvstændigt og effektivt med strøm og motorer på forskellige bilmærker. En af folkene kunne også være en dygtig trailermekaniker, der har erfaring med ABS og EBS, og som både kan klare reparation, klargøring til syn og mindre opbygningsopgaver, forklarer Henrik Mogensen.

Vigtigt med solid erfaring

I andre brancher hører man om hundredvis af ansøgere til ledige stillinger, men det modtager Henrik Mogensen langtfra til et job som lastvognsmekaniker i det midtjyske. – Der kommer kun ganske få ansøgninger, og de flestes kvalifikationer lever ikke op til vores grundlæggende krav. At være mekaniker her er et meget selvstændigt job. Derfor er det vigtigt med solid erfaring. Ellers bliver tidsforbruget for stort eller fejlprocenten for høj, og så kan vi ikke fastholde den høje kundetilfredshed, siger værkføreren.
Ud over den generelle knaphed på lastvognsmekanikere i Midtjylland har han en mistanke om, at arbejdspladsens beliggenhed i Hjøllund spiller ind på den manglende interesse for de to stillinger. – Nogle tror måske, at køretiden hertil er voldsomt lang. Men vi ligger jo direkte ud til hovedvej 13 og tæt på den nye motorvej, så det er hurtigt og nemt at komme hertil fra både Silkeborg, Ikast og Herning. Det tager faktisk ikke meget længere end at køre igennem Silkeborg. Selv fra Viborg og Horsens skal man kun bruge en halv times tid på at køre herud, slutter Henrik Mogensen.

Fakta: Truckcenter A/S servicerer og reparerer lastvogne, busser, trailere og entreprenørmateriel af alle mærker. Ud over lange daglige åbningstider tilbydes døgnvagt med veludstyrede værkstedsvogne. Truckcenter A/S har afdelinger i Hjøllund og Padborg og indgår i en solid og veletableret danskejet koncern med omtrent 150 ansatte. www.truckcenter.as

Læs mere her

Truckcenter Midtjylland opruster på lageret

Flemming Hove Sølvsten er ny lagerchef hos Truckcenter Midtjylland i Hjøllund. Med sin langvarige og brede erfaring skal han bidrage til målsætningen om at være ekspert i alle bilmærker og sikre øget fokus på forskellige kampagnevarer. Aktuelt fylder særlig partikelfiltre meget i hans bevidsthed.

Truckcenter Midtjylland A/S profilerer sig på, at mekanikerstaben har erfaring med alle lastvogns- og busmærker. Idéen er, at hvis man vil være vognmændenes foretrukne partner, skal viften af serviceydelser være bred nok til at dække de flestes behov, samtidig med at de forskellige mekanikere specialiserer sig i forskellige mærker.

Den målsætning har gjort det nødvendigt at finde en lagerchef med et bredt erfaringsgrundlag, og således er 45-årige Flemming Hove Sølvsten netop tiltrådt hos det midtjyske lastvognscenter. Han har igennem hele sin karriere arbejdet med lagerstyring inden for transportmateriel og har mere end 25 års erfaring på området. Flemming Sølvsten kommer fra en stilling som lager- og indkøbschef hos Lastas A/S og har inden da arbejdet som lagerforvalter hos Carsten Noer A/S, hvor han netop har beskæftiget sig med reservedele til en række forskellige lastvognsmærker. Den erfaring er ifølge direktør Kenneth Jensen guld værd for Truckcenter Midtjylland.

Mange af vore kunders vognparker er sammensat af flere mærker, og i den forbindelse er det vigtigt, at også lagerchefen har et bredt kendskab. Samtidig lægger vi vægt på, at Flemming i kraft af sin viden, sine relationer og sit markedskendskab altid vil kunne skaffe de rigtige dele til de bedst mulige priser uanset mærke, siger han.

Stor interesse for partikelfiltre

Den ny lagerchef melder allerede nu om rigeligt at lave både i den daglige lagerstyring og i mere kunderettede sammenhænge. I forbindelse med vores navneskifte og udvidede vifte af serviceydelser har vi gjort meget for at markere os på markedet. Derfor får vi en del nye kunder, og det er selvfølgelig væsentligt, at lageret deltager aktivt i den proces, siger Flemming Sølvsten, der tilbringer en del af sin arbejdstid på landevejen. Vi møder kunderne der, hvor de er. Har vognmanden ikke mulighed for at komme til mig, kommer jeg til ham, og jeg besøger løbende både nuværende og kommende kunder, fortæller lagerchefen.

Et andet af hans ansvarsområder er at rådgive kunderne om aktuelle varer. Lige nu drejer det sig især om partikelfiltre. Alle lastvogne, der ikke lever op til Euro 4 som minimum, skal fra nytår have monteret partikelfilter ved kørsel i Danmarks seks største byer. Derfor spørger mange os til råds, og vi hjælper med at finde den billigste og bedste løsning. Fx vil det for mange være en fordel at vælge en model, der er godkendt til kørsel i de tyske miljøzoner, og som medfører besparelser på vejskatten dernede. Vi tilbyder et bredt udvalg af kvalitetsprodukter til de bedste priser; og når det kommer til eftermarked, kan vi rense coatede filtre, som ikke kræver additiv, siger Flemming Sølvsten, der til trods for travlheden er startet på sit nye job med højt humør.

Det er inspirerende at arbejde i en virksomhed med visioner og ambitioner. Når man sætter overliggeren højt og vil være kundernes førstevalg, nødvendiggør det en konstant vilje til at gå den ekstra mil for både gamle og nye kunder. Det er krævende, men det gør også hverdagen lidt sjovere for både kunderne og os, slutter han.

Læs mere her

Fødevaresikkerhed: Topmoderne tankrensningsanlæg giver tryghed

Som led i en omfattende renovering og udbygning har Truckcenter Midtjylland A/S ved hovedvej A 13 installeret Danmarks nyeste og mest avancerede tankrensningsanlæg. Mange af kunderne beskæftiger sig med fødevaretransport, hvor utilstrækkelig eller forkert tankrengøring kan få uoverskuelige konsekvenser.

Det tidligere Midtland Auto, som gennem 25 år har drevet værksteder ved hovedvej A 13 i Hjøllund samt ved Shell i Padborg, har i den seneste tid udbygget og moderniseret faciliteterne. Centrene, der servicerer alle former for lastbiler, busser og trailere, har skiftet navn til hhv. Truckcenter Midtjylland og Truckcenter Padborg. Med de nye faciliteter og en udvidet produktvifte ønsker man nu at udbygge kundekredsen.

Ud over reparation, opbygning, syn og service tilbyder Truckcenter Midtjylland bilvask og tankrensning. Man har netop installeret et helt nyt tankrensningsanlæg, som er ét af de kun syv steder i Danmark, der tilbyder indvendig rengøring af tanktrailere. Ifølge værkstedschef Erling Mikkelsen er anlægget ikke blot landets nyeste, men også det mest avancerede. Den høje ydelse skyldes de hele fire dysehoveder samt avancerede desinficeringsfunktioner og effektiv damprensning. Desuden har anlægget markedets bedste sæbesystem og automatisk temperaturstyring, siger han og tilføjer, at truckcentret har mange års erfaring med fødevaregodkendt tankrengøring og løbende arbejder på at optimere procedurerne.

Vi lægger vægt på, at alle produkter og arbejdsgange er veldokumenterede, og at kunden hurtigst muligt er videre. Derfor kan man også køre lige igennem rensehallen hos os. Værkstedschefen fortæller endvidere, at anlægget også rengør mange køletrailere, silobiler og foderbusser, og at hallen til udvendig vask er blevet opgraderet med bl.a. nyt skumanlæg. Desuden kan centret nu også udstede certifikater i forbindelse med trykprøvning af aflæsseslanger.

Én fejl kan lukke en virksomhed
For Truckcenter Midtjyllands mange kunder inden for fødevaretransport kan det få særlig store konsekvenser, hvis ikke tankrensningen er i orden. Det er en af grundene til, at vores anlæg er certificeret efter ISO 9001 og 14001, at vi følger HACCP-principperne, og at vi benytter godkendt kvalitetsstyring. Vi gennemfører også løbende risikovurderinger og interne stikprøvekontroller, samtidig med at auditører aflægger kontrolbesøg flere gange årligt, forklarer værkstedschefen.
En af de kunder, der lægger særlig vægt på rensekvalitet og hygiejne, er fødevaretransportøren Holger Kristiansens Eftf. Aalborg A/S, hvor afdelingschef Carsten Juul både kræver omfattende dokumentation, kvalitetsstyring, ISO-certificering og mulighed for udstedelse af rensecertifikater. I fødevarebranchen kan en enkelt fejl lukke en virksomhed. Derfor stiller vore kunder naturligvis strenge krav til deres leverandører, og så må vi gøre det samme. Det giver tryghed, at Truckcenter Midtjylland har alle relevante godkendelser og kan håndtere vore specielle krav. Samtidig spiller det naturligvis en rolle, at de kan tilbyde såvel indvendig som udvendig rengøring af høj kvalitet til konkurrencedygtige priser, siger han.

For at sikre ensartet, miljøvenlig og effektiv indvendig rengøring arbejder Truckcenter Midtjylland med præcise forskrifter for rensning af tanktrailere. Intet må være overladt til tilfældighederne. Hygiejnen skal være i top, uden at vi belaster miljøet unødigt. Derfor har vi præcist formuleret, hvordan og hvor længe trailerne skal renses efter endt brug, afhængigt af den seneste last, siger Erling Mikkelsen. Han oplyser, at vejledningerne bl.a. angiver, hvor varmt vand der skal bruges, om der skal anvendes rengøringsmidler, og om specielle procedurer skal følges. HACCP-principperne, som Truckcenter Midtjylland følger, foreskriver, at alle tankrensningsaktiviteter er dokumenteret 7 år tilbage, og sporbarhed er i det hele taget essentielt i fødevarebranchen.

Anlægget er landets mest moderne og effektive, og fleksibiliteten er i top. Dermed understøttes vort mål om vedvarende at levere optimal kvalitet og service til fødevarebranchen, slutter værkstedschefen.

Læs mere her

Klar til nye miljøkrav

I de kommende måneder indføres også miljøzoner for lastvogne og busser i Odense og Århus. Det mærkes hos Truckcenter Midtjylland i Hjøllund, der lige nu oplever stor efterspørgsel efter partikelfiltre.

Københavns og Frederiksberg kommuner indførte allerede i efteråret 2008 en såkaldt miljøzone for tunge køretøjer. Siden fulgte Aalborg trop, og nu bliver zonerne også indført i Odense og Århus. Således vil partikelfilter inden for et halvt år være lovpligtigt i de fire største byer for lastvogne og busser over 3,5 tons, der ikke som minimum lever op til emissionsstandarden Euro 4. Det giver travlhed på værkstederne.

Rigtig mange vognmænd må forholde sig til, at også Odense og Århus indfører miljøzoner. Derfor henvender mange sig i denne tid for at søge råd, fortæller lagerchef Flemming Sølvsten fra Truckcenter Midtjylland, der er beliggende ud til hovedvej 13 mellem Vejle og Viborg. Han oplever det som vigtigt, at vognmanden får individuel rådgivning til at vælge den optimale løsning og i øvrigt sammenligner priser.

Der er mange muligheder, og nogle løsninger er mere miljøvenlige end andre. Desuden er der meget store prisforskelle fra værksted til værksted, siger lagerchefen, der selv leverer og monterer coatede Dinex partikelfiltre til lastvogne op til 480 hk for 42.000 kr. ex. moms. Til busser op til 380 hk ligger priserne inkl. montering typisk på ca. 40.000 kr., og rensning af et filter beløber sig til 2.500 kr.

Med eller uden væsketilsætning
Ifølge Flemming Sølvsten kan de fleste med fordel vælge et coated filter, som ikke kræver løbende tilsætning af væske. Filtre uden additiv er dyrere i anskaffelse, men alligevel det bedste valg til de fleste danske lastvogne. Merprisen tjener sig hurtigt hjem, fordi den månedlige udgift på ofte over 1.000 kr. til væsketilsætning kan spares, forklarer lagerchefen, der i de fleste tilfælde anbefaler produkter fra danske Dinex. De er godkendt til kørsel i alle europæiske miljøzoner og giver samtidig besparelser på vejskatten i Tyskland.

Dinex koncept fjerner dokumenteret 99,9% af partikeludledningen og erstatter den normale lyddæmper. Derfor er det i mange tilfælde et godt valg, siger Flemming Sølvsten. Der er også mulighed for at låne en såkaldt DiNLOG inden køb af partikelfilter. Den monteres på udstødningen i en uges tid og registrerer kørselsmønster samt varmeudvikling. Herefter kan vognmanden se, om udstødningen bliver varm nok til, at han kan gøre brug af den anbefalede løsning uden additiv, eller om han må vælge en additivbaseret løsning, fortsætter lagerchefen, der melder om støt stigende efterspørgsel efter partikelfiltre hos både Truckcenter Midtjylland og søsterafdelingen, Truckcenter Padborg.

Støttekroner brugt
Miljøstyrelsen har gennem en periode medfinansieret op til 15.000 kr. ved eftermontering af partikelfilter i lastvogne og busser. Styrelsen betegner ordningen som en succes, og de til puljen afsatte midler er nu brugt.
Det er selvfølgelig ærgerligt, at ordningen ikke består; men til gengæld kan man spare mange penge ved at købe og rense filtret det rigtige sted, slutter lagerchefen.

Fakta:

Miljøzoner indføres i disse år i en lang række europæiske storbyer herunder 22 steder i Tyskland.

Herhjemme er zonerne foreløbig gældende i København og på Frederiksberg (siden september 2008) samt i Aalborg (siden februar 2009). 1. juli hhv. 1. september i år følger Odense og Århus trop.

www.miljozone.dk

Truckcenter Midtjylland A/S (tidl. Midtland Auto) har siden midten af firserne drevet forretning i Hjøllund ud til hovedvej A13.

Centret er autoriseret DAF serviceværksted samt certificeret efter ISO 9001 og 14001. Man servicerer lastvogne, sættevogne og busser af alle mærker og står døgnet rundt til rådighed for udkald med service- eller blokvogn.

Ud over mekanisk værksted tilbyder truckcentret bl.a. hydraulikservice, opbygning, syn, bilvask og tankrensning. Desuden forhandles og serviceres produkter fra bl.a. Euromaster, Sachs og VBG.

www.truckcentermidtjylland.dk

Links til højopløselige billeder:

www.epicent.dk/Pressemateriale/TCM-DPF.JPG
www.epicent.dk/Pressemateriale/TCM-TGA.JPG
www.epicent.dk/Pressemateriale/TCM-FLS.JPG

Læs mere her

Bedre busruter i Ringkøbing-Skjern

Buspassagererne i Ringkøbing-Skjern Kommune får flere busruter og afgange, end der var lagt op til i planen for den kollektive trafik. En ny aftale sikrer dem ekstra busbetjening for 1,2 mio. kroner.

Der bliver ikke helt så langt mellem busserne i Ringkøbing-Skjern Kommune, som der var lagt op til i forslaget fra den såkaldte Trafikstyregruppe.

En aftale mellem Region Midtjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune medfører, at to regionale busruter, der ellers skulle overgå til kommunal drift, opretholdes som regionale ruter i fremtiden. Samtidig vil fire andre busruter få et ekstra regionalt tilskud til driften.

For Region Midtjylland er der tale om en ekstraudgift på 1,2 mio. kroner i forhold til oplægget fra Trafikstyregruppen. Aftalen skal nu godkendes af Regionsrådet.

Øremærkede tilskud
Formålet med de ekstra køreture er at sikre, at de unge kan komme til og fra deres uddannelsessteder, og derfor er regionens tilskud øremærket til at sikre busture om morgenen og om eftermiddagen.

Vi anerkender, at nogle af de busture, der stod til at forsvinde, er vigtige for at kunne rekruttere og fastholde de unge i uddannelsessystemet. Det er regionens og kommunens fælles ansvar at støtte de unge i at få en uddannelse, og derfor har vi fundet denne løsning , siger regionsrådsformand Bent Hansen.

Langt mellem borgerne
Det er en fair aftale, hvor jeg er godt tilpas med, at der i forhold til oplægget er sket en klar forbedring af forbindelserne til kommunens uddannelsesinstitutioner , siger Iver Enevoldsen, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vores kommune har den særlige udfordring, at den er landets mest vidtstrakte, så der er nogle steder langt mellem borgerne. Det må vi tage ekstra hensyn til i den kollektive trafik , siger Iver Enevoldsen.

Samlet set indebærer aftalen:
– Rute 14 Videbæk Fjelstervang Herning. Ophører, som beskrevet i Trafikstyregruppens forslag. Ringkøbing-Skjern Kommune tilpasser lokalrute 578, så pendlere og uddannelsessøgende kan skifte til rute 15 (Herning Videbæk Ringkøbing) i Havnstrup.

– Rute 26 Holstebro Spjald – Skjern. Fortsætter som regionalrute. Kørslen tilpasses, så der fra Spjald bliver samme antal afgange mellem Spjald og Holstebro som i oplægget for Spjald Skjern.

– Rute 41 Esbjerg-Varde-Skjern. Overgår til Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner i fællesskab, men Region Midtjylland finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne på ruten svarende til 300.000 kroner årligt.

– Rute 58 Ringkøbing Hvide Sande Nr. Nebel (og 952X Århus – Ringkøbing) Overgår til lokalrute, men Region Midtjylland finansierer betjening af uddannelsessøgende svarende til 550.000 kroner årligt (tages fra rute 952X)
Herudover udvider Region Midtjylland rute 952X med weekendkørsel (i første omgang fredag og søndag), fra Ringkøbing til Søndervig og Hvide Sande.

– Rute 61 Skjern Borris – Sdr. Felding . Ringkøbing-Skjern Kommune opretholder rute 61 som lokalrute. Regionen finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 ture hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

– Rute 69 Skjern – Tarm – Nr. Nebel. Region Midtjylland anerkender rutens betydning som regional forbindelse, bl.a. af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne også fra Nr. Nebel området. Den fortsætter som regionalrute, og Region Midtjylland lægger 500.000 kr. oven i Trafikstyregruppens forslag (i alt 1 mio. kr. om året).

– Rute 307 Vejle – (Grindsted) – Sdr. Omme – Skjern. På den lokalrute Skjern Hoven – Ørbæk, som Ringkøbing-Skjern Kommune opretter til erstatning for rute 307, finansierer regionen minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

Se detaljeret liste

Yderligere oplysninger:
Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, tlf 87 28 50 10 / 40 31 37 07
Iver Enevoldsen, Borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune, Telefon: 97 31 14 06 / 21 47 38 65

Læs mere her

Letbane-projekt i Århus får fælles anlægsselskab

Transportministeren har i dag bekræftet over for repræsentanter for letbane-samarbejdet, at staten vil arbejde for at indgå i et fælles anlægsselskab sammen med Århus Kommune og Region Midtjylland.

Transportministeren har i dag bekræftet over for repræsentanter for letbane-samarbejdet, at staten vil arbejde for at indgå i et fælles anlægsselskab sammen med Århus Kommune og Region Midtjylland.

Transportminister Hans Christian Schmidt tilkendegav på et møde i sidste måned med blandt andre Laura Hay, rådmanden for teknik og miljø i Århus Kommune, samt transportordførerne Henriette Kjær (KF) og Kristian Pihl Lorentzen (V) samt dele af Venstre og Det Konservative Folkepartis medlemmer i Århus Byråd, at der arbejdes for, at staten indtræder i et fælles anlægsselskab i forbindelse med anlæg af en letbane i Århus.

Dermed sidestilles statens engagement i Århus med Metroen i København.
For at lette det praktiske samarbejde blev det i dag besluttet, at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til de nærmere vilkår for et anlægsselskab.

Hvis Århus Kommune og Region Midtjylland kan levere den nødvendige politiske beslutning er det planen, at der hurtigst muligt skal indgås en endelig politisk aftale mellem staten, Århus Kommune og Region Midtjylland.

I forbindelse med mødet udtaler transportministeren:
– Med mødet i dag har vi fået bekræftet en model for hvordan staten kan indgå i forbindelse med letbanen i Århus. Modellen skal selvfølgelig drøftes i forligskredsen, men med mødet i dag har vi givet hinanden håndslag på, at det er dette spor vi følger.

Med hensyn til økonomien, har vi i dag aftalt at afvente den forestående VVM-undersøgelse og på den baggrund mødes igen.

Læs mere her

Sneen forsinker fortsat posten

Det kraftige snevejr giver fortsat store problemer for postomdelingen.

– Vi gør naturligvis alt, hvad vi kan for at få mest mulig post ud, men der vil være steder, hvor postbudene ikke kan komme frem på grund af snefyldte og glatte veje og fortove, siger Lars Kaspersen, kommunikationschef i Post Danmark.

Posten kan blive forsinket over stort set hele landet pga. sneen. Særligt Østjylland, Midtjylland, Sjælland og Bornholm er hårdt ramt. Især i landområderne og de små veje volder snemasser og snefygning store problemer for postbudene.

– Det er lykkedes os at indsamle langt størstedelen af posten fra postkasserne rundt om i landet, og dermed er det meste af dagens post kommet ud til distributionscentrene. Herfra forsøger postbudene at omdele så meget post, de overhovedet kan. Der er dog stor sandsynlighed for, at de ikke kan nå det hele i dag, og på grund af de sidste dages voldsomme sne er der lige nu et par hundredetusinde breve, der ikke er blevet omdelt, fortæller Lars Kaspersen.

Også når det gælder post til og fra udlandet giver vejret store problemer pga. flyforsinkelser og -aflysninger. Pt. er det kun en tredjedel af flyene fra Københavns Lufthavn, der kommer af sted.

Post Danmark følger vejrsituationen tæt og opfordrer alle til at få ryddet veje og fortove, så postbudene kan komme hurtigt og sikkert frem.

På Post Danmarks hjemmeside www.postdanmark.dk kan man under Dagens Post følge den lokale postsituation.

Til redaktionen: Yderligere oplysninger fås hos Post Danmarks pressechef Morten Nielsen på tlf.nr.: 33 61 60 11.

Læs mere her

Hvid jul og glatte veje kan give problemer for kunder i handicapkørsel

DMIs prognoser for julevejret ser i dag forholdsvis pæne ud. Skulle der alligevel komme større mængder sne, eller er vejene glatte, kan det give forsinkelser og aflysninger af handicapkørslen juleaften.

Midttrafik afvikler i løbet af julen knap 2.500 ture med handicappede, der skal holde jul forskellige steder i Midtjylland.

Sne og glatte veje betyder, at de over 230 vogne, som udfører Midttrafiks handicapkørsel i juledagene, kan blive ramt af større og mindre forsinkelser. Det medfører, at handicappede kan opleve at komme væsentligt senere frem til juleaften end planlagt.

– Vi har dog flere Midttrafik-medarbejdere til at overvåge kørslen juleaften. De hjælper chaufførerne med at løse de problemer, der vil opstå som følge af vejret. Det være sig forsinkelser og aflysninger, fortæller afdelingsleder Grethe Hassing.

Frem med skovlen: Sne og kørestole er en dårlig cocktail Chaufførerne kæmper traditionen tro for, at alle kommer rettidigt frem til juleaften. Men for at transportopgaven skal lykkes, er det vigtigt, at alle familier i landsdelen sørger for at holde fortove og indkørsler fri for sne.

– For at undgå store forsinkelser bør pårørende hjælpe familiemed- lemmer med et handicap til at sikre, at adgangsforholdene er i orden. Sne og is på fortove, gangstier og mindre veje gør det meget besværligt og farligt for både vores chauffører og kunder i handicapkørslen. Derfor har chaufførerne et stort juleønske: Ryd sne og strø salt!, siger Grethe Hassing.

Læs mere her

DSB skal køre tog på Odderbanen

Der har gennem mange år været et ønske om samdrift af Odderbanen og Grenaabanen i Østjylland. Det bliver nu til virkelighed.

Bent Hansen, formand for Region Midtjylland og DSB’s administrerende direktør, Søren Eriksen har i dag indgået en aftale om, at DSB inden udgangen af året indsætte nye tog og begynder at køre på Odderbanen. Dermed bindes nærbanerne i det østjyske sammen til gavn for kunderne.

Gennembrud i dansk nærbanedrift
Søren Eriksen glæder sig også over aftalen og forventer, at DSB får endnu flere kunder til at stige på togene.

»Jeg er utrolig glad for den nye aftale, der betyder, at vi sammen med Midttrafik og Regionen skaber et bedre tilbud til vores kunder i Østjylland. Nøjagtig som på Grenaabanen indsætter vi moderne og mere miljøvenlige tog på Odderbanen. Jeg forventer, at det sammen med den forbedrede køreplan tiltrækker omkring 10 procent nye kunder. Det viser vores erfaringer fra andre landsdele,« siger Søren Eriksen, der suppleres af regionsformand Bent Hansen fra Region Midtjylland.

»Det er et gennembrud i dansk nærbanedrift. Med aftalen om Odderbanen skaber vi en større sammenhæng i den kollektive trafik ind og ud af Aarhus. Kunderne får nye, komfortable og mere miljøvenlige tog. Aftalen er et væsentligt kvalitetsløft af den kollektive trafik og vil medvirke til at nedbringe trængslen på vejene i og omkring Aarhus,« siger Bent Hansen.

God løsning for Aarhus
Aftalen, som skal godkendes af bestyrelserne hos DSB, Regionsrådet hos Region Midtjylland og Midttrafik, er det første skridt mod letbanen i Aarhus.
»Vi tager nu fat på at afprøve letbane-konceptet, hvor vi får gavn af DSB’s ekspertise,« siger Bent Hansen.

Bjarne Schmidt Nielsen, som er næstformand for Midttrafik og formand for Midtjyske Jernbaner, er tilfreds med, at der er enighed om aftalen.

»Vi har fundet en god løsning med samdrift til gavn for kunderne i Aarhus området,« siger han.

Midtjyske Jernbaner virksomhedsoverdrager Odderbanens ansatte til DSB, der opretholder billetsalgs- og værkstedsfaciliteterne i Odder. Aftalen medfører, at værkstederne i Odder opgraderes med en større bemanding.

Samdriften mellem Odderbanen og Grenaabanen er teknisk blevet mulig, efter at Transportministeriet investerede i nyt sporskifte på Aarhus Hovedbanegård.

Fakta om Odderbanen
Der var i 2010 1,02 mio. passagerer på Odderbanen
Der er 18 stationer og standsningssteder på Odderbanen inklusiv Aarhus H
28 medarbejdere står for trafikdriften

Fakta om Desiro-togene
De nye tog, der er bygget af Simens, er af modellen Desiro, der også kører på Svendborg- og Grenaabanen. Det er et let tog, som hurtigt kan komme op i fart og bremse ned igen. Aarhusianerne vil kende det fra Grenaabanen, hvor det kører i dag. Det er også et oplagt valg til Odderbanen, hvor der er en forholdsvis kort afstand mellem stationerne.

Togene byder også på mere komfort. Desiro-togene er eksempelvis udstyret med elektronisk trafikinformation, klimaanlæg, store panoramavinduer og lavgulvsafdeling med handicaptoilet og fleksareal til cykler og barnevogne.
Desiro er også et godt valg for miljøet, da de kører cirka 10 procent længere på en liter diesel end de eksisterende tog på Odderbanen. De udleder også betydeligt færre partikler.

For yderligere kommentarer:
Regionsformand Bent Hansen, telefon: 40 31 37 07
Bestyrelsesformand Bjarne Schmidt Nielsen, Midtjyske Jernbaner. Telefon: 40 25 63 45.
DSB Kommunikation, 24 68 00 00

Læs mere her

Første DAF XF Euro 6 solgt i Danmark

Dantra A/S i Hampen har som den første kunde i Danmark bestilt DAF XF Euro 6, den helt nye DAF-lastvogn, som blev introduceret på IAA i Hannover sidste år.

Dantra A/S, der er en loyal kunde hos DAF, har som del af en samlet ordre på i alt 10 køretøjer bestilt Danmarks første DAF XF. Køretøjet er en Space Cab med 460 hk, som forventes leveret til Dantra i løbet af de kommende måneder.

“Igennem de seneste årtier har det nærmest været en tradition, hver gang DAF har introduceret en ny lastbil, at Dantra som de første i Danmark har fået en bil af den nye model indregistreret,” siger adm. direktør Kenneth Jensen fra Dantra A/S.

Om Dantra

Dantra, som har domicil i Hjøllund i Midtjylland, råder i dag over en lastvognsflåde på mere end 100 moderne og specialiserede tankvogne, der dagligt transporterer flydende produkter overalt i Danmark og Europa.

Vi kører med fødevarer og levnedsmidler, temperaturstyrede transporter, kemikalier, tekniske produkter, olie og benzin, fuel-olie, flybrændstof (Jet A1), marine- og skibsbunkring, samt blokvogn.

Dantra har desuden afdelinger i Flensborg i Tyskland, Kaunas i Litauen samt Malmö i Sverige.

Koncernen er certificeret efter ISO 9001/14001, SQAS og GMP+

Læs mere her