Kendt politiker og MCH-direktør åbner årets største transportmesse

De sidste forberedelser gøres lige nu til Vestfyn Trækker 2014, der åbnes af MF Lars Chr. Lilleholt (V) samt Georg Sørensen fra MCH. Der forventes et kæmperykind i Ejby fra den 23. til 25. maj, hvor de mange nye tiltag ventes at blive positivt modtaget. Vestfyn Trækker bliver både større og mere alsidig, når den udendørs transportudstilling afholdes igen fra den 23. til 25. maj. Arealet er større end nogensinde, og messen har fået en langt bredere målgruppe end blot vejtransportbranchen, da der medvirker mange udstillere inden for bl.a. varevogne og intern transport. For at illustrere den øgede tyngde og bredde er åbningsarrangementet den 23. maj kl. 10 tilrettelagt i flere trin. Det starter med, at arrangør Per Mikkelsen, direktør i VBG Group Sales, byder velkommen. Så holder adm. direktør Georg Sørensen fra MCH Messecenter Herning samt MF Lars Chr. Lilleholt (V) hver en åbningstale, hvorefter Årets Varebil 2014 afsløres sammen med Motorjournalisternes Klub Danmark. Endelig besøger gruppen nogle af de mange udstillere, der fremviser spændende nyheder på messen.

– Godt nok er transportbranchen skrumpet, men den er også blevet stærkere, og for vognmænd, opbyggere og chauffører bliver der flere spændende ting at se på end nogensinde før. Et godt eksempel er nye løsninger til helbilsgodkendelse, der kan gøre det nemmere for den danske opbyggerbranche at eksportere sine produkter. Samtidig regner vi også med en del besøgende fra byggeri, håndværk og industri, der vil se nærmere på de udstillede nyheder inden for bl.a. varevogne og gaffeltrucks. Alt i alt er det derfor ikke urealistisk med et besøgstal på det vanlige niveau. Hvis altså vejret holder, understreger Per Mikkelsen, der forventer ’et sted mellem 6.000 og 10.000 besøgende’. – Vi regner med, at de mange nye tiltag bliver godt modtaget og i sig selv tiltrækker mange interesserede, tilføjer han.

Lilleholt: Øg investeringerne i vejnettet
Traditionen tro er en prominent politiker med transportbranchen som arbejdsområde også i år med til at åbne Vestfyn Trækker. De foregående messer blev gæstet af Bendt Bendtsen og Kristian Pihl Lorentzen, og i år er turen altså kommet til Venstres Lars Chr. Lilleholt, der ud over at være klima- og energiordfører også er medlem af Transportudvalget og bestyrelsesmedlem i partiets folketingsgruppe. I sin åbningstale kommer Lilleholt ind på, hvordan Venstre vil øge statens vejinvesteringer og arbejde for at forbedre transportbranchens rammevilkår.

– Vi er nødt til at anerkende, at vejene er helt afgørende for samfundsøkonomien, og at vejnettet ikke prioriteres tilstrækkelig højt. Det vil vi rette op på ved at fremskynde brugen af de midler, der allerede er sat af, og ved at øge investeringerne fremadrettet. Desuden står det højt på vores ønskeliste at opgradere alle statslige veje til kørsel med modulvogntog, siger folketingsmedlemmet.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen, der i år afholdes fra 23. til 25. maj, kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, opbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messearealet er i år udvidet til 55.000 m2.

Læs mere her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *