DSB og Banedanmark forbereder sig til vintervejret

Selv om det ikke er til at sige, om vinteren bliver mild eller streng, så har DSB og Banedanmark forberedt sig grundigt på de udfordringer, som kulde og sne giver for sporet og for togene. Og når vinteren kommer, så samarbejder DSB og Banedanmark tæt – og i døgndrift – for at give passagererne flest mulige tog til tiden.

”Vi har i DSB og Banedanmark forberedt os godt på vinterens komme. Bliver det en streng vinter, kan det ligesom på vejene give forsinkelser på jernbanen. Vi kan ikke garantere, at alle tog kommer rettidigt frem, men vi kan garantere, at vi vil gøre vores yderste for at få passagererne så godt frem som muligt og informere dem i god tid om ændringer i trafikken,” siger Jens Jørgen Hansen, trafikchef i Banedanmark.

Vejret er den afgørende faktor i vinterens trafik. En rigtig streng vinter som for tre år siden gav eksempelvis cirka fem gange så mange forsinkede tog som sidste vinter.

Tag hjemmefra i god tid
På de daglige trafikmøder bliver der truffet beslutninger om trafikken de næste døgn frem, og på de strengeste vinterdage kan det blive nødvendigt at aflyse tog.

”Det kan være nødvendigt at aflyse nogle tog de dage, hvor vinteren for alvor viser tænder. Vi vil hellere love lidt færre tog, mod at passagererne så kan regne med at være fremme til tiden. Der er mange, der plejer at tage bilen til arbejde, der søger over i togene, så vi gør samtidig togene så lange som muligt,” siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB.

Sker der ændringer i trafikken, vil Rejseplanen og www.dsb.dk af hensyn til kunderne blive opdateret så hurtigt som muligt og senest et døgn før.

”Når det sner, fryser og fyger, vil vi opfordre passagererne til at tage hjemmefra i god tid, tjekke Rejseplanen og være forberedte på, at der kan være mange passagerer i togene,” siger Tony Bispeskov.

Ekstra mandskab
Vinteren kan også være hård ved togene, så DSB har ekstra mandskab klar til at klargøre togene. Sneposer til koblingerne, sandanlæg, koste og skrabejern hører til standardudstyret i togene, indtil vinteren er ovre, og lokomotivførerne er i tæt kontakt med trafikstyringspersonalet i Banedanmarks fjernstyringscentraler og kommandoposter.

Når vejrudsigten varsler snevejr og frost, får de københavnske S-tog sprøjtet en varm, glykolholdig væske op under sig, som forhindrer, at sne og is sætter sig fast under togene. Der fjernes også sne og is ved dørene, og her kan passagererne hjælpe til.

”Vi har dagligt 300.000 passagerer i S-togene, og hvis de alle sammen hjælper os ved at banke sneen af sko og støvler på perronen og ikke på dørtrinene, undgår vi, at der samler sig sne og is i døråbningerne, så dørene ikke kan lukke,” siger Tony Bispeskov.

Opvarmede sporskifter
Centralt i vinterberedskabet er Banedanmarks omkring 4000 sporskifter. De sporskifter, der har størst betydning for trafikken, er opvarmet efter et system, hvor hvert sporskifte har egen vejrstation og selv tænder for sporskiftevarmen, når temperaturen daler.

”De mest vitale af vores sporskifter vil være døgnovervågede, og vi har i løbet af året udskiftet varmen i en række sporskifter fra gas til el, som er mere effektivt og besparende,” siger Jens Jørgen Hansen.

Fygesne og store isklumper, der rasler af togene, kan stadig genere sporskifterne, så Banedanmark har et beredskab klar, der er klar til at rykke ud, når det er nødvendigt. Bliver vejret så slemt, at det ikke er muligt at holde alle sporskifter fri, prioriteres de sporskifter, der har den mest vitale betydning for trafikken.

Glatførebekæmpelse
Banedanmark sørger for, at perroner og trapper ikke er glatte i vinterperioden. På perronerne benytter vi Leca® til glatførebekæmpelsen. Leca® får ikke sneen til at tø, men lægger sig oven på sneen, når den om morgenen bliver spredt ud på perronen.

På et normalt vinterdøgn er der tøvejr i dagtimerne og frost om natten, og når det begynder at tø, bliver skallerne hængende i vandet, så de ikke blæser væk. Når frosten vender tilbage, fryser lecaen sammen med vandet og udgør igen et skridsikkert underlag. Man skal dog stadig være opmærksom, når man færdes på trapper og perroner.

Læs mere her

S-tog om natten fra november

At kunne tage S-toget hjem – også om natten er et stort ønske hos S-togs kunder.
Nu bliver det ikke længere kun et ønske, men en reel mulighed. Fra den 20. november vil DSB S-tog i en forsøgsperiode køre S-tog hele natten efter fredage og lørdage.

»Jeg er rigtig glad for, at vores kunder nu får muligheden for at tage S-toget hjem om natten. Nu kan de komme hjem med S-toget også mellem midnat og kl. 05 om morgenen,« siger Gert Frost, adm. direktør i DSB S-tog.

Tog en gang i timen

Forsøgsperioden bliver på seks måneder. I perioden vil der nat efter fredag og lørdag være S-tog ca. en gang i timen på alle strækninger. På Ringbanen og på strækningen mellem Valby og København og København og Hellerup vil S-toget køre hver halve time.

Lad bilen stå

Gert Frost håber, at det vil få flere til at lade bilen stå.

»Når man kan tage toget hele vejen hjem til Køge, er der ingen grund til at tage bilen med ind til byen i weekenden. Forhåbentlig kan S-tog bidrage med at få flere sikkert hjem, nu hvor der er flere gode alternativer til bilen på alle tider af døgnet,« siger Gert Frost.

Ingen nattakst

Som med bus og Metro bliver der ikke nattakst i nattetimerne.

Spor og signaler skal stadig vedligeholdes, og ind imellem bliver sporarbejdet udført om natten for at få mindst mulig indvirkning på den daglige trafik. Derfor vil der nogle nætter om året ikke køre S-tog om natten, men blive indsat busser på de berørte strækninger.

Læs mere her

S-tog om natten fra fredag den 20. november

Fra på fredag skal man ikke længere tænke over, om man når det sidste S-tog hjem, for nu kører S-togene hele natten efter fredag og lørdag i første omgang som et forsøg et halvt år frem. Herefter vil forsøgets resultater vise, om S-togene skal fortsætte med at køre om natten.

»Jeg glæder mig rigtig meget til på fredag. Vi har i mange år kørt natten efter julefrokostfredage, men de senere år er der opstået et yderligere behov. Det bliver rigtig spændende at se, hvor mange, der vil benytte sig af det, og jeg vil opfordre så mange som muligt til at tage imod tilbuddet, så vi har et forretningsmæssigt grundlag til at gøre forsøget permanent,« siger adm. direktør i S-tog, Gert Frost.

Lad bilen stå
Gert Frost håber også, at det vil få flere til at lade bilen stå.
»Når man kan tage toget hele vejen hjem, er der ingen grund til at tage bilen med ind til byen i weekenden. Forhåbentlig kan S-tog bidrage med at få flere sikkert hjem, nu hvor der er flere gode alternativer til bilen på alle tider af døgnet,« siger Gert Frost.

Event og halv pris
En større event på Nørreport fredag aften mellem kl. 21 og 01 vil gøre opmærksom på, at natkørslen begynder på fredag. Nørreport byder på loungestemning på pladsen foran stationen, hvor DJ Dex Diamond (Top 10 i sommer) spiller op til lounge, en bartender uddeler røde drinks i coctailglas, og der vil blive uddelt køreplaner og flyers. Derudover byder trafikselskaberne i hovedstadsområdet på halv pris på SMS-billetter fredag og lørdag mellem kl. 22 og 06 fra den 20. november og frem til nytår. Der er ikke nattakst på S-tog om natten, så det er halv pris på, hvad en almindelig billet koster.

Københavnerne glæder sig
En undersøgelse af holdningen og kendskabet til S-tog om natten, som blev gennemført i oktober, viser, at 45 procent af de adspurgte godt ved, at natkørsel på S-banen er på vej. Københavnerne er ifølge undersøgelsen meget positive over for tiltaget, som er hurtigere, nemmere og mere bekvemt end natbussen og billigere end taxa. I gennemsnit forventer kunderne at bruge S-tog om natten ca. otte gange om året, mens de unge og personer, der i forvejen bruger S-toget meget, forventer at tage S-toget om natten oftere.

Utrygt om natten
Nogle kunder ytrer i undersøgelsen bekymring for, om det er trygt at befinde sig i S-toget og på S-togsstationer om natten.

»Det er vi selvfølgelig opmærksomme på. Vi kører dog i forvejen til over midnat, og der er yderst sjældent for eksempel voldsepisoder i et S-tog eller på stationer i forhold til, hvad der sker i det omgivende samfund. Samtidig er der videoovervågning i alle S-tog og på alle S-togsstationer, så vi gør virkelig, hvad vi kan, for at komme følelsen af utryghed til livs,« fortæller Gert Frost.

Sådan kører S-togene om natten
S-togene kører en gang i timen om natten på alle strækninger.
Da alle strækninger bortset fra Ringbanen dækker det centrale afsnit i København, vil de kunder, der kun skal køre i det centrale afsnit, have S-tog hver halve time.
Allerede nu kan man finde natkøreplanen på dsb.dk under Køreplaner : http://www.dsb.dk/Find-og-kob/Indland/koreplaner/

S-togene kører som altid hvert 20. minut natten efter de tre første fredage i december.
Indimellem bliver der udført sporarbejde om natten for at forstyrre den daglige trafik mindst muligt. Derfor vil der nogle nætter om året ikke køre S-tog om natten, men blive indsat busser på de berørte strækninger.

Læs mere her

Tag cyklen gratis med i S-toget

Fra den 15. januar bliver det gratis at tage cyklen med i S-toget, og tilbuddet gælder foreløbig resten af 2010.

»Togets hurtighed sammen med cyklens fleksibilitet er en ideel kombination. Nu kan du f.eks. tage toget på arbejde og cyklen hjem og derved få lidt mere motion i hverdagen eller hoppe på toget med cyklen, hvis det er begyndt at regne – uden at du skal købe et ekstra klip til din cykel,« siger salgsdirektør hos S-tog Niklas Marschall.

Bedre muligheder i fritiden
Undersøgelser hos S-tog viser, at afstanden til stationen har stor betydning for, om man bruger S-toget. Derfor er tilbuddet om cykelmedtagning oplagt. Desuden bliver der også bedre mulighed for at benytte toget i fritiden, når man skal f.eks. i byen eller i skoven.

»Fleksibilitet har været omdrejningspunktet, da vi lavede tilbuddet. For eksempel hvis man skal i Zoologisk Have, vil det være oplagt for familien at tage toget til Valby og cykle derfra. Desuden får vores faste kunder med periodekort nu en god mulighed for at benytte kortet i fritiden også, kombineret med udflugter eller andet, hvor det er oplagt at have cyklen med,« siger Niklas Marschall.

Første skud på stammen
Dette er det første af en række tilbud, hvor S-tog sætter fokus på, at det er nemt og hurtigt at tage S-toget.

»Vi bygger videre på succesen med en øget kundetilvækst over de sidste to år, og den vil vi gerne øge yderligere i løbet af 2010. Tanken bag er, at kunder, der begynder at tage S-toget som følge af de gode tilbud, vil fortsætte med det fremover. Vores ambition er, at alle storkøbenhavnere skal opleve, at det er nemt og hurtigt at tage S-toget, for der vil komme tilbud, som henvender sig til alle, unge som ældre,« siger adm. direktør i S-tog Gert Frost.
Samme regler

Alle de gældende cykelregler gælder stadig, nu skal man blot ikke købe billet til cyklen. Det betyder også, at der ikke er flere cykelvogne, end der plejer, selv om S-tog vil bestræbe sig på at sætte flere vogne på, hvis behovet opstår.

»Vi håber, at vores kunder tager godt imod tilbuddet og viser forståelse for, at der kun kan være et vist antal cykler i flexrummene,« siger Niklas Marschall.

De gældende cykelregler betyder, at cykler ikke er tilladt på Nørreport i myldretiderne, og at cykler skal placeres i flexrummene i S-toget. I de helt korte S-tog er der et flexrum, i de mellemlange S-tog er der et i hver ende og i de lange S-tog yderligere to flexrum midt i.
I opstartsperioden vil DSB S-tog på alle store stationer i myldretiderne placere serviceguider, der kan hjælpe med at anvise plads til cyklerne.

Med venlig hilsen
DSB S-tog

Læs mere her

Pendlerkortet bliver billigere

Den 19. januar 2010 træder DSB’s nye takster i kraft, og også i år er der godt nyt til pendlerne. Prisen på pendlerkortet holder sig nemlig i ro og koster det samme som i 2008.

Pendlerne kan lægge et nyt togkort i tasken og lade sig transportere med stor tilfredshed. For andet år i træk fastholder DSB nemlig prisen på pendlerkortene, når taksterne traditionen tro bliver reguleret i midten af januar. Set i lyset af den almindelige prisudvikling betyder det reelt, at kundernes udgifter til det vanlige togkort til rejsen til og fra arbejde bliver en mindre post i budgettet end tidligere.

»Vi vil gerne belønne vores faste kunder med billigere rejser på et tidspunkt, hvor den finansielle krise kradser flere steder. Med fastholdelse af 2008-prisen på pendlerkortet giver DSB danskerne mulighed for at lade bilen stå og i stedet vælge den mest klimavenlige transportform til en særdeles attraktiv pris,« siger kommerciel direktør i DSB Mogens Jønck.

Kunder, der rejser på 10-tursklippekort, kan også med sindsro lægge rejsebudgettet for 2010. 10-tursklippekortene stiger kun en smule, nemlig med 1,5 procent.
Kunderne kan også se frem til endnu flere billige DSB Orangebilletter i det kommende år.

»DSB giver alle mulighed for at rejse klimavenligt. De meget prisbevidste kunder kan rejse billigt, når de i god tid køber en DSB Orange-billet. Samtidig betyder det, at presset på de populære afgange bliver mindre, og det giver bedre rejseoplevelser for alle vores kunder,« siger Mogens Jønck.
De almindelige standardbilletter stiger med 4,2 procent.

»Hovedparten af vores kunder rejser med enten pendlerkort eller 10-tursklippekort. Set i lyset af den generelle prisudvikling er det derfor kun en mindre del af kunderne, der kommer til at mærke prisstigningen. Med takstændringerne giver vi dermed et skulderklap til vores loyale kunder og opfordrer flere til at vælge DSB, hver gang de skal ud at rejse,« siger Mogens Jønck.

Priserne gælder rejser med DSB, der strækker sig over mindst to lokale takstområder.

S-tog tilgodeser også pendlerne
Også de faste S-togskunder kan se frem til reelt lavere priser på rejsen. Prisen på periodekortene fastholdes ligesom DSB’s pendlerkort nemlig på 2008-niveau. Rejsende på kontantbilletter og 10-tursklippekort må forvente en lille prisstigning.

»Vi vil selvfølgelig gerne vise vores faste kunder, at vi tager hensyn til dem, og at de gør det rigtige miljømæssigt ved at benytte kollektiv trafik. Og så vil vi gerne give mange andre lyst til at vælge den kollektive trafik frem for bilen, og her ved vi, at prisen er vigtig,« siger Gert Frost.

Priseksempler:

København – Århus, pris pr. rejse
Pris i 2009 : 325 kroner
Pris i 2010 : 339 kroner

Pris pr. rejse med et titurskort
Pris i 2009 : 249 kroner
Pris i 2010 : 253 kroner

Odense – København, pris pr. rejse
Pris i 2009 : 234 kroner
Pris i 2010 : 244 kroner

Pris pr. rejse med et titurskort
Pris i 2009 : 179 kroner
Pris i 2010 : 182 kroner

Med venlig hilsen
DSB Kommunikation

Læs mere her

DB Schenker leverer logistikken til Europas nye kulturby RUHR.2010

Deutsche Bahn gratulerer den europæiske kulturhovedstad RUHR.2010 i forbindelse med åbningsceremonien. Som hovedsponsor vil DB gøre sit yderste for sikre en succes.

DB’s administrerende direktør, Dr. Rüdiger Grube: “Deutsche Bahn er en aktiv partner for Ruhr-området. Det er derfor kun logisk, at vi som officiel mobilitets- og logistikpartner støtter RUHR.2010. Med vort engagement sørger vi for klimavenlig mobilitet til besøgende fra ind- og udland, for komfortable stationer og for perfekt logistik.”

Med særlige kulturbilletter gør Deutsche Bahn det attraktivt og nemt at komme til RUHR.2010, hvor f.eks. “Still Life”-projektet løber af stablen den 18. juli, Europas største gadefest. Her er det DB Schenker, der er ansvarlig for logistikken ved denne storevent. Efter afspærring af motorvej A40, som er Ruhr-områdets hovedfærdselsåre, vil DB Schenker transportere tusindvis af borde og bænke i løbet af natten, stille dem op og efter afslutningen af arrangementet fjerne dem igen i ekspresfart.

Sammen med Nordrhein-Westfalen-regionen starter DB endnu i januar måned et forsøg med e-billetsystemet “Touch & Travel”. Dermed kan mobiltelefonen anvendes som billet til bus, sporvogn, metro, S-tog, Regional Express og ICE. DB’s mobilitetstilbud omfatter også Call a Bike-cykler ved stationerne i Dortmund, Düsseldorf og Hamm samt biler fra DB Carsharing.

Hovedbanegården i Essen vil ved åbningen den 16. januar fremvise sit nye udseende med glaspavilloner i indgangspartiet, renoverede perroner og barrierefrie adgange. Passagerbygningerne i Dortmund og Duisburg skal også moderniseres. På stationen i Münster bliver perronfaciliteterne og adgangs­vejene fornyet i 2010. Yderligere 108 små og mellemstore stationer i Nordrhein-Westfalen bliver moderniseret. Investeringerne i stationerne afholdes af staten, regionen og Deutsche Bahn.

2 pressefotos kan downloades fra Schenker A/S hjemmeside:
http://www.schenker.dk/press/news/document_18664.html

Flere fotos findes i DB s fotodatabase under Aktuell :
http://www.bahnimbild.de/fotothek/cmd/ aktuell

Læs mere her

Tag hele familien med S-toget for 25 kroner

Køb et elektronisk klippekort til vinterferien og tag hele familien med S-toget for 25 kroner.
Det er første gang, der bliver lanceret et elektronisk klippekort i Danmark

For kun 25 kr. kan hele familien med to voksne og indtil fire børn under 16 år gå på opdagelse i København og omegn (i alle zoner) med S-toget i deres vinterferie. Billetten gælder hele dagen, hvor man kan benytte de mange spændende ferietilbud, som f.eks. shopping, underholdning, oplevelser m.v.

»Vi vil gerne tilbyde familier i hovedstadsområdet en mulighed for at komme nemt og hurtigt rundt med S-toget i vinterferien, hvor det er oplagt at tage på oplevelse med familien. Vi håber, rigtig mange vil tage imod tilbuddet, som også er meget fordelagtigt i en familieøkonomi. Vi prøver i første omgang S-ferie billetten af i vinterferien, og viser det sig at være et tilbud, mange tager imod, vil vi også tilbyde det i andre ferieperioder,« fortæller salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall.

Klippekort på mobilen
S-feriebilletten er et klippekort med fire klip for 100 kr., som man modtager på mobiltelefonen. Det er første gang, der bliver lanceret et elektronisk klippekort i Danmark.

»Vi synes, det er superspændende at arbejde med de nye medier og salgskanaler. Nu har vi i over et år arbejdet med SMS-billet og har derfor gjort os mange tanker om, hvordan man ellers kan bruge en mobilbillet, bl.a. på denne måde som klippekort ved særlige begivenheder. Det er jo en nem og hurtig løsning, som vi håber, vores kunder vil tage godt imod,« siger Niklas Marschall.

Klippekortet gælder i hele vinterferieperioden fra den 13. februar 2010 til den 28.februar 2010 (uge 7 & 8) fra det tidspunkt, man får klippet tilsendt, og til kl. 03.59 (kun relevant efter fredag og lørdag).

Sådan gør man
Man sender en sms med teksten sferie til 1412, hvorefter man modtager sin billet og er godt på vej til at komme nemt og hurtigt rundt på hele S-banen sammen med familien eller venner i vinterferien.
Man bestemmer selv, hvornår man vil indløse de fire klip, bare det er indenfor vinterferieperioden 13. februar til og med 28. februar.

Når man vil indløse et klip, sender man en sms med teksten sferie klip til 1412, så får man straks en sms tilsendt med det første klip, som er gyldigt hele dagen.

Se mere om billetten på http://www.dsb.dk/s-tog/produkter/s-ferie/

Læs mere her

Gratis S-tog tiltrækker kunder

Igen på søndag den 7. marts åbner DSB S-tog dørene for kunderne ganske gratis. Da S-tog søndag den 7. februar introducerede gratis shoppingsøndag med S-toget, trak det langt flere kunder til end på en normal søndag.

Salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall er meget tilfreds med, at så mange kunder tog imod tilbuddet om gratis søndag den 7. februar.

»Jeg er virkelig tilfreds, for alt peger på, at det er en stor succes. Der var langt flere kunder med togene end på en almindelig søndag, og vi tror på, at det er en effekt, der vil blive forstærket, i takt med, at vores tilbud bliver mere kendt,« fortæller salgsdirektør i DSB S-tog, Niklas Marschall.

Han ser derfor spændt frem til, at S-tog søndag den 7. marts igen åbner dørene ganske gratis for kunderne ligesom den første søndag i måneden resten af året bliver gratis.

Flere kunder i indkøbscentre
Flere store indkøbscentre i hovedstadsområdet oplevede en tilstrømning af kunder den 7. februar. Bl.a. var der langt flere kunder i Lyngby Storcenter søndag den 7.februar end på en normal shoppesøndag.

»Vores foreløbige tal viser, at der var langt flere kunder, end vi havde forventet, så det må betegnes som en succes. Fremadrettet forventer vi endnu flere kunder, som kommer med S-toget. Vi bruger muligheden for at køre gratis med S-tog aktivt i vores markedsføring, og så er der den store fordel ved at tage toget, at der ikke skal bruges ressourcer og tid på parkering,« fortæller Torben Schwabe, direktør i Lyngby Storcenter.

Med S-tog på tur
Ud over muligheden for at tage S-toget gratis, når man skal ud og handle, kan man også benytte S-toget til og fra andre søndagsbegivenheder, f.eks. brunchen med vennerne, biografturen eller familiebesøget.

»Vi vil gerne tilbyde vores kunder at komme nemt og hurtigt rundt til alle søndagsbegivenheder. Med gratis S-tog den første søndag i måneden kan man jo tage hele familien gratis med i toget, når man skal ud, og man kan samtidig kombinere turen med et af vores andre tilbud om at tage cyklen gratis med S-toget,« fortæller Niklas Marschall.

De gratis søndage er en del af en række af tilbud, heriblandt også gratis cykelmedtagning, der sætter fokus på, hvor nemt og hurtigt det er at komme rundt med S-toget.

Med venlig hilsen

DSB

Læs mere her

Banedanmark renoverer spor på Svanemøllen og Lyngby

Det kommende store sporarbejde på Nordbanen mellem Svanemøllen og Hillerød stationer starter med sporrenovering på Svanemøllen Station i førstkommende weekend og fortsætter på Lyngby Station hen over påsken.

Sporarbejdet på Nordbanen bliver ét af de mest komplicerede og omfattende sporarbejder, Banedanmark har haft hidtil. Der skal ske en omfattende spor- og brorenovering, hvor udskiftningen af skinner og sveller på en ca. 23 km. lang strækning samt udskiftningen af over 30 sporskifter skal foregå samtidig med renoveringen af 33 broer.

“Det, der gør tingene komplicerede, er, at vi skal renovere 33 broer på strækningen samtidig. Det kræver en omfattende koordinering, så rent logistisk har vi at gøre med et rimeligt kompliceret projekt.” siger projektleder Jette Aagaard og understreger, at passagererne kan glæde sig til en mere driftsikker bane, når sporarbejdet er slut.

Nordbanen får netop på forkant et løft for at undgå, at togene fremover skal blive forsinket af mange små reparationer. Broerne står også over for renovering i de kommende år, og arbejdet sker derfor samtidig med sporarbejdet for at sikre, at passagerer og naboer ikke skal udsættes for gentagne forstyrrelser.

Tidsplan for sporarbejdet på Nordbanen
Forårets arbejder foregår på Svanemøllen Station den 19.-21. marts og på Lyngby Station den 26. marts til 3. maj. Sommerens arbejder foregår på hele strækningen mellem Svanemøllen og Hillerød fra den 5. juni til den 8. august. Sporarbejdet fortsætter derefter mellem Lyngby og Hillerød fra den 9. august til den 26. september.

Trafikken under sporarbejdet
Sporrenoveringen på Svanemøllen Station giver ændringer i køreplanen for S-togene fra fredag den 19. marts kl. 19 og resten af weekenden.

Ugen efter, fra fredag den 26. marts kl. 20 og frem til og med den 5. april, kører der ikke tog mellem Gentofte og Holte stationer, mens spor og sporskifter på Lyngby Station står for tur. DSB S-tog indsætter togbusser i stedet.

Sporarbejdet fortsætter frem til og med 3. maj på Lyngby Station, men uden trafikale konsekvenser.

Herefter bliver der en pause, før sporarbejdet den 5. juni for alvor går i gang mellem Svanemøllen og Hillerød. Frem til og med den 8. august er S-togene erstattet af togbusser mellem Svanemøllen og Hillerød. DSB S-tog arbejder desuden i øjeblikket på at lave planer for buskørsel fra de nordligste stationer på Nordbanen til Farum samt fra Lyngby til Buddinge. Dermed kan kunderne fra Nordbanen benytte Farumbanen, hvilket sikrer den hurtigste og smidigste transport for kunderne.

Da det ikke er muligt at benytte Hellerup Station i denne periode, vil der også være togbusser på de dele af Ringbanen og Klampenborgbanen, som bliver påvirket. Planerne for disse busser ligger endnu ikke helt fast, men DSB S-tog melder dem ud, så snart de er klar.

Fra den 9. august til og med den 26. september kører S-togene igen fra Hellerup til Klampenborg, Ryparken og Lyngby, mens der er togbusser mellem Lyngby og Hillerød og til og fra Farumbanen.

Banedanmark og DSB S-tog har i fællesskab vurderet, at ved at foretage en lang spærring af banen hen over sommeren og således på én gang klare sporarbejdet og undgå mange deletaper og køreplanskift, vil kunderne blive generet mindst muligt.

DSB S-tog informerer om de trafikale forhold i egen pressemeddelelse. Desuden kan produktionsdirektør i DSB S-tog Lars Nordahl Lemvigh kontaktes via DSB Kommunikation på telefon 2468 0000

Yderligere information om sporarbejdet hos Banedanmark på pressetelefonen 8234 1313.

Læs mere her

Årsregnskabsmeddelelse fra DSB: 19 mio. flere kunder

DSB havde i 2009 en vækst i antallet af kunder på 19,1 mio. eller 11 procent. Fremgangen skyldes primært aktivitetsudvidelserne i Sydsverige samt en vækst på 1 procent i antal kunder i Danmark. Resultat før skat udgjorde 460 mio. kr., hvilket er i overensstemmelse med det forventede.

DSB vinder markedsandele i forhold til bilen

I 2009 var der en samlet stigning i antal togrejser i Danmark på 1 procent, mens Vejdirektoratet har opgjort, at persontrafikken på landets veje faldt med 1,5 procent. Toget har altså formået at vinde markedsandele fra bilen i 2009.

Gennembrud for international strategi

DSB vandt i 2009 regional- og pendlertogtrafikken i Sveriges næststørste by Göteborg samt udbuddet af Krösatåg, der opererer togdriften omkring Jönköping. Begge operationer har driftsstart i december 2010. Målt i togkilometer medførte overtagelsen af Øresundstrafikken i 2009 en markedsandel på omkring 16 procent i Sverige. Efter driftsstart af de to nye operationer vokser markedsandelen til ca. 25 procent ved udgangen af 2010. I forhold til DSB’s danske marked opererer vi herefter flere strækningskilometer i Sverige.

Resultat før af- og nedskrivninger på 2.195 mio. kr.

Resultat før af- og nedskrivninger udgjorde 2.195 mio. kr. i 2009 (2.648 mio. kr. i 2008). Resultatnedgangen skyldes primært et fald i gevinster ved salg af fast ejendom på i alt ca. 250 mio. kr., udskillelsen af Kystbanen, samt at indsatsen vedrørende kundeforbedrende tiltag under forandringsprogrammet Spor-skifte2010 er øget betydeligt i 2009.
Resultatet er derudover påvirket af omkostninger til produktionsudvidelser i Sydsverige i forbindelse med det vundne udbud i Øresundsregionen. Øgede effektiviseringer påvirker derimod resultatet positivt.

IC4-levering følger tidsplanen

DSB indgik i maj 2009 et juridisk og økonomisk forlig med AnsaldoBreda S.p.A. omkring levering af IC4- og IC2-togsæt. Ultimo marts 2010 har AnsaldoBreda overholdt forliget samt leveranceplanen, og fra april 2010 skal AnsaldoBreda levere tre serieproducerede IC4-tog om måneden. Med AnsaldoBredas levering af et IC4-togsæt den 29. januar 2010 har DSB i alt fået leveret 17 IC4-togsæt. IC4-togsættene indgår i den ordinære køreplan med 17 daglige afgange. Fra januar 2010 indgår IC4 også i driften af nonstop-trafikken mellem København og Århus.

Forbedret omdømme og kundetilfredshed

DSB’s målrettede arbejde med at forbedre kunde-service og produkter har båret frugt. Den nyeste undersøgelse viser, at kundernes tilfredshed er steget, og resultatet af dette års kundeundersøgelse er for S-togs kunder det bedste i mange år. DSB’s omdømme er ligeledes steget og har i 2009 opnået en score på 55,8 i 2009 (Reputation Institutes omdømmemåling), hvilket er en stigning på 5,2 point eller 10 procent i forhold til 2008. Stigningen er på knap 19 point siden bunden i 2006.

25 procent færre forsinkelser for S-togs kunder

Antallet af S-tog forsinkelser er i forhold til 2008 reduceret med 1,4 procentpoint fra 5,7 til 4,3. I Fjern- og Regionaltog er antallet af forsinkelser dog steget med 3 procentpoint fra 8,2 til 11,2. Dette skyldes blandt andet sporarbejder og signalfejl. Endvidere har der været turboproblemer med IC3-togsættene. Årsagen hertil er identificeret, og der er igangsat afhjælpende aktiviteter. DSBFirst har haft en vanskelig start på den danske del af Øresundstrafikken. Efterfølgende er trafikken blevet mere stabil med en stærkt forøget operatørrettidighed.

Forventninger til 2010

Forventningen til resultatet for 2010 er påvirket af en positiv udvikling i antallet af kunder i både S-tog og fjern- og regionaltogstrafikken. For at understøtte denne vækst er der for 2010 planlagt en række nye kunde- og produkttiltag. Herunder en udvidet køreplan med blandt andet nonstop København-Århus og flere Intercity lyntog. Dertil kommer nye tog og højere frekvens på Sjælland samt natkørsel med S-tog. Disse initiativer forventes sammen med øget samfundsmæssig fokus på klima at tiltrække flere kunder i 2010. Kundeudviklingen er også påvirket af den faldende beskæftigelse samt omfattende sporarbejder – især på S-togsnettet. Resultatet forventes yderligere at blive påvirket af omkostninger til produktionsudvidelser.

Resultat før skat forventes i 2010 at blive i størrelsesordenen 450 mio. kr., hvilket er på niveau med resultatet for 2009. Hertil kan komme omkostninger til eventuelle omstruktureringer.

Læs DSB’s åresregnskabsmeddelelse her :
http://ipaper.ipapercms.dk/DSB/fakta/Regnskab/rsregnskab2009/

Med venlig hilsen
DSB Kommunikation

Læs mere her