Wilson Logistics ændrer navn til TNT Freight Management

I dag har Wilson Logistics Gruppen taget et vigtigt skridt mod at blive en del af TNT ved at skifte navn til TNT Freight Management. Wilson Logistics Gruppen blev opkøbt af TNT i august 2004, og TNT tilføjede dermed et komplet og globalt standardiseret transportprogram og førende e–services til dets allerede eksisterende ekspres– og logistikportefølje.

Nye muligheder
Kunder kræver oftere og oftere totale logistikløsninger med fuldstændig gennemsigtighed i hele supply chain forløbet. TNT Freight Management har kompetencen til at levere og kombinere transportløsninger, information management og merværdi i integrerede løsninger. Som en del af TNT’s logistikdivision understøtter TNT Freight Management TNT’s kapacitet til at tilbyde kunder én partner til at løse deres supply chain udfordringer globalt.

Integrationen af Wilson i TNT’s logistikdivision er godt på vej. Det nye varemærke forventes at give den tidligere Wilson organisation store fordele. "Navnet TNT, et stærkt og globalt varemærke, vil give større synlighed og troværdighed i hele verden. Det vil understrege vores fælles serviceudbud og hjælpe os i kontakten til kunderne", siger Jeff Hoogesteger, administrerende direktør for TNT Freight Management.

Business as usual
Den nye profil vil blive synlig i form af et nyt TNT udseende, der kommer til at gælde for al kommunikation lige fra skilte og visitkort til fakturaer og webdesign. Ændringerne refererer overvejende til varemærket, virksomhedsidentiteten og virksomhedsnavnet. I alle andre sammenhænge forbliver virksomheden den samme medarbejderne, de services, der udbydes, værdierne og adresserne.

TNT N.V, moderselskabet for gruppen, ændrede for nylig navn fra TPG til TNT. TNT varemærket vil blive brugt i forbindelse med samtlige globale aktiviteter.

Om TNT Freight Management og TNT Logistics
TNT Freight Management tilbyder sø– og luftfragt samt logistikservices inden for et internationalt netværk og har ca. 2200 ansatte i 28 lande. TNT Freight Management er en forretningsenhed under TNT Logistics. Web–adressen er: www.tntfreight.com

TNT Logistics har ca. 40.000 ansatte i 40 lande og råder over 8,5 mio. m2 lagerplads. I 2004 var TNT Logistics’ oplyste omsætning på 4,081 mia. Web–adressen for TNT Logistics er: www.tntlogistics.com

*OBS virksomhederne i Hong Kong, Kina og Indien ændrer ikke varemærke den 30. juni 2005. Deres hidtidige firmanavne forbliver uændrede. Dog vil TNT navnet og logoet fremgå af visse dokumenter.

For yderligere information, kontakt venligst:
Kim Pedersen, Managing Director, TNT Freight Management (Denmark) A/S
 

Læs mere her

Fem bydere til fremtidens signalanlæg til det rullende materiel

Fem store virksomheder er nu med i opløbet om at vinde en milliard-kontrakt om levering af det signaludstyr, som skal installeres i togene, når fjernbanens gamle signalsystemer i de kommende år skiftes ud til moderne teknologi.

Vinderen af udbuddet kommer til at stå for leverancen af udstyr til 550-600 tog og arbejdskøretøjer. Kontraktsummen forventes at være godt 1 mia. kr.

De fem prækvalificerede er:

– Alstom Belgium SA i konsortium med Alstom Danmark A/S
– Ansaldo STS S.p.A.
– Bombardier Transportation A/S
– Invensys Rail Ltd.
– Siemens A/S i konsortium med Siemens AG

De fem virksomheder skal aflevere deres tilbud i oktober 2010 til Banedanmark, som forventer at vælge leverandør i midten af 2011.

“Vi er tilfredse med, at vi står med fem professionelle og erfarne bydere. Signalprogrammet har fra starten stræbt efter at åbne markedet og skabe en bred konkurrence. Vi forventer, at skarp konkurrence mellem de fem bydere resulterer i både gode tekniske løsninger og en fornuftig pris,” siger direktør i Signalprogrammet Morten Søndergaard.

“Vi har haft et godt og tæt samarbejde med DSB og de øvrige jernbanevirksomheder, så vi nu kan tage det første store skridt i forhold til at sikre fremtidens togdrift for de knap 100 mio. passagerer, der hvert år kører på fjernbanen,” tilføjer Morten Søndergaard.

Udbuddet af det såkaldte “ombord-udstyr” er et af de store tekniske udbud i forbindelse med Banedanmarks signalprogram, der står for udskiftningen af signalerne på hele det statslige jernbanenet frem mod 2021.

Ombord-udstyret i togene er en del af det nye ERTMS signalsystem, hvor signalerne “rykker indenfor” og vises til lokomotivføreren i togets førerrum. Det betyder samtidig, at nutidens signaler langs banen fjernes. Kommunikationen mellem de fundamentale sikkerhedssystemer og togene kommer til at foregå ved radiokommunikation.

Kendt signalsystem
Teknisk set er der tale et moderne IT-baseret signalsystem, ERTMS niveau 2, som er baseret på en EU-fastsat signalstandard.

ERTMS niveau 2 er allerede i drift flere steder i verden. Det anvendes f.eks. i Belgien, Italien, Kina, Nederlandene, Schweiz og Spanien. Men Danmark bliver det første land, hvor hele fjern¬banenettet overgår til det nye system.

Det nye signalsystem vil fremtidssikre fjernbanen og styrke kvaliteten i forhold til i dag. Der vil blive færre signalfejl og dermed færre forsinkede tog. Der kommer samme togkontrolsystem på hele statens fjernbanenet, og en række steder vil hastigheden kunne sættes op.

Det bliver strækningerne Roskilde-Køge-Ringsted og Langå-Frederikshavn, der som de første får etableret det nye signalsystem. Det sker i 2017 henholdsvis 2018. Fra 2019 og frem til udgangen af 2021 rulles det nye signalsystem ud på hele fjernbanen.

På længere sig vil udbredelsen af ERTMS-systemet i Europa betyde, at det vil bliver muligt at køre over grænserne uden særskilte togkontrol- og radiosystemer for hvert land.

Læs mere her

Grontmij | Carl Bro skal sikre livsnerve i mongoliet

En velfungerende infrastruktur er essentiel i et tyndt befolket land som Mongoliet. Især korridoren fra den russiske grænse i nord til den kinesiske grænse i syd er af stor betydning for landet. Over de kommende tre år skal eksperter fra Grontmij | Carl Bro bistå den mongolske transportsektor og blandt andet forbedre dele af vejnettet for at styrke den interregionale trafik og dermed den økonomiske udvikling.

Mongoliet er et af verdens tyndest befolkede lande, og gode transportforhold er derfor alfa og omega for landets udvikling. Rådgivervirksomheden Grontmij | Carl Bro etablerer nu en projektstyringsenhed i landet og skal bistå med en række tiltag til at forbedre infrastrukturen. Blandt andet skal en tredjedel af landets livsnerve – den godt 500 km lange hovedlandevej mellem Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar, og den kinesiske grænse – forbedres. Samtidigt skal der bygges en 260 meter lang bro, og 17,5 km hovedlandevej i udkanten af hovedstaden renoveres.

Nedbringer fattigdom
Det er et meget vigtigt projekt, fordi cirka 60% af Mongoliets befolkning på 2,6 millioner indbyggere bor langs den vejstrækning, der blandt andet går igennem de to største byer hovedstaden Ulaanbaatar og Darkhan. I mangel af en større asfalteret vej har jernbanen været den eneste større sammenhængende transportmulighed i mange år, og der mangler dermed et bedre bindeled mellem befolkningen og de kommercielle centre siger projektdirektør Jan Lorange fra Grontmij | Carl Bro og fortsætter:

Bedre adgang til vejnettet vil samtidigt fungere som et middel til at fremme en øget interregional handel mellem Mongoliet, Rusland og Kina og dermed øge den økonomiske udvikling i Mongoliet. Dermed vil et projekt som dette være med til at nedbringe fattigdommen i landet.

Projektet finansieres af Millennium Challenge Corporation (MCC), der er en bistandsorganisation under den amerikanske regering.

Millennium Challenge Corporation har lavet nogle beregninger af de positive virkninger, dette vejprojekt vil have for indbyggerne i Mongoliet, og de viser, at både befolkningen langs vejen, men også indbyggere med bopæl andre steder i landet, får glæde af udbygningen af bro og veje. siger projektleder Tom Hally fra Grontmij | Carl Bro og uddyber: Beregninger for de næste 20 år viser, at op mod 170.000 mennesker får direkte nytte af udbygning og renovering af vejstrækningen på de 176 km, og mere end 220.000 mennesker får gavn af den nye bro samt vej, der skal udbedres tæt på Ulaanbaatar.

Øget trafiksikkerhed
Ud over de omtalte opgaver omkring forbedring af hovedlandevejen, planlægning og tilsyn med ny bro og vejrenovering i udkanten af hovedstaden skal der også fokuseres på trafiksikkerhed. Således skal behovet for træning af lokalbefolkningen inden for vejadministration og vejvedligehold også analyseres og en række nye foranstaltninger inden for trafiksikkerhed introduceres.

Kontaktinformation:
Jan Lorange, projektdirektør, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 27 23 68 80
Tom Hally, projektleder, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 43 48 65 82
Lasse Bjerre Sørensen, pressechef, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 27 23 69 61

GRONTMIJ | CARL BRO
Grontmij | Carl Bro er en del af hollandske Grontmij, der er en af Europas største rådgivende ingeniørvirksomheder.

Grontmij rådgiver inden for anlæg, byggeri, miljø, vand, industri og energi og er bl.a. repræsenteret i Holland, Danmark, England, Tyskland, Belgien, Polen, Irland, Sverige og Vietnam.

Læs mere her

Eksport fortsætter fremgang

Danmarks Statistiks foreløbige opgørelse af vareeksporten for juli viser, at vareeksporten fortsætter fremgangen. Væksten i juli i forhold til juni (sæsonkorrigeret, og eksklusiv energi, skibe og fly), blev på 3,2 pct. og set over de seneste tre måneder er væksten 7,8 pct. i forhold til de tre forudgående måneder.

– Der er klart tale om, at eksporten har fået ny luft under vingerne, udtaler Jacob Warburg, cheføkonom i Eksportrådet og Udenrigsministeriet. Eksporten har i de seneste tre måneder løftet sig til et niveau, som kun er marginalt under gennemsnitsniveauet i 2008. Hvis de positive takter fortsætter i de kommende måneder vil vi være kommet op af det dybe hul, som eksporten faldt i i 2009, hvor eksporten faldt mere end 12 pct. i forhold til 2008.

Væksten trækkes især af Tyskland, Kina, Sverige og Norge, men også på de øvrige store marke-der kan noteres fremgang i løbet af de seneste tre måneder.

Det er først og fremmest eksporten af maskiner og forarbejdede varer, som er vokset over de seneste tre måneder. Kemikalier og kemiske produkter, inklusiv medicin og lægemidler, er også vokset markant, og sammenlagt står disse eksportkategorier for 70 pct. af den samlede vækst set over de seneste tre måneder.

Læs mere her

Stærk duo sætter turbo på offentlige indkøbsbesparelser

Det førende konsulenthus og den førende it-leverandør går sammen om at skabe milliongevinster for kunderne gennem bedre indkøbsstyring. It-løsning fra SAS Institute kombineret med Valcons konsulentstyrke er hjørnestenene i et nyt samarbejde med nordisk perspektiv.

Vores kunder realiserer markante besparelser, når vi samarbejder om indkøbsoptimering. Konsulenthonoraret bliver tilbagebetalt tre til ti gange på det første år . Sådan siger direktør Stig Jessen fra Valcon om at optimere indkøbene i samarbejde med offentlige kunder i Danmark. Og nu går SAS Institute og Valcon sammen om at realisere de store gevinster for kunderne ved at effektivisere indkøb. Samlet har de to ledende aktører på dette marked over 60 kunder. Deres rådgivning og analyse baserer sig på data om indkøb for mere end 400 mia. kr, hvilket er en betragtelig del af alle offentlige organisationers indkøb. Tidligere gik de to aktører til markedet med hver sin tilgang til kunderne, men fremover vil de samarbejde, og Valcon vil fokusere på konsulentydelsen og SAS Institute på it-løsningen.

Fuld fart på udvikling

-Partnerskabet kombinerer markedets bedste hjerner på området med den mest omfattende analytiske it-løsning, siger direktør Jesper Kirk fra SAS Institute. Vi er allerede i fuld gang med at udvide SAS Indkøbsanalyse med nye analytiske muligheder, og vi har netop lanceret et nyt modul til ledelsesinformation som en del af løsningen. Vi investerer helt målrettet for at skabe den bedste og mest avancerede løsning på området, og med Valcons stærke indkøbskompetence med ved bordet, får vores kunder større værdi ud af it-løsningen og samarbejdet med os.

De store besparelser opstår, fordi it-løsningen kan analysere kundens faktiske indkøbsadfærd helt ned på varelinjer og pris. Det åbner blandt andet op for at udnytte indkøbsaftaler bedre, samle indkøb hos færre leverandører og sikre at man ikke betaler for meget for varerne. Den offentlige sektor har klogt valgt at få alle leverandører til at sende elektroniske fakturaer, og her opstår et exceptionelt stærkt datagrundlag, som man kan analysere og bruge til at spare millioner af kroner.

No cure no pay

-Vi er så sikre på at kunne realisere gevinster i samarbejde med vores kunder, at vi gerne tager en seriøs dialog om at levere både it-setuppet fra SAS Institute og konsulentdelen fra Valcon efter en no-cure-no-pay-model, fastslår Stig Jessen fra Valcon. -Resultatskabelsen kommer i land meget hurtigt, fordi SAS-løsningen er en cloud-løsning, hvor kunden blot afleverer data til SAS Institute og hurtigt får resultaterne leveret som en service. Kunderne undgår dermed selv at skulle etablere og drifte et it-setup. De kan i stedet stille spørgsmål og sparre med kompetente folk hos SAS Institute og Valcon.

Valcon og SAS Institute vil som led i det nye partnerskab hjælpe kunderne med at overføre de bedste indkøbs-ideer og lære af hinanden. Denne erfaringsudveksling foregår i brugergrupper med fast frekvens, nyhedsbreve og et ledelsesorienteret årligt seminar. Blandt kunderne finder man bl.a. Odense Kommune, som har nået mål om at spare tre-cifrede millionbeløb på en kort årrække. Foruden Danmark ser Valcon og SAS Institute et stort potentiale i resten af Norden.
Stort potentiale

-Virksomheder i den semi-offentlige sektor, virksomheder i den private sektor og offentlige aktører i de øvrige nordiske lande kan drage nytte af disse løsninger og kompetencer. Også uden et helt så perfekt og omfangsrigt datagrundlag som en dansk kommune, kan man komme langt med at analysere og optimere sine indkøb, siger Jesper Kirk fra SAS Institute.

Årsagerne til, at offentlige aktører i disse år kan sætte turbo på indkøbsbesparelserne, er, at datagrundlaget er forbedret, og at organisationerne er parate til at fokusere på indkøbsoptimering ud fra en holistisk betragtning. Samtidig er hele den offentlige sektor både i Danmark og i andre lande – præget af en meget stærk effektiviseringsdagsorden.

-Besparelser på indkøb koster ikke service og koster ikke varme hænder, og derfor er de særligt velkomne og attraktive for lederne i den offentlige sektor. Sparer man på indkøbet, så er man i gang med at levere mere for mindre, og det er alle jo stærkt interesserede i, siger Stig Jessen.

Om SAS Institute
SAS Institute er markedsleder på software og service inden for business analytics og er den største uafhængige leverandør inden for business intelligence. SAS hjælper over 50.000 kunder med at styrke forretningen og træffe bedre beslutninger. Selskabet har 1300 kunder i Norden og Baltikum og har kontorer i København, Skanderborg, Stockholm, Oslo, Stavanger, Helsinki, Riga og Vilnius. Siden 1976 har SAS Institute leveret The Power to Know® .

Om Valcon
Valcon er et konsulenthus med skandinavisk afsæt og global rækkevidde. Valcons lokale tilstedeværelse og indsigt dækker Danmark, Sverige, Norge, Indien, Kina og Østeuropa. Konsulenter fra Valcon hjælper med at håndtere såvel strategiske som operationelle udfordringer inden for vækst, effektivitet, innovation, globalisering og transparens. Foruden nogle af de skarpeste og mest erfarne managementkonsulenter favner Valcon et team af garvede områdespecialister. Alle med dybe kompetencer inden for deres respektive funktionsområder, opbygget gennem imponerende karrierer på den anden side af skrivebordet og ude på gulvet. Valcon tror på, at de bedste resultater vokser ud af en direkte og ligefrem dialog. Af et åbent samarbejde. Og af et skarpt fokus på at skabe reelle løsninger på reelle udfordringer.

Læs mere her

Danmark førende på skibsmotorer i 100 år

M/S Selandia verdens første oceangående motorskib revolutionerede søfarten med dansk udviklet teknologi, der var så fremsynet, at den stadig holder i dag – præcis 100 år efter.

Langt de fleste af verdens store skibe sejler i dag med dieselmotorer, der er udviklet her i landet. Danmark er teknologisk førende og har nu været det i præcis 100 år. Den vigtige overgang fra dampskibe til dieselskibe begynder nemlig den 17. februar 1912 med det danske skib M/S Selandia, der som det første store skib i verden sejlede på diesel.

Det er et teknologisk vidunder, der fylder 100 år den 17. februar 2012. Mange tvivlede i 1912 på, at dieselmotoren overhovedet kunne bruges om bord på skibe. Teknikerne arbejdede på at få højere motorydelse og samtidig gøre motoren i stand til at slå bak. Og det lykkedes med M/S Selandia takket være et tæt samarbejde mellem værftet B&W og rederiet ØK.

Partnerskabet mellem B&W og ØK var den perfekte kombination af visionær teknologi og forretningsmæssigt fremsyn. B&W erhvervede patent på Rudolf Diesels motortype og havde visioner nok til at udnytte det effektivt. ØK så muligheden for at gøre en god forretning i Fjernøsten. De to parter mødtes i perfekt rytme og timing. Nøjagtig som når god musik bliver skabt, fortæller teknologihistoriker og chef for Industrimuseet Frank Allan Rasmussen.

Selandia kunne sejle meget længere end en damper, inden der skulle tankes op. Og derfor blev det billigere og lettere for ØK at sejle til Fjernøsten, fortæller Frank Allan Rasmussen:

Verden fik en opfindelse, der revolutionerede livet til søs, og som i dag er en selvfølge om bord på store skibe. Ifølge teknologihistoriker Frank Allan Rasmussen er dieselmotoren til store skibe lige så vigtig en opfindelse, som e-mailen senere blev:

Før e-mailens tid blev hvert enkelt brev transporteret rundt med bil og motorcykel. Nu kan man meddele sig til omverdenen blot ved et klik på en mus. På samme måde gjorde dieselmotoren transport til søs

For 100 år siden byggede B&W de store dieselmotorer selv. I dag har virksomheden skiftet navn til MAN Diesel & Turbo og bygger ikke længere selv motorerne. Virksomheden gør hele udviklingsarbejdet og designer motorer til skibsværfter og motorproducenter over hele verden.

I 100-året for M/S Selandia er vi stolte af, stadig at være førende inden for udvikling af store skibsmotorer. Vi konkurrerer på knowhow og teknologisk indsigt. Og det er baggrunden for, at de fleste af verdens handelsskibe i dag sejler med motorer, der er udviklet af MAN Diesel & Turbos ingeniører på Teglholmen i København, siger koncerndirektør Thomas Knudsen, MAN Diesel & Turbo.

Pressekontakt og formidling af kilder, fotos og fakta materiale: Peter Carstens 2445 7207 og Mia Glarborg 3385 1590.

###

Om MAN Diesel & Turbo

MAN Diesel & Turbo SE med hovedsæde i Augsburg er verdens førende udbyder af store dieselmotorer og turbomaskiner til maritime og stationære anvendelsesformål. Virksomheden udvikler to- og firetaktmotorer, som fremstilles af virksomheden selv eller af dens licenstagere, og som har en ydelse på mellem 450 kW og 87 MW. Desuden udvikler og fremstiller MAN Diesel & Turbo gasturbiner på op til 50 MW, dampturbiner på op til 150 MW samt kompressorer med en volumenstrøm på op til 1,5 mio. m3/h og et tryk på op til 1.000 bar. Turboladere, skruer med drejeblade, gasmotorer samt kemiske reaktorer indgår også i produktporteføljen. MAN Diesel & Turbo leverer komplette fremdrivningssystemer til skibe, turbomaskinesæt til både olie-/gas- og procesindustrien samt nøglefærdige kraftværker. Under navnet MAN PrimeServ udbydes After Sales-ydelser til kunder over hele verden. Virksomheden beskæftiger ca. 13.500 medarbejdere på flere end 100 lokationer verden over med hovedvægt på Tyskland, Danmark, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, Italien, Indien og Kina. MAN Diesel & Turbo er en virksomhed tilhørende området Power Engineering i MAN SE som er børsnoteret på det tyske aktieindeks DAX over Tysklands 30 førende virksomheder.

Læs mere her

Verdens første oceangående dieseldrevne skib, M/S Selandia, fejrer 100 års jubilæum i dag

I dag, den 17. februar 2012, har vi haft 100 år med dieselmotorskibe. Den udvikling kan vi takke det danske skib M/S Selandia for. Hun banede i 1912 vejen for de store fordele ved et skift fra kulfyrede dampskibe til dieselskibe.

M/S Selandia blev bygget i København af B&W, det nuværende MAN Diesel & Turbo, og blev den 17. februar 1912 overdraget til ØK, som skulle bruge det på ruten København-Bangkok. Selandia var et fragtskib, men sejlede fra begyndelsen med 22 passagerer i luksuriøse, moderne kahytter på 1. klasse.

På sin jomfrurejse i 1912 besøgte Selandia London, hvor daværende marineminister Sir Winston Churchill kom om bord. Han var så begejstret for den revolutionerende teknologi, at han bagefter roste Danmark for at være foregangsland for hele den maritime verden og gav ordre til at den britiske flåde skulle undersøge mulighederne for at overgå til diesel. Også den tyske kejser Wilhelm II bestilte et søsterskib til Selandia til den tyske flåde.

De dampmaskiner, der indtil 1912 havde drevet alle store skibe frem, var ikke særlig effektive. Dieselmotoren var 2-3 gange så effektiv, mindre forurenende, og den gav et bedre arbejdsmiljø for maskinbesætningen, en større lasteevne og en langt større aktionsradius. Og den udkonkurrerede dampmaskinen fuldstændig.

Dieselmotoren blev opfundet af Rudolf Diesel i en form, der ikke kunne bruges om bord på skibe. Det blev først praktisk muligt på B&W under ledelse af B&Ws fremsynede tekniske direktør Ivar Knudsen.

Selve 100-års dagen for afleveringen af M/S Selandia til ØK markeres i dag kl. 14 i DieselHouse i København med en reception for pressen og indbudte gæster. Her præsenteres den enestående særudstilling om M/S Selandia, der åbner for offentligheden på søndag den 19. februar. Samtidig er der forpremiere på den dramadokumentariske film Magten over havet M/S Selandia . Filmen er produceret af Chroma Film med støtte fra MAN Diesel & Turbo.

###

MAN Diesel & Turbo
MAN Diesel & Turbo SE med hovedsæde i Augsburg er verdens førende udbyder af store dieselmotorer og turbomaskiner til maritime og stationære anvendelsesformål. Virksomheden udvikler to- og firetaktmotorer, som fremstilles af virksomheden selv eller af dens licenstagere, og som har en ydelse på mellem 450 kW og 87 MW. Desuden udvikler og fremstiller MAN Diesel & Turbo gasturbiner på op til 50 MW, dampturbiner på op til 150 MW samt kompressorer med en volumenstrøm på op til 1,5 mio. m3/h og et tryk på op til 1.000 bar. Turboladere, skruer med drejeblade, gasmotorer samt kemiske reaktorer indgår også i produktporteføljen. MAN Diesel & Turbo leverer komplette fremdrivningssystemer til skibe, turbomaskinesæt til både olie-/gas- og procesindustrien samt nøglefærdige kraftværker. Under navnet MAN PrimeServ udbydes After Sales-ydelser til kunder over hele verden. Virksomheden beskæftiger ca. 14.000 medarbejdere på flere end 100 lokationer verden over med hovedvægt på Tyskland, Danmark, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, Indien og Kina. MAN Diesel & Turbo er en virksomhed tilhørende området Power Engineering i MAN SE som er børsnoteret på det tyske aktieindeks DAX over Tysklands 30 førende virksomheder.

Læs mere her

Tre nye kandidatuddannelser

Næste studieår byder på nye kandidatuddannelser med Kina i centrum, i multikulturel organisationskommunikation og i bioentrepreneurship

Hvordan opererer en dansk virksomhed i Kina, og hvad adskiller den danske offentlige sektor fra den kinesiske Kandidatstuderende kan fra næste studieår få nærkontakt med Kina, hvis de vælger den ny uddannelse Public Management and Social Development, siger specialkonsulent Janie Huus Tange fra CBS.

– Det er en unik mulighed for modige studerende, som får en hovedrolle i at starte en ny uddannelse i et samfund i en rivende udvikling. Uddannelsen foregår i Beijing, som byder på alt hvad hjertet og hjernen kan begære. Hvis man er interesseret i Asien, er eventyrlysten og ambitiøs, er uddannelsen en fantastisk mulighed for karrieren, siger hun.

Kom tættere på Kina
Uddannelsen giver mulighed for at få et nyt perspektiv på videreudvikling af velfærdsstatsmodeller, internship hos en dansk virksomhed på det kinesiske marked, mulighed for at lære sproget og opbygge et kinesisk netværk – halvdelen af de studerende er kinesiske statsborgere.
Public Management and Social Development er en af tre nye kandidatuddannelser, som bliver præsenteret torsdag på et Åbent Hus arrangement på CBS. De to andre er Multicultural Communication in Organizations (MCO) og Bioentrepreneurship (BBIP).

Når engelsk bliver koncernsprog
MCO skal ruste kandidater til at varetage kommunikations¬opgaver i globale, multikulturelle virksomheder med engelsk som koncernsprog. BBIP er en ny og efterspurgt uddannelse blandt biotek og medicinalteknologiske virksomheder, som skal uddanne kandidater til at kunne skabe forretning ud af de gode ideer, som opstår i laboratorier eller på skriveborde blandt ingeniører og naturvidenskabelig uddannet personale.

Læs mere her