Lille og robust hjertestarter til skibe fra ScanMarine DK

En hjertestarter fra ScanMarine DK kan let være forskellen på liv og død. For søens folk er dette i særdeleshed væsentligt at overveje. Uden mulighed for hurtig assistance fra læge eller ambulance, kan en hjertestarter ombord let vise sig at blive den bedste investering der er fortaget. Hvert år rammes 4000-5000 danskere af akut hjertestop, og det er kun 4-5 % som når at blive genoplivet inden det er for sent. Resten dør, selv om langt de fleste kunne være blevet reddet med en hjertestarter.

Akut hjertestop skyldes såkaldt hjerteflimmer eller fibrillering, hvor de fire hjertekamres pumpebevægelser kommer ud af takt, så blodcirkulationen pludselig stopper. Personen, som rammes, besvimer uden varsel, mister både åndedræt og puls, og er derved klinisk død. Men der er et tids vindue på 5-10 minutter efter anfaldet, hvori det er muligt at genoplive personen med en hjertestarter (også kaldet AED eller defibrillator). Apparatet sender et kraftigt elektrisk stød igennem hjertet, som kan eliminere den kaotiske hjerterytme og genskabe den normale pumpefunktion i hjertet. Omkring 80 % af alle personer, som rammes af akut hjerteanfald, kan genoplives med en hjertestarter.

PAD 300 er uhyre nem at bruge: Den vejleder med dansk stemmeinstruktion, analyserer automatisk hjertefunktionen med EKG og har metronom til at understøtte hjertemassagen. Denne hjertestarter kan ikke fejlbetjenes og er derfor helt ufarlig i brug. ScanMarine DK leverer PAD 300 til flere rederier, fiskeskibe samt havneanlæg i Danmark og formidler samtidigt kurser i brug af hjertestartere i forbindelse med basal genoplivning.

PAD 300 er fremstillet i Europa og overholder de strenge europæiske CE og ISO krav til klinisk hospitalsudstyr. Den har IP56 beskyttelsesgrad og er dermed både vand- og støvtæt. Faktisk kan man spule på den med vandslange, uden at der sker skade! Hjertestarteren kan desuden tåle at blive tabt 1,2 meter ned på et betongulv. Den kan klare alle udfordringer, både på land, til vands og i luften!
På trods af den uhyre robuste konstruktion vejer PAD 300 kun 1 kilo og er derfor perfekt til at medbringe til søs. PAD 300 bruges bl.a. i The White House , Air Force One , Det Europæiske Parlament , NATO samt i det amerikanske forsvar. Den er godkendt efter de skrappeste militære krav til denne type apparater.

Hjertestarteren leveres med solid og rummelig bæretaske, og udgiften til vedligeholdelse (udskiftning af elektroder og batteri) er den laveste på markedet! Batteri og elektroder er sammenbygget i én kassette (PAD-PPAK) og skal skiftes på én gang hvert 4. år. Der er langt nemmere vedligeholdelse end næsten alle andre hjertestartere, hvor batteri og elektroder har forskellig holdbarhed.

Læs mere her

DSB Kundeambassadør anbefaler forbedringer af HyperCard og UddannelsesKort

Kundeambassadøren har afsluttet sin undersøgelse af udstedelsen af HyperCard og UddannelsesKort og overgivet sine anbefalinger til DSB s administrerende direktør.

Kundeambassadøren ønskede at undersøge grundlaget for de mange henvendelser til DSB om udstedelse af HyperCard og UddannelsesKort. De uddannelsessøgende har især kritiseret en forsinket eller manglende levering af deres kort.

Kundeambassadøren kan konstatere, at der har været grundlag for kundernes kritik, og kan ligeledes konstatere, at uforholdsmæssigt mange studerende har haft behov for vejledning og hjælp ved bestillingsprocessen.

Kundeambassadørens analyse er gennemført både ved interne undersøgelser og ved samtaler og interview med eksterne parter. Blandt andet har vi talt med flere af de studerende, med uddannelsessteder og Uddannelsesstyrelsen.

Kundeambassadørens analyse har vist, at den fremgangsmåde, der har ligget til grund for bestilling og udstedelse af de to kortformer har en række svagheder. Kundeambassadøren har derfor anbefalet DSB, at der gennemføres ændringer i processen for bestilling, betaling og levering af disse kort for at sikre, at kortene når frem til de studerende til tiden. Den ansvarlige direktør i DSB har over for Kundeambassadøren oplyst, at han er gået i gang med at undersøge, hvordan Kundeambassadørens anbefalinger evt. kan sættes i værk.

I dag sker godkendelse og bestilling af kort som én proces, hvor Uddannelsesstyrelsen, skolen og DSB er involveret. Kundeambassadøren foreslår at processen deles, så Uddannelsesstyrelsen og skolen sørger for at godkende den studerende til tilskud. Dernæst kan den studerende med godkendelsen “i hånden” bestille og betale sit kort i én proces direkte hos DSB, når det passer ind i den studerendes planlægning.

Det vil skabe større sikkerhed for levering til tiden, og leveringstiden fra bestilling og betaling til den studerende modtager sit kort vil kunne skæres ned.

Kundeambassadøren anbefaler også, at der sker en forenkling og tydeliggørelse af information og vejledning ved bestilling, så det bliver tydeligere, hvor i processen bestillingen befinder sig, hvem der er ansvarlig og hvem den studerende skal henvende sig til i tilfælde af problemer.

Læs mere her

Forbedringer af UddannelsesKort og HyperCard på vej

DSB s Kundeambassadør har i en rapport kommet med en række anbefalinger til Styrelsen for Videregående Uddannelser, Statens Uddannelsesstøtte, DSB og de seks andre trafikselskaber, der håndterer udstedelsen af UddannelsesKort og HyperCard til studerende i Danmark.

»Vi har med stor interesse læst anbefalingen. Det er altid godt og konstruktivt at få et sæt nye øjne på UddannelsesKort og HyperCard. Rapporten indeholder en række anbefalinger, som vi vil bruge til inspiration i det videre arbejde med at forbedre bestillingsprocessen af de to kort,« siger kommerciel direktør i DSB, Mogens Jønck, der gerne vil beklage over for de studerende, som ikke har fået et kort på grund af fejl i bestillingssystemet.

I dag håndteres UddannelsesKort og HyperCard via én fælles portal i et samarbejde mellem Styrelsen for Videregående Uddannelser, Statens Uddannelsesstøtte og alle trafikselskaberne i Danmark. Kundeambassadøren foreslår i sin rapport store forandringer, hvor processen fremover deles således, at Uddannelsesstyrelsen og skolen står for at godkende den studerende. Herefter kan den studerende bestille og betale sit kort i én proces direkte hos trafikselskaberne herunder DSB.

»En opdeling som Kundeambassadøren foreslår, kræver store ændringer af de eksisterende bestillingssystemer samt en opbygning af nye portaler. Det vil betyde store investeringer for hvert enkelt trafikselskab,« siger Mogens Jønck.

Han fortæller, at der i øjeblikket arbejdes målrettet på at identificere forbedringstiltag, som vi håber, at kunderne kan få glæde af allerede i forbindelse med studiestart i august i år.

Læs mere her

Carlsberg Danmark automatiserer pakning af kundeordrer

Ny plukkerobot i Fredericia vil fra 2014 automatisk kunne pakke alle kundeordrer til hele Danmark. Distribution til København og Sjælland vil fortsat ske fra Høje Taastrup. Cirka 100 stillinger bliver berørt af ændringerne.

Carlsberg Danmark har orienteret medarbejderne i lager- og logistikfunktionerne om planer om at investere i en ny plukkerobot. Investeringen til over 100 mio. kr. vil ske i Fredericia, hvorfra alle kundeordrer fra hele landet vil blive plukket og pakket.

“I dag er pakning af kundeordrer delvist automatiseret, men en del produkter i specielle forpakninger pakkes manuelt. Når den nye plukkerobot er på plads i 2014 vil det betyde, at cirka 100 stillinger forsvinder i alt i Høje Taastrup og i Fredericia”, siger logistikdirektør Bjarke Roost, Carlsberg Danmark, og fortsætter:

“Vi oplever i øjeblikket dåser vinder frem og at forbrugerne ændre indkøbsvaner, det betyder at vi skal kunne håndtere stadig flere nye forpakningstyper”.

Carlsberg har allerede indført den nye plukkemaskine i Carlsberg i Norge og Finland, mens Sverige får den nye robot samtidig med Danmark.

Yderligere information:

Kommunikationsdirektør Jens Bekke, Carlsberg Danmark, telefon 2261 1412.

Læs mere her

Skibet, der ændrede verden og forbedrede arbejdsmiljøet, fylder 100 år

M/S Selandia, verdens førende oceangående dieselskib, revolutionerede både søfarten og arbejdsmiljøet om bord.

For præcis 100 år siden (den 17. februar 2012) ændrede et dansk skib for altid livet til søs. M/S Selandia blev det første skib på verdenshavene, der sejlede på diesel i stedet for damp. Overgangen fra kulfyrede dampskibe til moderne dieselskibe medførte store fremskridt inden for både økonomi, teknologi, miljø og arbejdsmiljø.

M/S Selandia blev bygget på B&W. Den 19. februar 1912 blev det overdraget til ØK, som takket være Selandias effektive motor fik succes med sin samhandel med Fjernøsten. Den nye teknologi sikrede Danmark en stærk position på verdensmarkedet for skibsteknologi, som vi har holdt fast i helt til i dag.

Selandias moderne teknologi medførte samtidig en enorm forbedring af arbejdsmiljøet om bord, fortæller forfatter Tom Wismann, der skriver bøger om skibe og tidligere i en årrække har arbejdet med skibsmotorer som projektleder ved FORCE Technology:

På de store dampskibe stod en hær af fyrbødere i høj varme og en tæt sky af kulstøv og skovlede kul i tonsvis ind på kedlerne ved håndkraft. På de største skibe op til 40 tons i timen. Arbejdet var ekstremt fysisk hårdt og møgbeskidt. Der blev hele tiden brugt kul, og hver gang der skulle mere kul om bord, blev hele skibet svinet til i kulstøv. Og så skulle store mængder varm slagge og aske fra kedlerne bæres eller hejses op til rælingen i jernspande og hives overbord ved håndkraft. På de store skibe op til 6 tons i timen. Det var en ren revolution for arbejdsmiljøet, at man gik fra kulfyrede dampkedler til dieselmotorer, siger Tom Wismann.

Fyrbødere levede kortere end gennemsnitsdanskeren for 100 år siden. Dels fordi arbejdet var fysisk hårdt og nedslidende. Og ikke mindst på grund af de mange sygdomme, man risikerede i det farlige arbejdsmiljø, siger Ulla Vogel, professor i arbejdsmiljø ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø:

Blandingen af kulstøv og partikler fra kulforbrændingen i så store doser, som fyrbøderne fik dem, bidrog til en hel række forskellige alvorlige hjerte- karsygdomme og luftvejssygdomme, herunder højst sandsynligt også lungekræft. Ved overgangen til diesel faldt niveauet af luftforurening i maskinrummet markant. Og det i sig selv var en kæmpe forbedring af arbejdsmiljøet, siger Ulla Vogel, professor i arbejdsmiljø ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Overgangen til dieselmotorer om bord på skibe er siden slået igennem over hele verden. Og Danmark har beholdt den stærke position, som M/S Selandia sikrede os dengang, helt til i dag. Langt de fleste af verdens store skibe sejler i dag på dieselmotorer, der er udviklet i Danmark, hos MAN Diesel & Turbo i København det tidligere B&W.

Vi er stolte af at bidrage så aktivt til den internationale skibsfart. Og godt tilfredse med, at vi siden 1912 har bidraget til at nedbringe sygeligheden blandt det uundværlige personale, der er med om bord på de store skibe for at sikre, at de kan sejle på verdenshavene og i sidste ende sikre, at vi i Danmark til enhver tid har adgang til friske varer fra hele verden, siger Thomas Knudsen, koncerndirektør for MAN Diesel & Turbo.

Pressekontakt og formidling af kilder, fotos og fakta materiale: Peter Carstens 2445 7207 og Mia Glarborg 3385 1590.

Læs mere her

Vestjyske eksporteventyr med Cleantech

Kan man sælge lygtepæle i ørkner og bjergområder hvor der ikke er elkabler.
Det gør Alfred Priess A/S der har udviklet lygtepæle der bruger både vind og sol som energikilde. Men hvordan får man de nye teknologier solgt til fjernøstens ingeniører og mellemøstens købmænd

Svaret kan man høre den 6. marts 2012 i Nupark, hvor der er konference med fokus på vækstmuligheder med Cleantech. Direktør Ole Bjerre Christiansen vil sammen med tre andre direktører fortælle om deres eksport erfaringer og vise de mange forskellige veje man kan gå.

Vi har brug for at flere danske virksomheder har lyst til at udnytte deres viden og dygtighed på eksportmarkederne, det gælder også de vestjyske virksomheder. Der er et klart potentiale som vi skal turde gå efter, også selv om det kræver både mod og hårdt arbejde. Det viser de cases som er med på konferencen og det er positivt at vi på mange forskellige måder støtter op om eksportfremme.

Lige nu er det eksporten som er med til at holde gang i hjulene siger John Sohn fra Climate Circle, der også rådgiver vækstvirksomheder i Nupark Innovation A/S og Accelerace programmerne. Det viser også de seneste eksporttal der steg 4,6 pct. fra november til december. Det er gode tegn og det betyder, at hvis vi vil det, så kan vi også. Med konferencen ønsker vi at vise nogle af de historier der ligger bag eksporttallene og give virksomhederne mulighed for at hente gode råd hos hinanden. Samtidig stiller en række rådgivere sig til rådighed for virksomhederne på konferencen for at kunne fortælle om den mangfoldighed af muligheder der er for partnerskaber i udviklingsfasen. Som vestjyde kan der være en tendens til at ville selv, og det kan også være en god vej. Men det er værd at overveje om ekspertrådgivning eller eksportkredit kan være det der skal til for at få det til at flyve lidt højre og lidt lettere. Der er ganske vist fokus på Cleantech den 6 marts, men erfaringerne og viden kan alle blive inspireret af, uanset branche.

Det er netop Climate Circle der sammen med Nordvestjysk Erhvervsråd, StartVækst Holstebro og Eksportrådet står bage konferencen. Det bliver en konference som først og fremmest vil byde på inspiration og viden om de muligheder virksomhederne har for at hente viden, eksportkredit eller indgå udviklingspartnerskaber. De lokale rådgivere fra Nordvestjysk Erhvervsrådet og Væksthuset står også klar sammen med DI, Eksportkreditfonden med flere.

Konferencen er gratis men der er tilmelding senest den 28.02.2012 til tls@nupark.dk.

Kontakt John Sohn fra Climate Circle for flere oplysninger: +45 2367 2268

Læs mere her

Verdens første oceangående dieseldrevne skib, M/S Selandia, fejrer 100 års jubilæum i dag

I dag, den 17. februar 2012, har vi haft 100 år med dieselmotorskibe. Den udvikling kan vi takke det danske skib M/S Selandia for. Hun banede i 1912 vejen for de store fordele ved et skift fra kulfyrede dampskibe til dieselskibe.

M/S Selandia blev bygget i København af B&W, det nuværende MAN Diesel & Turbo, og blev den 17. februar 1912 overdraget til ØK, som skulle bruge det på ruten København-Bangkok. Selandia var et fragtskib, men sejlede fra begyndelsen med 22 passagerer i luksuriøse, moderne kahytter på 1. klasse.

På sin jomfrurejse i 1912 besøgte Selandia London, hvor daværende marineminister Sir Winston Churchill kom om bord. Han var så begejstret for den revolutionerende teknologi, at han bagefter roste Danmark for at være foregangsland for hele den maritime verden og gav ordre til at den britiske flåde skulle undersøge mulighederne for at overgå til diesel. Også den tyske kejser Wilhelm II bestilte et søsterskib til Selandia til den tyske flåde.

De dampmaskiner, der indtil 1912 havde drevet alle store skibe frem, var ikke særlig effektive. Dieselmotoren var 2-3 gange så effektiv, mindre forurenende, og den gav et bedre arbejdsmiljø for maskinbesætningen, en større lasteevne og en langt større aktionsradius. Og den udkonkurrerede dampmaskinen fuldstændig.

Dieselmotoren blev opfundet af Rudolf Diesel i en form, der ikke kunne bruges om bord på skibe. Det blev først praktisk muligt på B&W under ledelse af B&Ws fremsynede tekniske direktør Ivar Knudsen.

Selve 100-års dagen for afleveringen af M/S Selandia til ØK markeres i dag kl. 14 i DieselHouse i København med en reception for pressen og indbudte gæster. Her præsenteres den enestående særudstilling om M/S Selandia, der åbner for offentligheden på søndag den 19. februar. Samtidig er der forpremiere på den dramadokumentariske film Magten over havet M/S Selandia . Filmen er produceret af Chroma Film med støtte fra MAN Diesel & Turbo.

###

MAN Diesel & Turbo
MAN Diesel & Turbo SE med hovedsæde i Augsburg er verdens førende udbyder af store dieselmotorer og turbomaskiner til maritime og stationære anvendelsesformål. Virksomheden udvikler to- og firetaktmotorer, som fremstilles af virksomheden selv eller af dens licenstagere, og som har en ydelse på mellem 450 kW og 87 MW. Desuden udvikler og fremstiller MAN Diesel & Turbo gasturbiner på op til 50 MW, dampturbiner på op til 150 MW samt kompressorer med en volumenstrøm på op til 1,5 mio. m3/h og et tryk på op til 1.000 bar. Turboladere, skruer med drejeblade, gasmotorer samt kemiske reaktorer indgår også i produktporteføljen. MAN Diesel & Turbo leverer komplette fremdrivningssystemer til skibe, turbomaskinesæt til både olie-/gas- og procesindustrien samt nøglefærdige kraftværker. Under navnet MAN PrimeServ udbydes After Sales-ydelser til kunder over hele verden. Virksomheden beskæftiger ca. 14.000 medarbejdere på flere end 100 lokationer verden over med hovedvægt på Tyskland, Danmark, Frankrig, Schweiz, Tjekkiet, Indien og Kina. MAN Diesel & Turbo er en virksomhed tilhørende området Power Engineering i MAN SE som er børsnoteret på det tyske aktieindeks DAX over Tysklands 30 førende virksomheder.

Læs mere her

8 jubilæer hos Dantra

En stor del af Dantra-koncernens ca. 150 ansatte har arbejdet hos tanktransportøren i mange år. Den seneste tid har således budt på ikke færre end 8 runde og halvrunde jubilæer, hvor virksomheden har kunnet fejre fire 10-års-jubilarer samt fire 25-års-jubilarer. Det drejer sig om:

10 års jubilæum:
Finn Urup Rasmussen, chauffør, 55 år, Rudkøbing
Per Vestergaard, chauffør, 33 år, Ikast
John Nielsen, chauffør, 46 år, Engesvang
Johnni Jensen, chauffør, 40 år, Nørre Snede

25 års jubilæum:
Teddy Rosenberg, chauffør, 51 år, Engesvang
Ronny Gaster, mekaniker, 49 år, Aabenraa
Tove Østergaard, kørselsplanlægger, 47 år, Brande
Flemming Nørlund, mekaniker, 57 år, Ejstrupholm

Vi udfører ikke kun transport fra A til B. Det handler om at understøtte kundernes forsyningskæder på bedst mulig vis, og det er nødvendigt konstant at være i front på områder som sikkerhed, miljø og kvalitetsstyring. At tiltrække og fastholde de rigtige folk er altafgørende, og vi lægger stor vægt på langvarige medarbejderrelationer. Derfor er det dejligt, at så mange ansatte har været hos os i så mange år, lyder det fra adm. direktør Kenneth Jensen.

De mange jubilæer blev markeret med en reception på Dantras hovedkontor i Hjøllund, som ifølge Kenneth Jensen både bød på god stemning og stort fremmøde. Det vidnede om en stærk samhørighedsfølelse og fælles ånd i koncernen, til trods for at vores aktiviteter i dag er fordelt på fem afdelinger og fire lande, slutter han.

Fakta

Dantra (tidl. Dansk Tanktransport) er grundlagt i 1920 og råder over flere end 100 tankvogntog. Koncernen består af transportvirksomhederne Dantra A/S (Danmark), Dantra AB (Sverige), Dantra GmbH (Tyskland) og DT Baltic UAB (Litauen). Dantra beskæftiger totalt ca. 150 medarbejdere og har hovedkontor i Hjøllund. www.dantra.dk

Billedmateriale

Billede 1: Flemming Nørlund, 57 år og mekaniker med bopæl i Ejstrupholm, samt den 47-årige kørselsplanlægger Tove Østergaard fra Brande har begge netop kunnet fejre 25 års jubilæum. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/DTR/DTR-JBL1.JPG

Billede 2: Chauffør Finn Urup Rasmussen, der er 55 år og bor i Rudkøbing (til højre), ønskes tillykke med sit 10 års jubilæum af kørselsleder Carsten Halvor Nielsen. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/DTR/DTR-JBL2.JPG

Billede 3: Også 46-årige John Nielsen fra Engesvang er også blandt de chauffører, der kan fejre 10 års jubilæum hos Dantra. Her ses han med sin gave blandt kollegerne i kantinen. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/DTR/DTR-JBL3.JPG

Billede 4: Per Vestergaard fra Ikast, 33 år og chauffør, har ligesom tre kolleger fået overrakt gave i forbindelse med 10 års jubilæum. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/DTR/DTR-JBL4.JPG

Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Læs mere her

Alkolåse øger trafiksikkerheden

Flere og flere transportvirksomheder går til kamp mod spirituskørsel og får monteret alkolåse i deres lastbiler.

For nylig blev en 50-årig tjekkisk lastbilchauffør stoppet med en promille på 2,3. Sådanne hændelser puster nyt liv i debatten om lastbilchaufførers indtag af alkohol i arbejdstiden. Skal de blot overholde den almindelige grænse på 0,5 promille, eller skal de helt lade være at drikke, når de skal køre Her kan alkolåsen Smart Start fortælle, om chaufføren har drukket for meget til at sætte sig bag rattet uanset, om den af vognmanden tilladte promillegrænse er 0,5 eller 0,0.

Inden kørsel skal chaufførerne puste i en alkolås, der fungerer ligesom politiets. Er promillen for høj, kan lastbilen ikke startes. Det tager cirka 15 sekunder at tage testen, som både kan dokumenteres med SMS-beskeder og kameraløsning. Kameraet tager et billede, så man er sikker på, at chaufføren bag rattet er den samme som ham, der tager alkoholtesten. Samtidig får vognmanden besked pr. SMS, hvis en af hans chauffører forsøger at køre med for meget alkohol i blodet, forklarer Jan Winum Poulsen fra Jawin Safe Trip ApS, der er dansk importør af Smart Start. Kamera og SMS-funktion er begge tilvalg til standardpakken.

Stor opbakning

Transportfirmaer landet over benytter teknologien, der oprindelig stammer fra USA. Her har den været kendt i 20 år. Dantra A/S, der er en af de førende nordeuropæiske udbydere inden for tanktransport af bl.a. farligt gods, har investeret kraftigt i kvalitetssikring og sikkerhed i alle værdikædens led. Således har man også taget ideen om alkolåse til sig og indførte i første omgang systemet i de biler, der kører for Statoil hvilket også var en forudsætning for at opnå den 5 år lange kontrakt om distribution i Danmark og Sverige, som Dantra sidste år indgik med Statoil.

Dantra så hurtigt fordelene ved alkolåsen og arbejder nu på at få den installeret i samtlige biler. Når man kører med fødevarer, brændstof eller kemiske produkter, kan en fejl eller ulykke få uoverskuelige konsekvenser. Den slags kan koste millioner og lukke virksomheder. Derfor er Smart Start en god investering i at forebygge ulykker, siger Kenneth Jensen, administrerende direktør i Dantra, der også har en nultolerancepolitik over for alkohol i arbejdstiden. Vi tillader ikke en promille, der er højere end 0,0, tilføjer han.

Hver 4. trafikdræbte mister livet i forbindelse med en spritulykke, så der er god grund til at forebygge spirituskørsel. Fordi lastbiler specielt med farlig last kan forårsage betydelig skade, bør der ifølge Kenneth Jensen fokuseres yderligere på trafiksikkerhed i transportbranchen. Det handler både om at redde menneskeliv og om at forebygge uheld, som kan have alvorlige miljømæssige og økonomiske følger. Med alkolåsen fra Smart Start er vi sikre på at undgå spritulykker, konkluderer Kenneth Jensen.

Billedmateriale

Billede 1: Vha. alkolåsen bestemmes ens promille. Er promillen for høj, starter lastbilen ikke. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/JST/JST-FKS06.JPG

Billede 2: Alkolåsen fungerer efter samme princip som politiets alkometre. Betjeningen tager blot 15 sekunder. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/JST/JST-FKS07.JPG

Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Læs mere her

Nyt ladstolpesystem sikrer øget nyttelast og brugervenlighed

Brdr. Plagborg, der leverer ladopbygninger til både erhvervslivet og det offentlige, har til sin første egenudviklede serie af letvægtsalulad valgt Armatons nye stolpesystem, 4000 XF.

Armaton, der er et brand under VBG GROUP, har netop lanceret det vægtoptimerede ladstolpesystem 4000 XF, der sikrer størst mulig nyttelast på køretøjer med en lasteevne op til 6000 kg. Ladstolpen er letbetjent, slidstærk og ergonomisk. Den sikrer høj fleksibilitet og stabilitet ved opbygning med bl.a. presenning. Med komponenter af høj kvalitet, fx rammen af anodiseret aluminium, er stolpen så godt som vedligeholdelsesfri, siger adm. direktør Per Mikkelsen fra VBG Group Sales, som distribuerer Armaton-produkter til landets opbyggere. 4000 XF leveres som standard til sidefjæle på 300, 400 eller 600 mm, og foruden stolperne fås en række monteringsdele til fastgørelse.

Strømlinet opbygningsproces

Efter at have vundet en licitation på ikke færre end 500 opbygninger besluttede Brdr. Plagborg at udvikle og producere deres helt eget ladkoncept til samtlige bilmærker, Plagborg Aluletlad med underramme, ladsider og for- og bagsmæk i aluminium samt bund i enten vandfast finér eller selvbærende aluminium. Da man skulle finde det bedst egnede ladstolpesystem, faldt valget på Armaton 4000 XF.

I valget af komponenter til vores ladsystem har vi lagt stor vægt på at finde løsninger, som gør vores produkt så konkurrencedygtigt som muligt på vægt, kvalitet og pris. Armaton er klart det mest gennemførte stolpesystem til små lad. Stolperne passer perfekt til vores koncept, og finishen er i top. Den legoklodsagtige funktionalitet betyder, at vi kan bruge samme stolper til flere forskellige opbygningstyper, fortæller partner Karl Erik Plagborg, hvis nye serie både omfatter flere forskellige slags standardlad samt opbygninger med presenning, læssebagsmæk og lift. Brugen af så mange ens byggesten som muligt sikrer en mere strømlinet opbygnings- og konverteringsproces. Samtidig giver det mulighed for, at biler med åbent lad nemt kan eftermonteres med presenning.

Ifølge Per Mikkelsen har præcis den oplevelse været målet for VBG GROUP. Vi vil netop bidrage til at gøre produktionsprocessen så enkel og fejlfri som muligt hos både små og store opbyggere, siger han.

Også merværdi for slutbrugere

Karl Erik Plagborg lægger vægt på, at valget af XF 4000 også bidrager til merværdi for slutbrugerne. Stolperne er de letteste på markedet og samtidig blandt de stærkeste. Dermed muliggør de højest mulig nyttelast, samtidig med at deres fleksibilitet reducerer forbruget af mandetimer i opbygningsfasen og dermed bidrager til en attraktiv slutpris for den færdigopbyggede bil. Den unikke håndtagsbevægelse på 160 grader letter af- og pålæsning, fordi man kan åbne op uden at få fingrene i klemme i koldt vejr og med handsker. For optimal ladfleksibilitet kan bagstolperne løftes af, og deres tidløse design matcher moderne biler.

Alt i alt oplever opbyggeren et særdeles stort potentiale for den nye produktlinje. Vi har et tæt samarbejde med både bilimportører og -forhandlere og er derudover åbne over for at afsætte vores produkter gennem andre opbyggere. Alulad-konceptet henvender sig rigtig bredt, og målgruppen omfatter bl.a. transportvirksomheder, håndværkere og det offentlige, slutter Karl Erik Plagborg.

Fakta

BRDR. PLAGBORG udfører alle former for opbygninger på både store og små varebiler, lastbiler og påhængsvogne. Selskabet blev stiftet i foråret 2002 af brødrene Carsten, Jens Jørgen og Karl Erik, som tilsammen har over 75 års brancheerfaring. www.plagborg.dk

VBG GROUP, der igennem mere end 60 år har leveret materiel til transportbranchen, omfatter i dag fremstillings- og salgsselskaber i Europa, Indien og USA. Koncernen rummer en række velkendte og stærke varemærker, beskæftiger omtrent 430 personer og omsatte i 2010 for over 1 mia. SEK. Det danske datterselskab, VBG Group Sales A/S, er beliggende i Ejby på Vestfyn. www.vbggroupsales.dk

Billedmateriale

Foto 1: Armatons nye, vægtoptimerede ladstolpesystem, 4000 XF, sikrer størst mulig nyttelast på køretøjer med en lasteevne op til 6000 kg. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-POF1.jpg

Foto 2: Efter at have vundet en licitation på ikke færre end 500 opbygninger besluttede Brdr. Plagborg at udvikle og producere deres helt eget ladkoncept til samtlige bilmærker. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-POF2.JPG

Foto 3: Plagborg Aluletlad leveres med underramme, ladsider og for- og bagsmæk i aluminium samt bund i enten vandfast finér eller selvbærende aluminium. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-POF3.JPG

Foto 4: Da man hos Brdr. Plagborg skulle finde det bedst egnede stolpesystem til virksomhedens nye ladkoncept, faldt valget på Armaton 4000 XF. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/VBG/VBG-POF4.JPG

Billederne kan downloades i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer. Yderligere fotos kan rekvireres ved henvendelse pr. e-mail.

Læs mere her