Vestfyn Trækker 2016: Her er de nominerede til Årets Opbygning

Rullende værksted, forskydelig linktrailer og alsidig forvogn, der kan omdannes til trækker, kæmper om titlen som Årets Opbygning på Danmarks største udendørs transportmesse.Fredag formiddag blev afsløret de tre nominerede til titlen som Årets Opbygning på Vestfyn Trækker 2016. MCH Messecenter Herning afholder konkurrencen, hvor de besøgende på messen sammen med syv ekspertdommere skal finde årets bedste specialopbyggede køretøj.

– De tre finalister er udvalgt ud fra 12 kriterier som eksempelvis relevans, potentiale, kreativitet og fleksibilitet. Fælles for dem er, at de netop er innovative, repræsenterer en stor nytteværdi og løser konkrete kundebehov. Derfor skaber de merværdi for mange. Dommerpanelet var meget begejstret og forlod nomineringsmødet i opløftet tilstand, fortæller projektleder Betina Engholm fra MCH.

Danlad gør værkstedet mobilt

Den første finalist er vare- og lastbilopbyggeren Danlad, som blev udvalgt for en værkstedsbil leveret til Barslund A/S. Entreprenørfirmaet henvendte sig for at få bygget et rullende værksted med så meget udstyr, at næsten alle reparationsopgaver kan løses på stedet uden ekstern hjælp.

– Her er tale om en gennemtænkt opbygning med masser af finesser og god finish. Mulighederne er meget større end med den typiske værkstedsbil. Sådan lød dommerpanelets motivation for nomineringen, som blev offentliggjort af messearrangør Per Mikkelsen, administrerende direktør for VBG GROUP Sales A/S.

Alsidig forvogn kan omdannes til trækker

KLC A/S er nomineret for en forvogn med aftagelig skammel og løs bagende, så bilen kan konverteres til krantrækker. Bagenden er med hydraulisk udskydelig bom, containerlåse og seks bådstøtter, som betjenes via kranens radiostyring. Dermed kan bilen både bruges som trækker, som containerbil og til bådtransport.

– En tanke er opstået, og så er der blevet handlet med flot resultat. Nytteværdien er stor, og vognmanden sparer en ekstra bil. En både brugervenlig, nyskabende og multifunktionel løsning, lyder det fra dommerpanelet.

Hydraulisk forskydelig linktrailer

Linktraileren AMT LG300 med hydraulisk forskydelig opbygning sikrer MTDK A/S en finaleplads. Baggrunden for produktet er, at mange kunder har ytret ønske om at reducere omkostningerne til vedligeholdelse af deres linktrailere. Da støtteben og drejeskammel på den nye linktrailer fra AMT er standardprodukter, er delene både billigere og mere tilgængelige. Derfor har nyheden et betydeligt kommercielt potentiale.

– Kundens behov er i centrum, og der er ikke alene tænkt ud af boksen, men også ud af Danmark. Løsningen er økonomisk og med stor nytteværdi. Samtidig giver den tryghed for chaufføren, mener dommerkomiteen.

Vinder kåres søndag eftermiddag

Vinderen af Årets Opbygning kåres søndag eftermiddag på Vestfyn Trækker 2016. Hvem der skal løbe med sejren, afgøres af publikum og dommere i fællesskab. Læs mere på www.vestfyntrækker.dk.

Fakta

Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen kan man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltager mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og medier. Messearealet er udvidet til 55.000 kvadratmeter.

Læs mere her

Nyborg Kommune får støtte til cykellegebane

Cyklistforbundet har med støtte fra Nordea-fonden i dag tildelt samlet fem mio. kr. til ti kommuner til at anlægge cykellegebaner de næste to år. Nyborg Kommune er blandt de udvalgte.Med en placering på det grønne areal ved Lille Svanedam, ansøgte Nyborg Kommune i september 2015 om støtte til etablering af en cykellegebane på 2000 m2.

En cykellegebane er et møde- og samlingssted for byen med naturelementer, sanseoplevelser og opholdsarealer. Samtidig skaber den nye og anderledes rammer for cykeltræning med fokus på både cykelsikkerhed og trafiksikkerhed.

– I de seneste par år, har vi i Nyborg Kommune haft særligt fokus på at gøre vores skoleveje mere sikre for vores cyklister. Med det tilsagn, som vi har modtaget fra Cyklistforbundet i dag, er vi glade for at kunne gå skridtet videre og være blandt de første kommuner i Danmark, der etablerer en cykellegebane og håber, at den kan tiltrække både borgere fra kommunen og besøgende udefra, udtaler borgmester Kenneth Muhs.

I den kommende tid påbegyndes arbejdet med at udforme cykellegebanen, som bliver helt unik for Nyborg, fordi der ikke findes én fast skabelon for, hvordan en cykellegebane skal indrettes. Den endelige plan for cykellegebanen skal godkendes af Cyklistforbundet og Nordea Fonden inden anlæggelsen påbegyndes.

– Vi glæder os til at gå i gang med at udvikle vores nye lokale cykellegebane. Vi tror på, at gode cykelvaner skabes tidligt i livet og derfor er det vigtigt for os at etablere de bedst mulige rammer for, at bl.a. børn kan lege og træne på deres cykler. Vores kommende cykellegebane skal derfor være et sted, som altid er åbent for kreativ cykelleg, udtaler formand for Sundheds- og Forebyggelsesudvalget Frits Christensen.

Cykellegebanen har en samlet sum på 856.000 kr. Heraf støtter Cyklistforbundet og Nordea-Fonden med ca. halvdelen, mens Sundheds- og Forebyggelsesudvalget har bevilliget den resterende finansiering fra Sundhedspuljen.

Cykellegebanen forventes at stå færdig til skolernes sommerferie 2017.

Læs mere her

Transportbranchen er også for unge karrieresøgende

Interessen var stor, da transporterhvervet ved arrangementet ’En god karrierevej’ på Transport 2015 i MCH Messecenter Herning gjorde sine hoser grønne over for ungdommen. – Jeg har altid forbundet transportbranchen med truckere i neontøj. Og på vej ind tænkte jeg, at vi helt sikkert var de eneste tre piger på hele messen. Men ud over de jobs, man normalt forbinder med branchen, er der jo også kontorassistenter, projektledere, eventkoordinatorer, marketingfolk og massevis af andre profiler.

Ordene kommer fra Stine Brønbo, HG-studerende på Herningsholm Erhvervsskole. Hun var sammen med klassekammeraterne Line Juul og Louise Jensen fredag mødt op på Transport 2015, Skandinaviens største indendørs transportmesse, i MCH Messecenter Herning for at blive klogere på transportbranchen som karrierevej.

– Ja, jeg troede næsten, at vi var gået forkert, da jeg så mændene i arbejdstøj. Men alle var supersøde, og foredragene var virkelig spændende, tilføjer 23-årige Line Juul, der nu håber på en karriere som speditør.

Masser af karrieremuligheder

De tre klassekammerater fra Herning var dog langt fra de eneste tilstedeværende piger. Faktisk var kønsfordelingen på arrangementet ’En god karrierevej’ nogenlunde ligelig, og med over 140 deltagende studerende fra seks skoler er oplægsholderne meget tilfredse med fremmødet.

– Branchen er ved at være tyndslidt. Vi har brug for nyt blod og friske kræfter udefra. Her ligger der en stor opgave i at kommunikere, at vores erhverv byder på masser af spændende karrieremuligheder. Navnligt fordi transportbranchen ikke fremstår så sexet og traditionelt ikke har været god til branding, siger Jan Egegaard Jensen, Competence Development Manager for Volvo i Danmark og en af de fire foredragsholdere.

– De unges billede af branchen er helt klart præget af fordomme og stereotyper. For at ændre på det er der behov for initiativer, der ligesom dagens arrangement kan fungere som en øjenåbner. Det handler om markedsføring, og den disciplin har vi som branche ikke mestret, mener Jan Egegaard Jensen og oplyser, at Volvo Danmark nu vil sætte langt mere fokus på at brande sig som arbejdsgiver.

Benhård konkurrence

Speditør Arnt Vad Jensen fra Blue Water er et godt eksempel på det ’nye blod’, som arbejdsgiverne i transportbranchen efterspørger. Den 24-årige midtjyde, der har en baggrund som lagermand og lastvognschauffør, er af FDE Fonden kåret som årets talent 2014 inden for transport og logistik. Dermed var han nærmest selvskreven som oplægsholder på fredagens arrangement.

– Det, der gør mit arbejde fedt, er hverdagens mange udfordringer, som kræver, at man er innovativ og kreativ. Konkurrencen er benhård, og det er virkelig ’survival of the fittest’. Vi er mange om buddet, så priserne er pressede, og der skal meget volumen igennem, for at der kan tjenes penge, siger Arnt Vad Jensen, der blandt andet har været projektleder på flytningen af verdens største vindmølle. Sideløbende med sit arbejde hos Blue Water læser han HD i Supply Chain Management.

Læs mere på transport-messen.dk, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Læs mere her

Transportmesse sætter ny besøgsrekord

8663 besøgte transportmessen Vestfyn Trækker 2014 i Ejby. Den nye Fiat Ducato løb med titlen som Årets Varebil, modellen Lærke fik to gange dekoreret sin afklædte krop med lastbilmotiv, og Johnny Jensen blev kåret til Danmarks bedste kranfører. Vejrguderne tilsmilede årets største transportmesse, Vestfyn Trækker 2014, der blev afholdt ved Fynske Motorvej i weekenden fra den 23. til 25. maj. Efter et regulært skybrud, kort før det lokale folketingsmedlem Lars Chr. Lilleholt (V) åbnede udstillingen, holdt det tørvejr det meste af weekenden med en del sol og temperaturer omkring 20 grader. 8663 besøgte messen, hvilket er det højeste tal i udstillingens historie – et hestehoved foran den hidtidige rekord, 8491, fra 2010. – Vi er meget tilfredse og glade for, at mange anser årets messe for den hidtil bedste, siger arrangøren, adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales A/S.

I åbningstalen fremlagde Lilleholt forslag til forbedring af transportbranchens rammevilkår. – Vejtransport er afgørende for vores samfund. Derfor skal der investeres mere i vejnettet. Venstre vil åbne op for modulvogntog på alle statsveje og bremse yderligere liberalisering af cabotage, ligesom vi støtter vægtforøgelse for syvakslede lastbiler til 56 tons. Vi vil ikke se passivt til, mens vognmændene bliver udkonkurreret af østeuropæere på ulige vilkår, fastslog folketingsmedlemmet.

Ducato og Johnny blev danmarksmestre
Efter talen kårede Lilleholt sammen med Motorjournalisternes Klub Danmark (MKD) Fiat Ducato til Årets Varebil 2014. Med messearealet som udgangspunkt har juryen testet 12 varevognsnyheder, og ud over sejrherren var Citroën C4 Picasso, Mercedes Sprinter og to varianter af Ford Transit kåret til finalister. – Ducatoen vandt, fordi prisen er lav sammenlignet med konkurrenterne, og fordi bilen byder på gedigen samlekvalitet og en god køreoplevelse, siger juryformand Carsten Teiner.

På SAWO’s stand blev en anden danmarksmester fundet, da nordsjællænderen Johnny Jensen vandt den indledende runde af HIAB’s jagt på verdens bedste kranfører. På blot to minutter og 43 sekunder gennemløb han forhindringsbanen – forbi de opstillede dunke, under en bom og ned i en tønde. Den 41-årige chauffør repræsenterer derfor Danmark, når den internationale vinder skal findes. – Andre erfarne kranførere brugte fem til syv minutter. Især vanddunkene gav udfordringer. Men Johnny er tæt på HIAB’s referencetid, 2:27, fortæller Vivian Knudsen, marketingansvarlig hos SAWO.

Maleri fra Volvo til kvindekrop
På Bridgestones stand tog den amerikanske kunstner Ray Hill opstilling ved siden af en farverig lastbil, som det har taget ham to måneder at dekorere i fri hånd og uden nogen form for skitse. Efter nogen overvejelse takkede maleren ja til en utraditionel udfordring fra dækfirmaets salgs- og marketingchef – nemlig at spraymale samme motiv på modellen Lærke. Kun iført trusser lagde hun velvilligt krop til eksperimentet både fredag og lørdag, og begge gange blev resultatet fint.

– Jeg har aldrig malet på et menneske før, men jeg bruger præcis samme airbrush på Lærkes krop, som jeg lavede en stor del af lastvognen med, afslørede en koncentreret Ray Hill midt i arbejdet.

Arrangør: Branchen gør det godt
Da Per Mikkelsen fra VBG bød velkommen til Vestfyn Trækker 2014, roste han transportbranchen for fremsynethed og evnen til at klare sig igennem en hård tid. – Jeg er stolt over at være del af en sektor, som til trods for svære forhold formår at stå sammen og løfte i flok, og hvor man tænker kreativt for at blive stadig mere konkurrencedygtig. Det er også i kraft af de egenskaber, Vestfyn Trækker bliver større og større for hver gang, lød det fra direktøren.

Mikkelsen opfordrede samtidig landets vognopbyggere til at danne en bred sammenslutning, som favner hele branchen og kan opnå politisk indflydelse. – Vores nabolande er nået langt med at implementere EU-kravene til helbilsgodkendelse, men herhjemme halter vi bagefter. Danske biler, der ikke lever op til kravene, taber værdi og bliver svære at sælge. Alt for få tænker i helbilsgodkendelse, og det havde vi undgået med en velfungerede brancheforening, fastslår han.

Fakta
Vestfyn Trækker – Transport & Logistik ved motorvejen i Ejby er årets største transportudstilling. På messen, der blev afholdt fra 23. til 25. maj, kunne man møde 150 udstillere – herunder en lang række bilimportører, vognopbyggere og forhandlere af øvrigt transportmateriel. Desuden deltog mange udbydere af tilbehør og serviceydelser samt brancheorganisationer og fagmedier. Messearealet var i år udvidet til 55.000 m2. www.vestfyntraekker.dk

Læs mere her

Mere end 1500 kundeforslag til bedre S-tog

Siden S-tog lancerede kampagnen Få din S-togsidé på skinner for blot tre uger siden, er der strømmet mere end 1.500 både konstruktive og nytænkende idéer ind, og der har været en livlig dialog på kampagnens Facebook-side.

Hvordan forbedrer man bedst S-tog, så det bliver endnu mere attraktivt for både nuværende og nye kunder Svaret hos S-tog er lige til: Jo mere vi inddrager kunderne, jo bedre bliver vi til at give kunderne det, de efterspørger. Sådan lyder den enkle tankegang bag den netop afsluttede S-togskampagne, som har genereret mere end 1500 idéer.

Der har været et helt utroligt engagement hos kunderne. Vi har ikke bare fået rigtige mange idéer, men også rigtig mange supergode og konstruktive idéer. Det er dejligt at se kundernes aktive opbakning til kampagnen, siger Niklas Marschall, salgsdirektør i DSB S-tog.

Konstruktive og gode idéer
Mange af de indkomne idéer tager udgangspunkt i eksisterende tiltag. For eksempel er der mange forslag til, indslag som S-tog kan vise på S-TV, som snart er indført i alle S-tog. Og mange har efterlyst særlige kupeer, fx børnekupeer, singlekupeer og større flexrum.

Der er også mange, der efterlyser tiltag, som S-tog faktisk allerede er i gang med at indføre; eksempelvis SMS-klippekort, som lige nu kører som sommerkampagne, og nye skærme på stationerne, som er på vej op på de største stationer efter sommerferien.

Kunderne har været virkelig kreative og kommet på helt nye idéer, fx musik og radio i toget, siger Niklas Marschall.

Af nye idéer kan også nævnes så forskellige ting som stikkontakter, salgsautomater, rygeforbud på stationerne og datingtog.

Den bedste S-togsidé kommer på skinner
De mange idéer er ved at blive sorteret. I august vil de blive gennemgået grundigt, så der kan kåres én vinder af den bedste S-togsidé til september. Ambitionen er, at gennemføre den bedste idé allerede i 2010.

De øvrige forslag og idéer ender dog ikke i mølposen, derimod er der tale om værdifuld viden, som vil blive brugt fremadrettet, når S-tog skal forbedres. Hos S-tog har man været så begejstret for kampagnen og de mange input, at man regner med at lave en lignende kampagne igen.

Det har været rigtig frugtbart at få kundernes input råt for usødet. Vi er sat i verden for at hjælpe kunderne i deres hverdag, og derfor er det naturligt for os at lytte til kundernes ønsker og behov. Så det bliver ikke sidste gang, vi laver en kampagne som denne, afslutter Niklas Marschall.

I dag, mandag den 12. juli, bliver kampagnemailen (forslag(at)s-tog.dsb.dk) lukket, mens Facebook-siden Få din S-togsidé på skinner fortsætter, dog vil der ikke blive indsamlet flere idéer.

Læs mere her

Banedanmark indgår kontrakt om broer for 134 mio. kr. med dansk konsortium

Anlæg af i alt 12 broer og faunapassager i forbindelse med Den nye bane København-Ringsted over Køge er gået til et konsortium bestående af Aarsleff, Aarsleff Rail og Rambøll.

Det bliver et konsortium bestående af Aarsleff A/S, Aarsleff Rail A/S og Rambøll, der skal stå for anlægget af i alt 12 jernbanebroer, vejbroer og faunapassager på en 5 km lang strækning mellem Køge Bugt motorvejens Ishøj-udfletning og Greve Centervej. Det blev afgjort onsdag den 16. januar 2013, da kontrakten til knap 134 mio. kroner blev skrevet under i Banedanmarks projektkontor i Brøndby.

Ny konstruktionsteknik
Kontrakten er en design-and-build kontrakt. Det betyder, at det er entreprenørens opgave både at designe og bygge broerne og faunapassagen. På den måde kan entreprenørerne byde ind med nye, kreative løsninger. Det vindende konsortium har f.eks. foreslået en måde at etablere støttemurene på, som aldrig tidligere har været brugt i Danmark. Den nye metode kan spare både tid og penge, fordi der anvendes præfabrikerede elementer i stedet for at støbe på stedet. Teknikken er velkendt i blandt andet Frankrig, Spanien og Japan, hvor den har været brugt til anlæg af højhastighedsbaner.

Anlægsarbejdet går i gang om et år
Projekteringen af de nye konstruktioner går i gang nu og vil vare et år. Anlæg af de nye broer og faunapassagen er planlagt til at begynde i januar 2014 og skal være færdig i september 2015. Banedanmark forsøger så vidt muligt at mindske generne for både naboer og trafik i anlægsfasen og vil løbende informere om anlægsarbejdet, blandt andet via breve og projektets hjemmeside.

Fremtidens jernbane og Timemodellen
På den nye jernbane vil der i fremtiden kunne køre højhastighedstog, og anlæg af banen er første etape af realiseringen af Timemodellen, hvor togpassagerer skal kunne rejse fra København til Odense på en time, videre til Aarhus på en time og derfra til Aalborg på endnu en time.

For yderligere information kontakt Banedanmarks pressevagt på telefon 8234 1313.

Læs mere her

Scandlines¹ millioninvesteringer tager nu fysisk form i Gedser

Rederiet gør klar til gravemaskiner, superfærger og rekreative områder

Alle kontrakter er nu underskrevet, og Scandlines¹ omfattende forbedringer i Gedser Havn kan begynde at tage fysisk form. Millioninvesteringerne vil ikke alene skabe vækst og arbejdspladser i Gedser men også skabe bedre sammenhængskraft og nye rekreative områder i byen.

Med de sidste kontrakter i hånden kan Scandlines nu endelig starte gravemaskinerne op på Gedser Havn. Lejeaftalen mellem Scandlines, Banedanmark og DSB omkring de resterende havnearealer er nemlig netop faldet på plads, og ventetiden er nu slut for de anlægsarbejdere, der skal forme fremtidens havn i Gedser.

Udvidelserne på Gedser Havn, der blandt andet består i ny terminalbygning, nyt check-in-område og 16 opmarchbaner, vil gøre rejsen mellem Gedser og Rostock mere effektiv samt forbedre forbindelserne til den østlige korridor, når de nye superfærger indsættes. Havneudvidelserne, som Scandlines har investeret et trecifret millionbeløb i, vil samtidig også flytte trafikken ud af Gedser by og give borgerne et nyt, rekreativt havneområde:

²Med Scandlines¹ nye havneområde flytter vi trafikken vestover og væk fra byen. Samtidig omdanner vi de gamle havnearealer til rekreative områder for byens borgere, så her bliver mere fred og ro, og byen kommer til at hænge bedre sammen,² udtaler Susanne Brigitte Kock, kommunikationschef i Scandlines.

John Brædder, borgmester i Guldborgsund, er enig: ²Scandlines¹ havneudvidelser går godt i spænd med Helhedsplanen for Guldborgsund Kommune. Havneudvidelserne vil både løfte trafikken mellem Danmark og Tyskland samt give Gedsers borgere en bedre og renere by at bo i,² forklarer han.

De nye færger indsættes i 2012 på ruten Gedser-Rostock. Der er plads til ikke mindre end 1.500 personer og 480 biler eller 96 lastbiler på de nye færger, der således fordobler rutens nuværende kapacitet.

Som et led i de omfattende forbedringer er det nødvendigt at inddrage en lille del af kolonihaveområdet omkring havnen i Gedser. Scandlines vil hurtigst muligt tage kontakt til de 5-6 berørte kolonihavelejere for at sikre sig, at de er fuldt orienteret, og at der tages bedst muligt hånd om processen.

Scandlines blev grundlagt i 1998 og er et af Europas største rederier. Scandlines’ kerneforretning består af transport af personer og fragt i trekantsområdet mellem Tyskland, Danmark og Sverige samt på ruterne til de baltiske lande og Finland. Scandlines transporterede i 2010 12,4 millioner passagerer, samt 2,8 millioner personbiler og 800.000 lastbiler og trailere, med det hovedmål for øje at yde en effektiv, pålidelig og konkurrencedygtig transportservice.

Læs mere her

Sti til krydsning af Ballerup Byvej

I august starter arbejdet med at bygge en stitunnel under Ballerup Byvej til cyklister og fodgængere.

Den kommer til at ligge i kanten af Hjortespringkilen mellem Ballerup og Måløv og kommer dermed til at forbinde et rutenet af rekreative stier. Det er meningen, at disse stier skal give såvel lokale borgere som turister mulighed for på en behagelig måde, at komme til både grønne områder og strande.

Ballerup Byvej er en meget trafikeret vej, som ikke umiddelbart kan krydses af cyklister. Derfor vil tunnelen gøre det langt mere sikkert at komme på tværs af Ballerup Byvej.

Der har i planlægningsperioden været et godt samarbejde med Ballerup Kommune, som har givet udtryk for, at de vil anlægge de tilsluttende stier umiddelbart efter tunnelen står færdig.

Vi forventer at de første cyklister kan køre gennem tunnelen inden jul , fortæller projektleder i Vejdirektoratet Niels Koefoed, som også siger, at Ballerup Byvej vil blive indsnævret i byggeperioden.

Der vil dog være åbent for trafik i hele perioden, men det kan ikke undgås, at påvirke trafikken. Vejdirektoratet beder om forståelse for dette, samt at der bliver taget hensyn til de, som arbejder på vejen.

For mere information:
Projektleder i Vejdirektoratet Niels Koefoed, tlf.: 7244 2620

Læs mere her

Brunswick Boat Group vælger Sea-Fire

På grund af gensidigt ønske om at levere de bedst mulige produkter til marinebranchen, har Brunswick Boat Group og Sea-Fire underskrevet en tre årig eksklusiv leveringsaftale.
Sea-Fire´s unikke maritime brandbekæmpelsessystemer, der i Danmark distribueres af ScanMarine DK, vil fremover benyttes i Brunswick´s omfattende serie af fritidsbåde.

Ernie Ellis, præsident for Sea-Fire udtaler: “Vi er stolte af at samarbejde med Brunwick,” og tilføjer “Vores aftale viser, hvordan denne markeds ledende producent tror på vores innovative og miljøvenlige brandsluknings systemer samt kundeservice.”

BRUNSWICK´s mærker omfatter Bayliner, Boston Whaler, Cabo Yachts, Crestliner, Cypress Cay, Harris FloteBote, Hatteras, Lowe, Lund, Meridian, Princecraft, Quicksilver, Rayglass, Sea Ray, Trophy og Uttern og Valiant både og repræsenteres i Danmark delvist af Jørgensen & Dahl A/S i Køge.

“Vi er tilfredse med vores mangeårige samarbejde med Sea-Fire,” fortæller Tim Wild, Vice President i Supply Chain for Brunswick Boat Group. “Brunswicks mærker fortsætter med at introducere nye og innovative modeller, og vi sætter pris på Sea-Fire´s innovative input vedrørende brandbekæmpelsessystemer til vores fartøjer.”

Peter Visby fra ScanMarine DK tilføjer: Sea-Fire er en af verdens førende inden for maritim brandsluknings teknologi til den rekreative og kommercielle maritime industri og offshore faciliteter. Sea-Fire er fremstillet i USA og Storbritannien, og er godkendt af alle større klassificerings bureauer i verden og vi hos ScanMarine DK rigtigt glade for det fortsatte samarbejde .

Sea-Fire Marine, USA, www.sea-fire.com
Sea-Fire Europe Ltd, +44 (0) 2392 679 666, www.sea-fire.co.uk.
Sea-Fire i Danmark: ScanMarine DK, +45 8194 9820, www.scanmarine.dk
Brunswick repræsentant i Danmark: Jørgensen & Dahl A/S, Køge, www.mercurymarine.dk

Læs mere her

Konkurrencen om jernbaneanlæg for 4 milliarder i gang

I alt seks totalentreprenører er blevet prækvalificerede til at byde på de første broarbejder til Den nye bane København-Ringsted. De har modtaget det omfattende udbudsmateriale og vil medio marts komme med første bud på i alt fem bygværker i Vallensbæk og Brøndby kommuner, hvor der skal bygges tre store vejbroer og to mindre jernbanebroer langs sydsiden af Holbækmotorvejen. Herefter kommer der forhandlingsrunder, og Banedanmark forventer at kunne skrive kontrakt med den vindende totalentreprenør i slutningen af juni 2012.

Dermed er der taget hul på det største landanlægsarbejde i Danmark siden Vestvolden blev bygget i årene 1888-1892. Langs den 60 km lange nye bane skal der bearbejdes jord og bygges broer og tunneler for cirka 4 mia. kr. Senere følger udbud af de jernbanetekniske arbejder til Danmarks første højhastighedsbane, som åbner for trafik i 2018 og koster 10,4 mia. kr.

Entreprenørerne skal foreslå løsninger
Det første anlægsudbud er led i regeringens mål om at få sat arbejde i gang hurtigt med fremrykkede investeringer.

Projektdirektør Jan Schneider-Tilli, Banedanmark, ser frem til at se entreprenørernes forslag:

Det er nu op til entreprenørerne at finde deres egen måde at løse opgaverne på. Vi har sluppet kreativiteten løs og håber, at totalentreprenørerne lægger sig i selen for at vise deres evner .

Væsentlig forøgelse af kapaciteten
Den nye bane København-Ringsted er nødvendig for at kunne udbygge den kollektive trafik. Den nye bane forøger nemlig kapaciteten væsentligt, så der kan køre flere tog. Banen er første etape i den politiske plan om en timemodel, som skal nedbringe rejsetiderne til 1 time mellem her København Odense, samt Aarhus og Aalborg, siger Jan Schneider-Tilli.

Den nye bane fjerner flaskehalsen mellem København og Roskilde, den er helt afgørende for pendlertrafikken på Sjælland til og fra København, den sikrer passagertrafikken mellem landsdelene og den international passager- og godstrafik. Dette er det første udbud, og det bliver interessant at se, hvad de seks entreprenører har at byde på, siger Jan Schneider-Tilli.

Gamle haver viger, nye opstår
De førstkommende broarbejder udføres ved Søndre Ringvej, Brøndbyvej, Vallensbæk Torvevej, Horsestien og Vejlegårdsvej.

For at give plads til broarbejderne ved Søndre Ringvej og Brøndbyvej bliver der foretaget besigtigelse og ekspropriation allerede i maj og juni 2012 af 49 kolonihaver og 66 nyttehaver i Brøndby Haveby samt godt 20 andre ejendomme. Det sker på foranledning af en uvildig ekspropriationskommission, som ved erstatning erhverver private og kommunale arealer til staten.

Anlægsarbejdet forventes at begynde i andet halvår i 2012 og afsluttes i begyndelsen af 2015.

Se i øvrigt kort over Den nye bane København-Ringsted på Banedanmarks hjemmeside.

Fakta:
De 6 prækvalificerede entreprenørfirmaer, er:
1) Aarsleff Bane og Anlæg I/S (Aarsleff Rail A/S og Per Aarsleff A/S med Rambøll Danmark A/S som rådgiver)
2) E Pihl & Søn A/S med Grontmij A/S som rådgiver
3) Alpine Bau GmBH, Salzburg, Østrig
4) CG Jensen A/S (CG Jensen A/S og Barslund A/S med Atkins Danmark A/S og ISC A/S som rådgivere)
5) NCC Construction A/S med NIRAS A/S som rådgiver
6) MT Højgaard A/S med COWI A/S som rådgiver

Læs mere her