Grønlands Selvstyre sender kommende piloter til Center Air Pilot Academy

Center Air Pilot Academy skal uddanne piloter til Grønland, som efterfølgende forventes at skulle arbejde i Air Greenland.Fremover vil det være Roskildebaseret Center Air Pilot Academy, der skal uddanne piloter til Grønland. Ud af mange er der nøje udvalgt 2 pilotaspiranter af Air Greenland på vegne af selvstyret. Air Greenland har i øvrigt været med til både at udvikle udvælgelsesprocedurerne, samt uddannelsen som helhed, hvilket gør kandidaterne bedst muligt rustet til en karriere i det udfordrende Grønlandske luftrum. De 2 udvalgte pilotaspiranter har gennemgået en række tests, både skriftlige og i flysimulator, samt en række interviews, der i sidste ende gav dem de 2 eftertragtede pladser. Tidligere blev de udvalgte pilotaspiranter uddannet i England.

Uddannelsen, som de 2 pilotaspiranter skal gennemføre, vil være et integreret uddannelsesforløb, der foregår i Center Air Pilot Academys faciliteter i Roskilde lufthavn. Uddannelsen vil være et meget intensivt forløb, der vil løbe over 2 år, hvorefter de uddannede piloter forventes at skulle arbejde i Greenland efterfølgende. Air Geenland er i dag et af de selskaber, der tager Social Responsibility meget alvorligt, og tager meget aktiv del i uddannelsen af næste generations piloter.

De 2 grønlandske elever vil gå på et hold med op til 10 andre elever, der også har gode jobudsigter, da luftfartsindustrien forventes at blive voldsomt udfordret af mangel på kvalificerede piloter. Bare i Europa forventes det, at der skal bruges knap 100.000 nye piloter over de næste ca. 20 år, et tal som ligger langt over det antal piloter, der pt. bliver uddannet.

Læs mere her

Tredje og seneste generation Continental-dæk udviklet med stigende krav til lastbil- og buskørsel

Den tyske industrikoncern har netop introduceret sin tredje generation af dæk målrettet til langturskørsel, regional trafik og buskørsel. Avancerede gummiblandinger og nye dækmønstre reducerer rullemodstanden og brændstofforbruget med op til knap 2 liter pr. 100 kilometer. Det giver forbedret kørselsøkonomi for vognmanden En helt ny serie produkter udgør tredje generation af dæk fra Continental til lastbiler og busser. Det drejer sig om Conti EcoPlus, der er beregnet til langturskørsel, ContiHydrid, der er målrettet regionalkørsel samt Conti Coach, CityPlus og Urban, der er specielt udviklet til buskørsel.

Nyhederne er for nylig blevet præsenteret på CV Showet i England og introduceres nu på det danske marked.

Langturskørsel og regionaltrafik
– Conti EcoPlus og Conti Hybrid er udviklet specielt til langdistance- og regionalkørsel. En specielt tilpasset gummiblanding, nye dækmønstre og reduceret rullemodstand betyder, at der kan spares helt op til 1,9 liter brændstof pr. 100 kilometer. Vel at mærke uden, at der er gået på kompromis med dækkets holdbarhed, oplyser Georg Nielsen, adm. direktør for Continental Dæk Danmark A/S.

Hybrid-serie til lastbiler
Den nye Conti Hybrid-serie til lastbiler leveres i 17,5” og 19,5” samt 22,5” for at kunne imødekomme de forskellige behov, der er inden for regional transport. Alle tre størrelser har lang levetid og præsterer også fint, når det gælder brændstof-effektivitet, viser en række test.

– 17,5-størrelsen til by- og regional kørsel omfatter Conti Hybrid LS3 til styreaksler og Conti Hybrid LD3 til drivaksler. De er egnet til lastbiler op til 12 tons, fortæller Georg Nielsen og fortsætter:
– Conti Hybrid HS3 og Conti Hybrid HD3 i størrelsen 19,5 tommer er designet til køretøjer over 12 tons og til varierende totalvægt, som ofte forekommer inden for regional transport.

Dækket Conti Hybrid HT3 19,5 er designet specielt til trailere og semitrailere. Til det tunge segment er udviklet Conti Hybrid HS3 i 22,5 tommer.

Udover egenskaberne ved den daglige kørsel, er der også en række drifts- og vedligeholdelsesmæssige fordele ved den nye dækgeneration.

– Der kan spares direkte i flådens driftsomkostninger med fortsat mulighed for regummiering og opskæring af mønster. Som med alle Continentals lastbildæk kommer det nye Conti Hybrid HS3 derudover også med patenteret Airkeep®-inderbelægning for at forhindre gradvist tab af lufttryk, understreger Georg Nielsen.

Buskørsel
Conti Coach HA3 er et helt nyt dæk udviklet til buskørsel. Dækket er designet til højere hastighed og komfort, men hvor Continentals teknikere har fastholdt fokus på kørselsøkonomi og sikkerhed.

– Det andet dæk til buskørsel i den nye dækserie er Conti CityPlus, der er udviklet til bykørsel og regionaltrafik udmærker sig med lang holdbarhed og godt vejgreb, også i vådt føre, fastslår Georg Nielsen fra Continental Dæk Danmark A/S.

Læs mere her

Nu indtager vi det europæiske marked siger ACIS

Brugere af offentlige transportmidler kræver i dag troværdig realtids viden om hvornår f.eks. en bus afgår fra et bestemt stoppested, eller om der er forsinkelser på rejseruten. Derfor er realtids information til passagerer også ved at blive et meget vigtigt middel i kampen om at få flere passagerer over i de offentlige transportmidler.

For at denne viden kan fremskaffes og formidles hurtigt og troværdigt, kræves der ganske avancerede kommunikations– og informationssystemer. Englands ledende virksomhed inden for sådanne systemer hedder ACIS, og med mere end tyve systemer kørende i England, Holland og snart i Norge, har man nu besluttet at intensivere indsatsen på det europæiske kontinent. Hans Blankestijn, chef for Europa siger: " Siden 1995 har ACIS været den førende virksomhed inden for realtids information til lokale myndigheder, operatører og passagerer. De mange projekter har givet os meget stor erfaring i at håndtere vigtige trafikløsninger både software og hardware mæssigt. Vores produktudvikling og projektledelse ligger i dag på så højt et niveau, at det er med stor optimisme vi nu intensiverer vores indsats i resten af Europa. I forbindelse med disse bestræbelser har vi nu valgt den danske virksomhed PITsolutions til at være vores brohoved til hele Skandinavien."

Flemming Lohmann–Jensen, som er tidligere iværksætter netop inden for teknologi til brug for realtids information, er i dag ejer af PITsolutions. I forbindelse med udnævnelsen til agent for ACIS i Skandinavien siger han, "jeg har gennem snart 10 år arbejdet med markedet for ITS systemer (red.: Intelligent Transport Systems). Det er disse systemer, der gør det muligt at lave mere eller mindre troværdig realtids information. Det nytter jo ikke noget at der står på skiltet på et busstoppested at bussen ankommer om 2 minutter, når passageren rent faktisk kan se bagenden på bussen fordi den lige har forladt stoppestedet." Og fortsætter Flemming Lohmann–Jensen, "produkter og systemer er efterhånden blevet rigtig gode. Og noget af det bedste jeg har set indtil nu, er de systemer ACIS har udviklet. Det er derfor med stor glæde, at vi kan repræsentere ACIS i Skandinavien. Også fordi deres systemer kan spille sammen med de produkter vi allerede sælger til realtids information, til eksempelvis løsninger hvor både busterminaler, by– og eller landbusruter skal knyttes sammen i et større informationssystem."
 

Læs mere her

Selvkørende el-cykler – Bæredygtig udvikling ruller frem

CYKELLET introducerer de første selvkørende britisk designede elektriske cykler fra POWABYKE Ltd. i Danmark. I England kører der idag 12.000 selvkørende cykler rundt. Kvaliteten og funktionaliten er i top, og priserne er særdeles rimelige. Cyklerne er epokegørende indenfor bæredygtig udvikling og betydelig nedsættelse af CO2. En nyere personbil forurener med 200–300 gr. CO2 pr. kørt km. Den er langt højere ved koldstart og korte distancer. En el–cykel fra CYKELLET belaster max. kun med ca. 8 gr. CO2 pr. kørt km. Kører du f.eks. 12 km. dagligt i 45 uger i din bil, forurener du med 413 Kg. C02 på årsbasis. Vælger du derimod en selvkørende el–cykel, udleder du på årsbasis med 20,5 Kg. CO2. Oplader du cyklen med solenergi (er teknisk muligt), er der ingen C02 udledning. Med andre ord er der i dette eksempel en CO2 besparelse på 95 % eller 392,5 Kg. CO2 på et år. Hertil kommer så reduktion af aerosole partikler, der måske er værre end CO2 i denne sammenhæng. Privatøkonomisk er der så el–cyklens driftsomkostning, som kun er ca. 2 ØRE pr. kørt km. !. Bilen koster som bekendt “en bondegård”. Se faktaoplysninger om CO2 på dette link: http://www.cykellet.dk/WEB/CO2–eksempel.htm Små “iværksættere” som CYKELLET, viser gerne vejen til et bedre miljø, selvom 1,5 års “sagsbehandling og godkendelse” hos de offentlige myndigheder gjorde det vanskeligt. Men nu er den fase overstået. Fra maj kommer de første britiske selvkørende el–cykler på gaden. Cyklerne kører 20 km. i timen, og har en radius optil 50 km. Driftsomkostningen er ca. 2 ØRE pr kørt km. Det eneste du skal er at dreje pedalerne rundt (kun for at overholde loven). Farten bestemmer du via gashåndtaget. Nu bliver det meget sjovere at tage cyklen fremfor bilen samtidig med at du hjælper miljøet og vore efterkommere.
 

Læs mere her

Logitrans henter ny Salgs- og Marketingdirektør fra rejsebranchen!

Logitrans A/S kunne den 3. marts 2008 præsentere Per Karlsmose som firmaets nye salgs– og marketingdirektør.

"Med ansættelsen af Per Karlsmose ønsker vi at styrke og fremtidssikre vores salgs– og marketingaktiviteter i Danmark og i udlandet, og glæder os meget til at drage nytte af Per Karlsmoses indsigt i salg og marketing!", siger Erling Pedersen, adm. direktør hos Logitrans. "Per Karlsmose vil uden tvivl kunne tilføre Logitrans noget nyt og salgsfremmende, så vi bedre kan leve op til markedets krav om konkurrencedygtige produkter og korte leveringstider".

Efter et job hos LEGO har Per Karlsmose fået sin salgsmæssige opdragelse i Mærsk–koncernen. Han startede som marketingkoordinator hos Dansk Supermarked og sluttede sin 10–årige karriere i Mærsk som direktør i Mærsk Air. Indtil tiltrædelsen hos Logitrans var han ansvarlig for internationale markeder i Air Greenland.

Per Karlsmose vil få det fulde ansvar for salget i Logitrans–Gruppen samt ledelsen af hele salgs– og marketingorganisationen. "Min tilgang til arbejdet er baseret på nøgleordene samarbejde og fælles indsats. En anden vigtig faktor er fokus på kunden. Jeg glæder mig meget til at være med til at sikre, at Logitrans til enhver tid imødekommer kundens behov og ønsker til en fornuftig pris og kvalitet og dette selvfølgelig bedre end konkurrenterne!", siger Per Karlsmose.

Logitrans, der producerer pallevogne, højtløftere, stablere og en lang række af specialprodukter, er en gammel kending i det sydvestjyske lokalsamfund og efterhånden også på det udenlandske marked. Siden grundlæggelsen i 1940 har virksomheden udviklet sig til en international koncern med afdelinger i Frankrig, Tyskland, Belgien, England, Norge, Sverige, New Zealand og USA samt direkte eksport til mere end 50 lande. På det danske marked sælges produkterne gennem NP Trucks med afdelinger i Horsens og Roskilde.

Logitrans–produkterne forhandles i Danmark af NP Trucks med afdelinger i Horsens (75 64 75 00) og Roskilde (46 75 76 00).
 

Læs mere her

Lastbil sidder fast under lav bro

Denne overskrift var igen i medierne mandag (red. 29 sep.), denne gang med en bro ved Snohøj i Fredericia, hvor en chauffør kørte ind i den lave bro med et 40 tons vogntog. Med Map&Guide software til ruteplanlægning og navigation er informationer om brohøjder, tunneler og lignende data indbygget i kortet. Dermed mindskes risikoen for påkørsler som den i Snohøj.

Map&Guide software til ruteplanlægning og navigation har i dag integreret data i kortet, der hjælper vognmanden eller speditøren til at beregne den optimale rute for et vogntog. Dette kan være kritiske data, som højde på broer og tunneller, eller praktiske oplysninger om veje spærret for biler over 3.500 kg. Integration af disse data i planlægningen er nødvendig for at kunne foretage en optimal ruteberegning. Samtidig vil korrekt navigation, i forhold til bilens størrelse, være et væsentligt element i forebyggelsen af ulykker. Med korrekt lastbil navigation rutes de store vogntog, hvis muligt, uden om byer, herunder villa– og skoleveje samt lave broer. Dermed mindskes risikoen for svingulykkker såvel som risikoen for påkørsel af lave broer.

Thue Madsen:
"Software og elektronisk udstyr i bilerne kan være en stor hjælp for chaufføren i sit daglige arbejde. Det må selvfølgelig aldrig fjerne chaufførens opmærksomhed fra trafikken, men navigationssystemer er en stor lettelse for chauffører der ikke er kendt i et område. Vi ser dog ofte at lastbiler benytter navigationssystemer der ikke er konfigureret med lastbilens dimensioner men er beregnet til almindelige personbiler. Et navigationssystem til lastbiler inddrager i langt højere grad de større veje og med den nye Map&Guide Truck Navigator inddrages langt flere oplysninger i navigationen, bl.a. data om brohøjder."

Map&Guide Truck Navigator samt ruteplanlægningssoftware fra Map&Guide har i dag integreret data om brohøjder, tunneler, farligt gods og veje spærret for lastbiler i kortene over Tyskland, England og Frankrig. Data for Skandinavien, herunder Danmark, vil være færdig integreret i 2009.
 

Læs mere her

Nordjyske BLIP Systems indtager Irland

BLIP Systems, leverandør af trådløse trafikstyringsløsninger, og Bandwidth Telecommunikations, integrations specialister i ITS løsninger, meddeler at de har indgået et forhandler partnerskab. Bandwidth Telecommunikations kan nu tilbyde BlipTrack, der leverer rejsetider, oprindelse og destinations analyser, trafikprop-overvågning samt trafikstyringsløsninger til overbelastede irske byer og veje.

Eamonn O’Donnell, administrerende direktør for Bandwidth Telecommunications Ltd, udtaler: “Vi er glade for at kunne repræsentere Blip Systems i Irland. BlipTrack er en avanceret løsning til vejmonitering, som anvender banebrydende teknologi. Systemet omfatter avanceret rapportering og gode integrations muligheder”.

“Vi er glade for at have indgået denne aftale med Bandwidth Telecommunikations og ser frem til at kunne levere konkurrencedygtige og kundetilpassede ITS-løsninger. Sammen med Bandwidth ekspertise og tekniske know-how, i det irske trafik segment, ser vi frem til at indtage nye territorier”, siger BLIP Systems Salgsdirektør Preben Andersen.

BlipTrack fungerer ved at placere små sensorer i vejnettet. Ved anonymt at spore Bluetooth og Wi-Fi-enheder, såsom mobiltelefoner, tablets og håndfrie installationer i biler, er det muligt at måle flow og beregne rejsetider. Evnen til at opnå oplysninger om trafikmængder i realtid giver vejmyndighederne mulighed for proaktivt at styre vejnettet til at minimere forsinkelser og overbelastning. Dette fører ikke kun til betydelige økonomiske fordele gennem reducerede rejsetider og brændstofforbrug, men også reduceret CO2-udledning og bedre luftkvalitet.

Dette er BLIP Systems sjette annoncerede partnerskab i år. Tidligere er følgende virksomheder blevet præsenteret: Smart CCTV (England), Peek Traffic (Sverige), G4 Apps (Canada), Planopor (Portugal), og Aventi Technology (Norge).

Om BLIP Systems:
BLIP Systems er en privatejet trådløs-teknologi virksomhed med hovedsæde nær Aalborg, Danmark. Grundlagt i 2003 som et MBO af Bluetooth aktiviteterne indenfor Ericsson Danmark. Visionen og den høje ekspertise på BLIP Systems stammer fra et særdeles brancheerfarent team. BLIP Systems fokuserer på at udvikle og sælge sporingsløsningen BlipTrack som i dag anvendes på vejene i 15 af de 20 største byer i Danmark, og er ekspanderet globalt til lande som Canada, USA, Tyskland, Schweiz, Storbritannien, Sverige, Norge, New Zealand, Irland og Australien. Løsningen er installeret i mere end 20 internationale lufthavne, herunder København, Amsterdam, Toronto og Dubai, samt opstillet på flere banegårde i Holland.

Om Bandwidth Telecommunikations Ltd.:
Bandwidth Telecommunikations er en irsk ejet og ledet systemintegreringsvirksomhed grundlagt i 1996. Virksomheden foretager konsultationer om, designer, installerer og vedligeholder teknologiske løsninger til både den private og offentlige sektor. Deres ekspertise ligger i IP telekommunikation, tilslutningsmuligheder og CCTV over IP. Bandwidth har en imponerende kundebase bestående af offentlige kunder, erhvervskunder og små til mellemstore kunder.

For yderligere information kontakt:

BLIP Systems
Preben Fugl Andersen
Salgsdirektør
Telefon: +45 51507572

Læs mere her

Grontmij | Carl Bro skal sikre livsnerve i mongoliet

En velfungerende infrastruktur er essentiel i et tyndt befolket land som Mongoliet. Især korridoren fra den russiske grænse i nord til den kinesiske grænse i syd er af stor betydning for landet. Over de kommende tre år skal eksperter fra Grontmij | Carl Bro bistå den mongolske transportsektor og blandt andet forbedre dele af vejnettet for at styrke den interregionale trafik og dermed den økonomiske udvikling.

Mongoliet er et af verdens tyndest befolkede lande, og gode transportforhold er derfor alfa og omega for landets udvikling. Rådgivervirksomheden Grontmij | Carl Bro etablerer nu en projektstyringsenhed i landet og skal bistå med en række tiltag til at forbedre infrastrukturen. Blandt andet skal en tredjedel af landets livsnerve – den godt 500 km lange hovedlandevej mellem Mongoliets hovedstad, Ulaanbaatar, og den kinesiske grænse – forbedres. Samtidigt skal der bygges en 260 meter lang bro, og 17,5 km hovedlandevej i udkanten af hovedstaden renoveres.

Nedbringer fattigdom
Det er et meget vigtigt projekt, fordi cirka 60% af Mongoliets befolkning på 2,6 millioner indbyggere bor langs den vejstrækning, der blandt andet går igennem de to største byer hovedstaden Ulaanbaatar og Darkhan. I mangel af en større asfalteret vej har jernbanen været den eneste større sammenhængende transportmulighed i mange år, og der mangler dermed et bedre bindeled mellem befolkningen og de kommercielle centre siger projektdirektør Jan Lorange fra Grontmij | Carl Bro og fortsætter:

Bedre adgang til vejnettet vil samtidigt fungere som et middel til at fremme en øget interregional handel mellem Mongoliet, Rusland og Kina og dermed øge den økonomiske udvikling i Mongoliet. Dermed vil et projekt som dette være med til at nedbringe fattigdommen i landet.

Projektet finansieres af Millennium Challenge Corporation (MCC), der er en bistandsorganisation under den amerikanske regering.

Millennium Challenge Corporation har lavet nogle beregninger af de positive virkninger, dette vejprojekt vil have for indbyggerne i Mongoliet, og de viser, at både befolkningen langs vejen, men også indbyggere med bopæl andre steder i landet, får glæde af udbygningen af bro og veje. siger projektleder Tom Hally fra Grontmij | Carl Bro og uddyber: Beregninger for de næste 20 år viser, at op mod 170.000 mennesker får direkte nytte af udbygning og renovering af vejstrækningen på de 176 km, og mere end 220.000 mennesker får gavn af den nye bro samt vej, der skal udbedres tæt på Ulaanbaatar.

Øget trafiksikkerhed
Ud over de omtalte opgaver omkring forbedring af hovedlandevejen, planlægning og tilsyn med ny bro og vejrenovering i udkanten af hovedstaden skal der også fokuseres på trafiksikkerhed. Således skal behovet for træning af lokalbefolkningen inden for vejadministration og vejvedligehold også analyseres og en række nye foranstaltninger inden for trafiksikkerhed introduceres.

Kontaktinformation:
Jan Lorange, projektdirektør, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 27 23 68 80
Tom Hally, projektleder, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 43 48 65 82
Lasse Bjerre Sørensen, pressechef, Grontmij | Carl Bro, tlf.: 27 23 69 61

GRONTMIJ | CARL BRO
Grontmij | Carl Bro er en del af hollandske Grontmij, der er en af Europas største rådgivende ingeniørvirksomheder.

Grontmij rådgiver inden for anlæg, byggeri, miljø, vand, industri og energi og er bl.a. repræsenteret i Holland, Danmark, England, Tyskland, Belgien, Polen, Irland, Sverige og Vietnam.

Læs mere her

Banedanmark tager kampen op mod de nedfaldne blade

Bladene på træerne er blevet gule og røde, og snart falder de ned fra træerne. Det betyder samtidig at sæsonen er skudt i gang for Banedanmarks løvfaldstroljer, der i den kommende måneds tid vil patruljere på sporene og holde skinnerne fri for blade. Hvis ikke bladene bliver fjernet, får togene svært ved at bremse og accelerere. Det kan de give forsinkelser, og derfor benytter Banedanmark på Kystbanen i år et nyt middel til at holde løvfaldet stangen.

Kystbanen er en af de strækninger, som er hårdest ramt af nedfaldne blade, og her vil skinnerne blive smurt med produktet Sandite, som er en form for gelé med sand i. Sandite øger friktionen mellem hjul og skinner og påføres for at forbedre togenes accelrations- og bremseevne, og det benyttes allerede med succes i Holland og England.

Vi har fået monteret et Sandite-anlæg på en af vores troljer og har netop testet produktet på Nordvestbanen med gode resultater. Sandite lægges direkte ud på skinnerne, og når det efterfølgende tog passerer, trykkes det ud over hele overfladen, og friktionen forbedres. Og det kunne tydeligt mærkes på togenes evne til at bremse og komme op i fart, da vi gennemførte testen først på ugen, siger projektleder Jacob Teckemeier fra Teknisk Drift, Forst & Broer i Banedanmark.

Hvis man ikke sørger for at holde skinnerne fri for blade, vil de klæbe fast til skinnerne. Det gør skinnerne glatte og gør det vanskeligere for togene at sætte i gang, hvilket igen kan føre til, at der opstår forsinkelser.

Landsdækkende løvfaldskørsel fra på mandag

Der køres med Sandite på Kystbanen fra mandag den 4. oktober, og samme dag går Banedanmarks landsdækkende løvfaldskampagne i gang. Banedanmarks troljer har i år fået kraftigere dyser, hvilket giver en bedre effekt, når skinnerne skal spules fri for blade. Løvfaldsperioden varer typisk mellem seks og otte uger alt afhængig af efterårsvejret. Hård blæst og frost betyder, at bladende falder hurtigt, men bliver efteråret stille og lunt, så er det nødvendigt, at køre i længere tid.

Banedanmarks løvfaldstroljer kører i dette efterår på følgende strækninger:

Grenåbanen, Århus-Skanderborg, Svendborgbanen, Roskilde-Kalundborg, Roskilde-Haslev, Kystbanen, Roskilde-Odense, Fredericia-Esbjerg-Hedensted-Vejle-Jelling-Fredericia, Fredericia-Odense-Taulov-Middelfart-Fredericia.

På Kystbanen kører troljerne tre gange i døgnet, på de øvrige strækninger spules skinnerne fri for blade en gang dagligt mens S-banen spules efter behov.

Læs mere her

Bedre fremkommelighed og sikkerhed på Øresundsmotorvejen

A/S Øresund et selskab under Sund & Bælt Holding A/S har i dag, som ejer af Øresundsforbindelsens landanlæg, indgået kontrakt med entreprenørselskabet Arkil A/S, Haderslev, om udbygning af Øresundsmotorvejen på en 1.8 km lang strækning mellem Ørestaden og Tårnbytunnelen. Kontraktsummen er på 39 mio. kroner. Ordren blev vundet blandt tre prækvalificerede tilbudsgivere.

Motorvejsfrakørslen til Englandsvej ved Tårnbytunnelen bliver forlænget bagud i retning mod Ørestad, så bilkøer fjernes fra selve motorvejen ved at blive ledt ind i det nye, forlængede spor. Tilsvarende forlænges motorvejstilkørslen fra Englandsvej i retning mod Ørestad for at sikre bedre indfletning med den vestgående trafik.

Den valgte løsning giver trafikanterne bedre fremkommelighed på motorvejsstrækningen samtidig med at trafiksikkerheden øges. Udbygningen sker ved inddragelse af eksisterende siderabatter og skråningsfod til kørebane og nyt nødspor og dermed uden behov for erhvervelse af nye arealer.

Arbejdet gennemføres fra april til oktober 2011. Hastighedsgrænsen vil i denne periode blive nedsat til 90 km i timen. Trafikken afvikles i byggeperioden fortsat i to spor i begge retninger.

Forlængelsen af ramperne gennemføres som forløber for udførelse af nyt støjreducerende asfaltslidlag forår og sommer 2012 på hele Øresundsmotorvejen ( fra Amagermotorvejen til lufthavnen). Dette arbejde er ikke omfattet af den aktuelle kontrakt.

Illustration af motorvejen med det nye frakørselsspor mod Englandsvej samt yderligere information om projektet findes på Sund & Bælts hjemmeside.

Læs mere her