Bedre busruter i Ringkøbing-Skjern

Buspassagererne i Ringkøbing-Skjern Kommune får flere busruter og afgange, end der var lagt op til i planen for den kollektive trafik. En ny aftale sikrer dem ekstra busbetjening for 1,2 mio. kroner.

Der bliver ikke helt så langt mellem busserne i Ringkøbing-Skjern Kommune, som der var lagt op til i forslaget fra den såkaldte Trafikstyregruppe.

En aftale mellem Region Midtjylland og Ringkøbing-Skjern Kommune medfører, at to regionale busruter, der ellers skulle overgå til kommunal drift, opretholdes som regionale ruter i fremtiden. Samtidig vil fire andre busruter få et ekstra regionalt tilskud til driften.

For Region Midtjylland er der tale om en ekstraudgift på 1,2 mio. kroner i forhold til oplægget fra Trafikstyregruppen. Aftalen skal nu godkendes af Regionsrådet.

Øremærkede tilskud
Formålet med de ekstra køreture er at sikre, at de unge kan komme til og fra deres uddannelsessteder, og derfor er regionens tilskud øremærket til at sikre busture om morgenen og om eftermiddagen.

Vi anerkender, at nogle af de busture, der stod til at forsvinde, er vigtige for at kunne rekruttere og fastholde de unge i uddannelsessystemet. Det er regionens og kommunens fælles ansvar at støtte de unge i at få en uddannelse, og derfor har vi fundet denne løsning , siger regionsrådsformand Bent Hansen.

Langt mellem borgerne
Det er en fair aftale, hvor jeg er godt tilpas med, at der i forhold til oplægget er sket en klar forbedring af forbindelserne til kommunens uddannelsesinstitutioner , siger Iver Enevoldsen, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Vores kommune har den særlige udfordring, at den er landets mest vidtstrakte, så der er nogle steder langt mellem borgerne. Det må vi tage ekstra hensyn til i den kollektive trafik , siger Iver Enevoldsen.

Samlet set indebærer aftalen:
– Rute 14 Videbæk Fjelstervang Herning. Ophører, som beskrevet i Trafikstyregruppens forslag. Ringkøbing-Skjern Kommune tilpasser lokalrute 578, så pendlere og uddannelsessøgende kan skifte til rute 15 (Herning Videbæk Ringkøbing) i Havnstrup.

– Rute 26 Holstebro Spjald – Skjern. Fortsætter som regionalrute. Kørslen tilpasses, så der fra Spjald bliver samme antal afgange mellem Spjald og Holstebro som i oplægget for Spjald Skjern.

– Rute 41 Esbjerg-Varde-Skjern. Overgår til Ringkøbing-Skjern og Varde Kommuner i fællesskab, men Region Midtjylland finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne på ruten svarende til 300.000 kroner årligt.

– Rute 58 Ringkøbing Hvide Sande Nr. Nebel (og 952X Århus – Ringkøbing) Overgår til lokalrute, men Region Midtjylland finansierer betjening af uddannelsessøgende svarende til 550.000 kroner årligt (tages fra rute 952X)
Herudover udvider Region Midtjylland rute 952X med weekendkørsel (i første omgang fredag og søndag), fra Ringkøbing til Søndervig og Hvide Sande.

– Rute 61 Skjern Borris – Sdr. Felding . Ringkøbing-Skjern Kommune opretholder rute 61 som lokalrute. Regionen finansierer minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 ture hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

– Rute 69 Skjern – Tarm – Nr. Nebel. Region Midtjylland anerkender rutens betydning som regional forbindelse, bl.a. af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne også fra Nr. Nebel området. Den fortsætter som regionalrute, og Region Midtjylland lægger 500.000 kr. oven i Trafikstyregruppens forslag (i alt 1 mio. kr. om året).

– Rute 307 Vejle – (Grindsted) – Sdr. Omme – Skjern. På den lokalrute Skjern Hoven – Ørbæk, som Ringkøbing-Skjern Kommune opretter til erstatning for rute 307, finansierer regionen minimumsbetjening af hensyn til elever til ungdomsuddannelserne svarende til 1 tur om morgenen og 2 hjem om eftermiddagen. Anslået 200.000 kr.

Se detaljeret liste

Yderligere oplysninger:
Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, tlf 87 28 50 10 / 40 31 37 07
Iver Enevoldsen, Borgmester, Ringkøbing-Skjern Kommune, Telefon: 97 31 14 06 / 21 47 38 65

Læs mere her

Nyt slibetog får ilddåb mellem Vejle og Herning

Banedanmarks schweiziske slibe-entreprenør har fået bygget et nyt ildsprudende slibetog. Toget skal have sin ilddåb på sporskifter mellem Vejle og Herning. Toget skal testes og indstilles, så det er klar til efterårets slibekampagne forskellige steder i Danmark.

Seks italienske, specialuddannede banearbejdere og et helt nyt sporskifteslibetog sætter kursen mod Danmark for at slibe sporskifter.

Det nye slibetog får sin ilddåb, når det fra den 30. september til den 8. oktober skal slibe sporskifter ni steder mellem Vejle og Herning: i Grejsdal, Jelling, Gadbjerg, Give, Thyregod, Brande, Fasterholt, Kølkær og Herning. Herefter fortsætter slibetoget til strækningen mellem Langå og Viborg, hvor der skal slibes sporskifter i Rødkærsbro, Bjerringbro, Ulstrup og Langå.

– Toget er helt nybygget, så de første seks dage mellem Vejle og Herning og efterfølgende to dage mellem Langå og Viborg er en slags test, fortæller Pernille Skovrup, som har ansvar for det ildsprudende slibetog, der frem til starten af november sliber sporskifter forskellige steder i Danmark.

Mange penge at spare
Hver nat kan italienerne nå at slibe ca. 6 sporskifter, og det betaler Banedanmark omkring 130.000 kr. for – pr. nat.

– Banedanmark har i mange år fået slebet skinner og sporskifter med jævne mellemrum, fordi slibningen forlænger sporskifternes og skinnernes levetid med flere år. Et nyt sporskifte koster for eksempel omkring en million kroner, så pengene til slibningen er godt givet ud, siger Pernille Skovrup.

Ild på skinnerne
Når slibetoget er i aktion, står der gnister op fra sporskifterne. Og det har af og til forskrækket naboerne til jernbanen.

– Vi har haft naboer, der ringede til os eller politiet, fordi de troede, at der var ild i et tog eller på skinnerne. Men så har det bare været slibetoget, der var i gang med at slibe sporskifter eller skinner.

Sporskifterne bliver for det meste slebet om aftenen og om natten for at forstyrre passagertogene så lidt som muligt.

Kontakt og information
For yderligere information om sporskifte- og skinneslibningen kan vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup kontaktes inden for normal arbejdstid på telefon 8227 2372. Assisterende vedligeholdelsesleder Hanne Sahlertz Nielsen kan kontaktes på telefon 8227 2371, og Banedanmarks pressevagt træffes på telefon 8234 1313.

Efter aftale med Banedanmarks pressevagt er det er muligt for pressen at køre med på slibetoget.

Fakta om slibetoget

Sporskifteslibetoget er ejet af det schweiziske firma Speno International. Mandskabet på slibetoget er specielt uddannet og kommer fra Italien.

Toget er 22 meter langt, vejer 85 tons og har 16 slibesten, der hver især kan indstilles i forskellige vinkler, således at hver enkelt slibesten kan anvendes, hvor der er behov for at fjerne metal.

Togets max-hastighed er 70 km/t. Når det sliber sporskifter, kører det 2-12 km/t.

Læs mere her

Banedanmark tager kampen op mod de nedfaldne blade

Bladene på træerne er blevet gule og røde, og snart falder de ned fra træerne. Det betyder samtidig at sæsonen er skudt i gang for Banedanmarks løvfaldstroljer, der i den kommende måneds tid vil patruljere på sporene og holde skinnerne fri for blade. Hvis ikke bladene bliver fjernet, får togene svært ved at bremse og accelerere. Det kan de give forsinkelser, og derfor benytter Banedanmark på Kystbanen i år et nyt middel til at holde løvfaldet stangen.

Kystbanen er en af de strækninger, som er hårdest ramt af nedfaldne blade, og her vil skinnerne blive smurt med produktet Sandite, som er en form for gelé med sand i. Sandite øger friktionen mellem hjul og skinner og påføres for at forbedre togenes accelrations- og bremseevne, og det benyttes allerede med succes i Holland og England.

Vi har fået monteret et Sandite-anlæg på en af vores troljer og har netop testet produktet på Nordvestbanen med gode resultater. Sandite lægges direkte ud på skinnerne, og når det efterfølgende tog passerer, trykkes det ud over hele overfladen, og friktionen forbedres. Og det kunne tydeligt mærkes på togenes evne til at bremse og komme op i fart, da vi gennemførte testen først på ugen, siger projektleder Jacob Teckemeier fra Teknisk Drift, Forst & Broer i Banedanmark.

Hvis man ikke sørger for at holde skinnerne fri for blade, vil de klæbe fast til skinnerne. Det gør skinnerne glatte og gør det vanskeligere for togene at sætte i gang, hvilket igen kan føre til, at der opstår forsinkelser.

Landsdækkende løvfaldskørsel fra på mandag

Der køres med Sandite på Kystbanen fra mandag den 4. oktober, og samme dag går Banedanmarks landsdækkende løvfaldskampagne i gang. Banedanmarks troljer har i år fået kraftigere dyser, hvilket giver en bedre effekt, når skinnerne skal spules fri for blade. Løvfaldsperioden varer typisk mellem seks og otte uger alt afhængig af efterårsvejret. Hård blæst og frost betyder, at bladende falder hurtigt, men bliver efteråret stille og lunt, så er det nødvendigt, at køre i længere tid.

Banedanmarks løvfaldstroljer kører i dette efterår på følgende strækninger:

Grenåbanen, Århus-Skanderborg, Svendborgbanen, Roskilde-Kalundborg, Roskilde-Haslev, Kystbanen, Roskilde-Odense, Fredericia-Esbjerg-Hedensted-Vejle-Jelling-Fredericia, Fredericia-Odense-Taulov-Middelfart-Fredericia.

På Kystbanen kører troljerne tre gange i døgnet, på de øvrige strækninger spules skinnerne fri for blade en gang dagligt mens S-banen spules efter behov.

Læs mere her

Stitunnel ved Vejle fjernes

Banedanmark tager om kort tid fat på at fjerne stitunnelen under jernbanen ved Ulvehave. Arbejdet går i gang fredag den 17. maj, og vi forventer at være færdige fredag den 24. maj. Dog kan vejrliget eller andre uforudsete hændelser betyde, at arbejdet bliver forsinket.

Hvad går arbejdet ud på
Vi fjerner stitunnellen og retablerer dæmningen.

Hvornår foregår arbejdet
En del af arbejdet finder sted i dagtimerne, men vi er nødt til i perioder også at arbejde om natten for at genere togtrafikken mindst muligt. Vi kan desværre ikke undgå at støje, når vi fjerner den gamle beton og kører materialer til og fra. Arbejdet kan desuden medføre støvgener. Vi bestræber os på at minimere generne, når vi arbejder.

Tog erstattes af busser
I pinsen vil der pga. flere sporarbejder blive indsat togbusser mellem Fredericia og Vejle. Se mere på www.dsb.dk og www.rejseplanen.dk.

Undskyld vi forstyrrer
Banedanmark beklager de gener, du som nabo kan opleve i forbindelse med vores arbejde med broen.

Yderligere information og kontakt
Spørgsmål om arbejdet kan rettes til byggeleder Lars Banke Hansen på telefon 2523 5351 eller pr. e-mail lbhs@bane.dk.

Læs mere her

Nyt forsøg med overhalingsforbud for lastbiler

Et nyt etårigt forsøg på Østjyske Motorvej skal sætte en stopper for de såkaldte elefantvæddeløb , hvor lastbiler foretager langvarige overhalinger til gene og utryghed for de øvrige trafikanter.

Når lastbiler foretager de såkaldte elefantoverhalinger på motorvejene, nedsætter det fremkommeligheden og skaber utryghed for de øvrige trafikanter. Derfor indleder Vejdirektoratet i december 2010 et etårigt forsøg med overhalingsforbud for lastbiler på Østjyske Motorvej.

Transportminister Hans Christian Schmidt udtaler i den forbindelse:

– Jeg synes, at det er vigtigt, at vi udnytter vores veje, således vi kan få den bedst mulige fremkommelighed for alle trafikanter. Jeg har derfor taget initiativ til at gennemføre et etårigt forsøg med overhalingsforbud for lastbiler på en længere sammenhængende strækning på Østjyske Motorvej.

– Forsøget skal give os mere viden om de effekter, som et overhalingsforbud for lastvogne over en længere vejstrækning har på fremkommelighed, udnyttelsen af den eksisterende vejkapacitet og på trafiksikkerheden.

Strækningen vil være cirka 60 km lang og være fra Skærup syd for Vejle til lidt nord for tilslutningsanlæg Skanderborg V.

Forbuddet vil gælde fra kl. 06.00 til 20.00 på hverdage (mandag til fredag). Dog vil det forsat være tilladt lastbilerne at overhale et andet køretøj, hvis der lovligt kan opnås en hastighedsforskel på 20 km/t mellem lastbilen og det overhalede køretøj (eksempelvis en særtransport, der kun må køre 60 km/t.)

En arbejdsgruppe bestående af Dansk Transport og Logistik, Danske Busvognmænd, 3F Transportgruppen, FDM, Rigspolitiet, Trafikstyrelsen, International Transport Danmark, Sydøstjyllands politi, Dansk Industri (DI), Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL) og Vejdirektoratet vil følge forsøget tæt.

Læs mere her

Ny analyse af forbindelserne mellem Vest og Østdanmark

Som led i de strategiske analyser, der blev igangsat med Aftalen om En Grøn Transportpolitik i januar 2009, er der gennemført en screening af den langsigtede indretning af banekapaciteten mellem Vest- og Østdanmark.

I analysen er de enkelte strategier vurderet på et overordnet niveau i forhold til trafikale effekter, mulighederne for samtidige forbedringer af den lokale banebetjening i det østjyske bybånd, anlægsøkonomi samt potentiale i forhold til at overflytte vejtrafik til bane. Der er analyseret tre alternative løsningsmuligheder:

Lillebælt alternativet: Timemodellen mellem Odense og Århus realiseres med en kortere linjeføring og bedre banekapacitet i den nuværende korridor over Lillebælt og Vejle Fjord
Bogense-Juelsminde alternativet: Timemodellen mellem Odense og Århus etableres med en direkte linjeføring mellem Odense og Horsens via en ny fast forbindelse mellem Bogense og Juelsminde
Kattegat alternativet: Løsningen indebærer en direkte linjeføring mellem København og Århus via Kattegat og Samsø. Løsningen vil udgøre et alternativt koncept med markant kortere rejsetider mellem København og Århus, men vil ikke i sig selv indebære korte rejsetider mellem Odense og Århus.

En række forhold vil skulle afdækkes nærmere i det videre analysearbejde. Med screeningen tages der således ikke stilling til spørgsmålet om, hvordan timemodellen skal realiseres, og screeningen udgør ikke et egentligt beslutningsgrundlag.

Transportminister Hans Christian Schmidt udtaler:

– Jeg synes det er spændende, at vi nu har modtaget denne analyse af timemodellen fra Trafikstyrelsen.

– Det er vigtigt for hele Danmark, at vi har gode og effektive forbindelser mellem landsdelene. Jeg synes, at analysen er et vigtigt bidrag til debatten om, hvordan vi binder Øst- og Vestdanmark bedre sammen.

– Jeg mener også, at det nu er vigtigt nærmere at belyse sammenhængen mellem løsningsmodellen for timemodellen og mulighederne for at udvikle vejkapaciteten i Jylland.

– Jeg ser frem til at drøfte problemstillingerne med forligspartierne bag aftalen om En Grøn Transportpolitik.

Læs mere her

Q8 sætter fokus på farten i Horsens Kommune

Sammen med Rådet for Sikker Trafik holder Q8 en farverig event på servicestationen i Horsens på søndag den 15. maj. Her kan man bl.a. få demonstreret, hvordan politiets fotovogne fungerer. Hør også Danmarks Længste Landevejsblues sunget og spillet “live”.

Konturerne af en lille vinkende pige dukker i disse uger op overalt langs landevejene – på skilte, plakater, brochurer og i tv-reklamer. Hun skal gøre opmærksom på, at mange trafikanter kører alt for stærkt på de danske landeveje – også i Horsens Kommune.

Hvor slemt det slår til i Horsens og omegn, kan man få syn for sagn på hos Q8 i Horsens. Den travle servicestation på Vejlevej 145 bliver nemlig søndag den 15. maj centrum for en farverig event, der sætter fokus på konsekvenserne af de høje hastigheder på landevejene.

Når bilisterne og andre trafikanter trykker for hårdt på speederen, mens de kører på landevejen, udsætter de nemlig ikke kun sig selv og medtrafikanterne for højere risiko for uheld, kvæstelser og dødsfald. De er også med til at skabe en stor usikkerhed hos de mange mennesker, der bor langs landevejene.

Eventen hos Q8 i Horsens på søndag er et vigtigt led i den store fartkampagne, som Rådet for Sikker Trafik i de kommende uger gennemfører sammen med politiet, 65 kommuner (herunder Horsens), Q8 og De Regionale Færdselssikkerheds Udvalg.

Politi og musik
I søndags gennemførte Q8 et lignende trafikarrangement i Brønderslev, hvor det blev byens og dagens helt store tilløbsstykke.

Q8s forretningschef på servicestationen i Horsens, Klaus Rasmussen, håber naturligvis, at noget tilsvarende vil ske på søndag.

Ikke alle elementer er på plads endnu, fordi Q8 og Rådet for Sikker Trafik gerne vil gøre eventen så aktuel og relevant som mulig.

På nuværende tidspunkt er det bl.a. sikkert, at Sydøstjyllands Politi stiller op med en af sine fotovogne. Politiet holder “åbent hus” i fotovognen, så Horsens trafikanter kan studere nærmere, hvordan fart-udstyret fungerer.

I år har den store landsdækkende fartkampagne også et musikalsk islæt i samarbejde med Danmarks Radios P4 Formiddag.

Musikeren og komponisten Nellie Ettison har nemlig skrevet en blues-melodi, der skal blive Danmarks og måske verdens længste landevejs-blues, efterhånden som danskerne skriver nye vers til melodien.

Blues-sangen og en stribe andre gode melodier vil kunne høres “live” under eventen hos Q8 i Horsens som en del af den musikalske underholdning.

Vigtigt signal for Q8
Det er vigtigt for Q8 at være en god samfundsborger, og virksomheden har derfor valgt at støtte Rådet for Sikker Trafiks fartkampagner gennem flere år.

“På landsplan har vi hver måned kontakt med over en million kunder. En stor del af dem er bilister, chauffører og andre trafikanter, der kommer kørende til og fra vores servicestation. Det var derfor oplagt at gå i tæt samarbejde med Rådet for Sikker Trafik, der gør et stort arbejde for at få os danskere til at køre mere fornuftigt og tænke os lidt mere om i trafikken,” siger direktør Helle Dahlgren Skov fra Q8.

Også lokalt – på Q8-stationen i Horsens – støtter man op om initiativet:

“Når man hører, at der i de senere år er dræbt 22 mennesker og kvæstet 136 i trafikulykker*** på landevejene alene i Horsens Kommune, kan man svært lade være med at tænke over, hvordan det kunne have været undgået. Vi kan ikke diktere, at vores kunder skal køre langsommere og overholde fartgrænserne på landevejene, men vi giver gerne vores bidrag til at få bilisterne til at tænke sig mere om, inden de trykker på speederpedalen,” siger forretningschef Klaus Rasmussen fra Q8 i Horsens.

Trafik-arrangementet hos Q8 på Vejlevej 145 i Horsens holdes søndag den 8. maj i tidsrummet mellem kl. 11 og 16. Alle er velkomne.

* Megafon analyse for Rådet for Sikker Trafik
** Analyse fra Vejdirektoratet
***Ifølge tal fra Rådet for Sikker Trafik og Vejdirektoratet blev der i perioden fra 2006 til 2010 kvæstet 136 personer og dræbt 22 personer ved trafikulykker på landevejene i Horsens Kommune.

Læs mere her

Variant lancerer maskintrailer med parabolske bladfjedre

Ny, danskproduceret trailer skal gøre transport af minigravere og maskiner mere behagelig. Hemmeligheden ligger i bladfjedrene, der muliggør hårdere belastning, bedre kørekomfort og billigere vedligeholdelse.

Efter mange måneders udvikling, konstruktion og afprøvning præsenterer Variant nu markedets første danskproducerede maskintrailere med parabolske bladfjedre. Serien, der går under navnet MAXI LOAD, spås af fabrikken stor popularitet blandt entreprenører og håndværkere.

Man vælger også serien på grund af den ekstra lave læssehøjde på ned til 37 cm samt de kraftige, skridsikre trædeplader på hver side af ladkassen, der gør det nemt at stige af og på. Mest populær er udgaven på 400 cm, fordi det ekstra store lad giver plads til maskiner eller redskaber ud over minigraveren eller minilæsseren, lyder det fra salgschef Andreas Buhl, der især fremhæver MAXI-LOAD-trailernes slidstyrke og kørekomfort.

De nye MAXI-LOAD-produkter kan klare endnu hårdere belastning end tidligere udgaver. Affjedringen er kraftigt forbedret takket være gennemgående aksler med parabolske bladfjedre og de store bremsetromler med lukkede lejer. Det giver langt bedre kørekomfort ved forhindringer eller på hullet vej, også med tom trailer. Samtidig reduceres slitagen og dermed reparationsbehovet.

Ifølge salgschefen har først og fremmest brugerne æren for, at Variant nu kan fremvise den første danskproducerede maskintrailer med parabolske bladfjedre. Vi har valgt at tage idéen op efter talrige opfordringer fra vore kunder, fortæller han.

Nemmere og sikrere arbejdsdag

Inden introduktionen har traileren været igennem en lang række hårde tests, hvor der bl.a. er blevet fokuseret på affjedring, bremsekraft og rampestyrke. De mange tests er gennemført i samarbejde med en af Europas førende aksel- og bremseproducenter.

MAXI LOAD kommer med en række gennemtænkte funktioner, der skal bidrage til en nemmere og sikrere arbejdsdag, siger Andreas Buhl. Han fremhæver, at alle ståldele er helsvejste og varmgalvaniserede. Det gælder både chassis, vanger, trækstang og den 130 cm høje læsserampe med kraftig støddæmper og justerbare støtteben. Desuden er de lukkede stålsider standard.

Alle seriens fem modeller er godkendt til synsfri sammenkobling og leveres med solide, gennemtestede kuglekoblinger, ekstra kraftigt næsehjul samt redskabsplatform i fronten. MAXI LOAD fås med en ladlængde fra 260 til 400 cm, en bredde på 150 eller 180 cm samt en totalvægt på enten 2.000, 2.700 eller 3.500 kg, hvoraf sidstnævnte udgave leveres med støbte koblinger og indbygget lås.

Den ny MAXI-LOAD-serie fås lige nu hos Variants mere end 150 forhandlere i Danmark til særlige introduktionspriser. Fabrikken henviser til nærmeste forhandler på tlf. 75 72 04 00 samt www.variant.dk.

Fakta:

Variant, der blev grundlagt i 1975, producerer et stort udvalg af både hobbytrailere og påhængsvogne til professionel brug. Bag mærket står De Forenede Trailerfabrikker A/S, der er den største danskejede trailerproducent. Al montage foregår på fabrikken i Vejle, der også rummer svejseri og jernhal. www.variant.dk

Billedtekster:

Billede 1: MAXI LOAD fra Variant er markedets første danskproducerede maskintrailere med parabolske bladfjedre.

Billede 2: Serien byder på en læssehøjde ned til 37 cm samt kraftige, skridsikre trædeplader på hver side af ladkassen. Mest populær er udgaven på 400 cm.

Billede 3: Den nye MAXI-LOAD-serie kan i kraft af de tekniske forbedringer klare hårdere belastning end tidligere udgaver. Samtidig reduceres slitagen, og kørekomforten forbedres.

Læs mere her

Stærkt reduceret togdrift fra torsdag morgen

På grund af den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse blandt håndværkerne er DSB nødsaget til at køre tog i meget reduceret omfang indtil videre. Det betyder færre og kortere tog. Og der vil sandsynligvis være mange kunder i alle tog.

»Vi beklager meget de gener, den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse giver vores kunder. Vi opererer med en overordnet nødkøreplan for den reducerede trafik, så kunderne ved, hvilke tog de kan regne med, men vi må nok forvente, at der kommer afvigelser. Så vi opfordrer kunderne til at holde sig orienteret via dsb.dk, DSB’s Facebook-profil og i medierne,« siger trafikinformationschef Tony Bispeskov.

Allerede i løbet af i dag onsdag må der forventes reduceret trafik i eftermiddagsmyldretiden, men fra i morgen vil følgende nødkøreplan træde i kraft.
InterCityLyn-togene er eneste tog mellem Aarhus H og Frederikshavn og kører efter en ændret plan.
InterCity-togene mellem Københavns Lufthavn, Kastrup og Lindholm kører ikke.
InterCity-togene mellem Østerport og Sønderborg kører som normalt.
InterCity-togene mellem Østerport og Esbjerg og mellem Østerport og Flensborg kører ikke. Kunder til og fra Esbjerg skal skifte tog i Fredericia. Kunder til og fra Flensborg skal skifte mellem tog og bus i Tinglev.
Børneguide-ordningen kører ikke.

Hovedstadsområdet
10-minutters drift med kortere tog end normalt på S-togslinjerne i myldretiden. Derudover 20-minutters drift i de grå tider.
Ringbanen kører hvert 4-5. minut i myldretiderne. Derudover 10-minutters drift.
20-minutters drift på Kystbanen.

Sjælland
To-timers drift med InterCity-tog, der betjener Slagelse, Korsør og Nyborg.
Timedrift på alle øvrige regionalstrækninger på Sjælland. Regionaltogene, der normalt kører mellem Østerport og Ringsted, kører i stedet mellem Østerport og Slagelse.

Jylland og Fyn
To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Vejle og Struer.
To-timers drift i regionaltogstrafikken mellem Fredericia og Padborg med skift mellem tog og bus i Tinglev.
To-timers drift i regionaltogstrafikken på Vestfyn mellem Odense og Fredericia.

Tilbagebetaling til kunderne
Kunder, der ikke ønsker at rejse alligevel, kan få pengene for billetter og periodekort betalt tilbage uden gebyr. Det gælder også DSB Orange- og Print Selv-billetter.

Al pladsreservation er suspenderet indtil videre.

Rejsetidsgarantien gælder
Det vil sige, at kunder, der er 30 minutter eller mere forsinkede, har ret til økonomisk kompensation eller en ny billet til en tilsvarende rejse.

Pendlerrejsetidsgarantien gælder også.

Læs seneste nyt om ændringerne i trafikken her: http://www.dsb.dk/kundeservice/trafikinformation/

Læs mere her

Konkurrencen om jernbaneanlæg for 4 milliarder i gang

I alt seks totalentreprenører er blevet prækvalificerede til at byde på de første broarbejder til Den nye bane København-Ringsted. De har modtaget det omfattende udbudsmateriale og vil medio marts komme med første bud på i alt fem bygværker i Vallensbæk og Brøndby kommuner, hvor der skal bygges tre store vejbroer og to mindre jernbanebroer langs sydsiden af Holbækmotorvejen. Herefter kommer der forhandlingsrunder, og Banedanmark forventer at kunne skrive kontrakt med den vindende totalentreprenør i slutningen af juni 2012.

Dermed er der taget hul på det største landanlægsarbejde i Danmark siden Vestvolden blev bygget i årene 1888-1892. Langs den 60 km lange nye bane skal der bearbejdes jord og bygges broer og tunneler for cirka 4 mia. kr. Senere følger udbud af de jernbanetekniske arbejder til Danmarks første højhastighedsbane, som åbner for trafik i 2018 og koster 10,4 mia. kr.

Entreprenørerne skal foreslå løsninger
Det første anlægsudbud er led i regeringens mål om at få sat arbejde i gang hurtigt med fremrykkede investeringer.

Projektdirektør Jan Schneider-Tilli, Banedanmark, ser frem til at se entreprenørernes forslag:

Det er nu op til entreprenørerne at finde deres egen måde at løse opgaverne på. Vi har sluppet kreativiteten løs og håber, at totalentreprenørerne lægger sig i selen for at vise deres evner .

Væsentlig forøgelse af kapaciteten
Den nye bane København-Ringsted er nødvendig for at kunne udbygge den kollektive trafik. Den nye bane forøger nemlig kapaciteten væsentligt, så der kan køre flere tog. Banen er første etape i den politiske plan om en timemodel, som skal nedbringe rejsetiderne til 1 time mellem her København Odense, samt Aarhus og Aalborg, siger Jan Schneider-Tilli.

Den nye bane fjerner flaskehalsen mellem København og Roskilde, den er helt afgørende for pendlertrafikken på Sjælland til og fra København, den sikrer passagertrafikken mellem landsdelene og den international passager- og godstrafik. Dette er det første udbud, og det bliver interessant at se, hvad de seks entreprenører har at byde på, siger Jan Schneider-Tilli.

Gamle haver viger, nye opstår
De førstkommende broarbejder udføres ved Søndre Ringvej, Brøndbyvej, Vallensbæk Torvevej, Horsestien og Vejlegårdsvej.

For at give plads til broarbejderne ved Søndre Ringvej og Brøndbyvej bliver der foretaget besigtigelse og ekspropriation allerede i maj og juni 2012 af 49 kolonihaver og 66 nyttehaver i Brøndby Haveby samt godt 20 andre ejendomme. Det sker på foranledning af en uvildig ekspropriationskommission, som ved erstatning erhverver private og kommunale arealer til staten.

Anlægsarbejdet forventes at begynde i andet halvår i 2012 og afsluttes i begyndelsen af 2015.

Se i øvrigt kort over Den nye bane København-Ringsted på Banedanmarks hjemmeside.

Fakta:
De 6 prækvalificerede entreprenørfirmaer, er:
1) Aarsleff Bane og Anlæg I/S (Aarsleff Rail A/S og Per Aarsleff A/S med Rambøll Danmark A/S som rådgiver)
2) E Pihl & Søn A/S med Grontmij A/S som rådgiver
3) Alpine Bau GmBH, Salzburg, Østrig
4) CG Jensen A/S (CG Jensen A/S og Barslund A/S med Atkins Danmark A/S og ISC A/S som rådgivere)
5) NCC Construction A/S med NIRAS A/S som rådgiver
6) MT Højgaard A/S med COWI A/S som rådgiver

Læs mere her