Vibrationssikre batterier til lastbiler er endelig kommet

Exide Technologies lancerer nu en helt ny serie af batterier til kommercielle køretøjer. Flagskibet i serien, batteriet Expert HVR, bygger på High Vibration Resistent teknologi (HVR). Med dette batteri, bliver Exide Technologies den første producent på eftermarkedet for hvem det er lykkedes at indbygge teknologien i et batteri. Dét er specielt godt nyt for alle AdBlue lastbiler.

Exide Technologies nye flagskibsbatteri, Expert HVR, er specielt udviklet til at kunne absorbere de vibrationer motor og chassis frembringer. Dét giver batteriet en meget længere levetid og dermed en bedre økonomi.

Stor fordel for lastbiler med den miljøbeskyttende AdBlue teknologi
Hovedparten af de europæiske lastbilsproducenter har siden 2006 udstyret nye lastbiler med SCR-teknologi (selektiv katalytisk reduktion), der kræver brug af AdBlue for at kunne leve op til EU s krav om mindre udledning af skadelige partikler.

For at skabe plads til tanken, der skal indeholde AdBlue væsken, har lastbilsproducenterne måttet flytte batteriet længere tilbage i chassisrammen, hvilket udsætter det for endnu flere vibrationer end tidligere.

Mange kræfter i spil
Exide s mange kunder blandt lastbilsproducenterne, såsom Iveco, MAN, Renault Lastbiler og Scania, har været ivrige efter at finde en løsning på batteriets mere udsatte placering i chassiset.

Da Exide ville være den første på markedet med en vibrationssikker teknologi, har de investeret kraftigt i research og udvikling.

Vores ingeniører og teknikere har kombineret deres kræfter inden for OEM og eftermarkedet. Det har gjort at vi har kunnet udvikle et teknologisk kompliceret batteri på rekordtid i forhold til den normale udviklingsproces. Vi kan nu tilbyde vores kunder og samarbejdspartnere det mest effektive og teknologisk avancerede batteri tilgængeligt i dag, forklarer Magnus Ohlsson, VP sales and marketing, Aftermarket Europa, Exide Technologies.

Hvordan virker det
Levetiden på et Expert HVR batteri forlænges ved at lægge et isolerende lag rundt om kernekomponenterne, så de er beskyttet mod de øgede vibrationer, deres nye placering udsætter dem for. Batteriet er indkapslet i en forstærket beholder, og er designet til både at absorbere vibrationerne og låse komponenterne fast. Batteriet er designet til at holde længere og yde mere end andre batterier, og kan bruges i lastbiler med og uden AdBlue.

Den nye batteriserie
Expert HVR batteriet er det stærkeste batteri i den nye serie til kommercielle køretøjer. Derudover består serien af batterierne Professional Power og Professional. Expert HVR og Professional Power er vedligeholdelsesfrie batterier med flade låg, og alle tre typer er specialdesignede til at imødekomme alle kundetyper.

Med den nye serie, skærer Exide Technologies deres tilbud ned fra fire til tre serier. Dels for at gøre deres produktportefølje nemmere at overskue, men også for at kunne tilbyde flere batteriegenskaber til alle kunder. Exide Technologies produktportefølje består af mærkerne Exide i Danmark og Finland, Sønnak i Norge samt Exide og Tudor i Sverige.

Den nye batteriserie er ikke kun et plus for kunderne og forhandlerne. AdBlue reducerer CO2 udledningen og vores forbedringer af batteriet betyder, at det kan yde mere end før på dets nye placering. Samlet set er det godt nyt for miljøet, siger Magnus Ohlsson.

Fakta om AdBlue
Tilbage i 2006 skærpede EU miljøkravet til udstødningsgasser fra dieseldrevne lastbiler. Hovedparten af Europas lastbilsproducenter har derfor udstyret nye lastbiler med SCR-teknologi (selektiv katalytisk reduktion), der kræver brug af AdBlue. AdBlue er en væske, der sænker udledningen af skadelige partikler. I praksis fungerer AdBlue ved, at væsken fyldes i en separat tank, hvorfra den bliver sprøjtet ind i lastbilens udstødningssystem. Her passerer den katalysatoren og nedbryder udstødningsgasser til uskadeligt vand og kvælstof. Trods sit navn, er AdBlue ikke blå, men klar i farven. Den er sikker både at transportere og håndtere.

Om Exide Technologies
Exide Technologies har aktiviteter i mere end 80 lande, og er én af verdens største producenter af blybatterier. Selskabet har fire globale koncerner: Transportation Americas, Transportation Europe og Rest of World, Industrial Energy Americas, Industrial Energy Europe og Rest of World, der tilbyder en bred vifte af produkter og tjenester indenfor oplagret elektrisk energi til industri- og transportsektoren. Transportation-divisionen leverer original- og reservedele til biler, landbrugs- og entreprenørmaskiner, lastbiler og marinefartøjer samt nye teknologier til hybridbiler. Industrial Energy-divisionen leverer batterier og ladere til bl.a. telekommunikationsløsninger, nødstrømsanlæg, UPS, DC-installationer, trucks, rengøringsmaskiner samt andre erhvervskøretøjer. Mere information om Exide Technologies findes på: www.exide.dk

Læs mere her

Rødbyhavn bliver produktionssted for standardtunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen

Forligspartierne bag den faste forbindelse over Femern Bælt har den 1. juni 2011 besluttet at følge Femern A/S indstilling om at placere produktionen af standardtunnelelementer i Rødbyhavn.

Europa-Kommissionen offentliggjorde i november 2010 en ny fortolkning af VVM-direktivet. Den nye fortolkning indebærer, at miljøgodkendelsen af Femern Bælt-forbindelsen og nødvendig produktionsplads til etableringen af den faste forbindelse skal ses i sammenhæng og indgå i en samlet godkendelsesproces. Det indebærer, at Femern A/S skal udpege konkrete arealer, hvor produktionen kan placeres. Entreprenørerne er forpligtede til at anvende de valgte arealer.

Den 26. maj 2011 afleverede Femern A/S sin indstilling til transportministeren om, at Rødbyhavn udpeges som produktionsplads. Det er selskabets klare vurdering, at Rødbyhavn er den mest hensigtsmæssige placering blandt de mere end 20 lokaliteter, der har været undersøgt. Produktionen af standardtunnelelementer giver beskæftigelse til gennemsnitligt ca. 2.000 personer om året i løbet af den 6½ år lange byggeperiode.

Transportminister Hans Chr. Schmidt udtaler i den forbindelse:

– Jeg er glad for, at forligspartierne i dag i enighed har tilsluttet sig Femern A/S indstilling om at placere produktionen af standardtunnelelementer til Femern Bælt-forbindelsen i Rødbyhavn.

– Det viser de syv forligspartiers solide opbakning til projektet.

Læs mere her

Stor ansøgningsrunde for EU-midler til transportinfrastruktur

Europa-Kommissionen har opslået en ny ansøgningsrunde inden for programmet transeuropæiske transportnet (TEN-T).

Europa-Kommissionen har opslået en ny ansøgningsrunde inden for programmet transeuropæiske transportnet (TEN-T). Programmet støtter udbygningen af europæisk transportinfrastruktur. Puljen er på 1.265 mio. .

Ansøgningsrunden er opdelt i et flerårigt og et årligt program.

Det flerårige arbejdsprogram har fokus på implementeringen af TEN-T-prioritetsprojekterne. Der afsættes desuden midler til intelligente transportsystemer inden for jernbane, vej, lufttrafikstyring og indre vandveje samt til det maritime program Motorways of the Sea . Det samlede budget for den flerårige program er på 1.015 mio. .

Det årlige program har et budget på 250 mio. , og dækker en mere bred vifte af infrastrukturprojekter inden for alle transportformer.

Fristen for ansøgninger til Kommissionen er den 28. februar 2013.

Ansøgerne sender selv ansøgningen ind til Kommissionen både elektronisk og i papirform. Idet alle ansøgninger med dansk involvering dog skal valideres af Transportministeriet inden indsendelse, ønskes ansøgningerne modtaget til Transportministeriet senest den 15. februar 2013 på tro@trm.dk. Hvis man ønsker at søge, anbefales det desuden, at man kontakter Transportministeriet på samme adresse tidligt i processen.

Læs mere her

Variant lancerer maskintrailer med parabolske bladfjedre

Ny, danskproduceret trailer skal gøre transport af minigravere og maskiner mere behagelig. Hemmeligheden ligger i bladfjedrene, der muliggør hårdere belastning, bedre kørekomfort og billigere vedligeholdelse.

Efter mange måneders udvikling, konstruktion og afprøvning præsenterer Variant nu markedets første danskproducerede maskintrailere med parabolske bladfjedre. Serien, der går under navnet MAXI LOAD, spås af fabrikken stor popularitet blandt entreprenører og håndværkere.

Man vælger også serien på grund af den ekstra lave læssehøjde på ned til 37 cm samt de kraftige, skridsikre trædeplader på hver side af ladkassen, der gør det nemt at stige af og på. Mest populær er udgaven på 400 cm, fordi det ekstra store lad giver plads til maskiner eller redskaber ud over minigraveren eller minilæsseren, lyder det fra salgschef Andreas Buhl, der især fremhæver MAXI-LOAD-trailernes slidstyrke og kørekomfort.

De nye MAXI-LOAD-produkter kan klare endnu hårdere belastning end tidligere udgaver. Affjedringen er kraftigt forbedret takket være gennemgående aksler med parabolske bladfjedre og de store bremsetromler med lukkede lejer. Det giver langt bedre kørekomfort ved forhindringer eller på hullet vej, også med tom trailer. Samtidig reduceres slitagen og dermed reparationsbehovet.

Ifølge salgschefen har først og fremmest brugerne æren for, at Variant nu kan fremvise den første danskproducerede maskintrailer med parabolske bladfjedre. Vi har valgt at tage idéen op efter talrige opfordringer fra vore kunder, fortæller han.

Nemmere og sikrere arbejdsdag

Inden introduktionen har traileren været igennem en lang række hårde tests, hvor der bl.a. er blevet fokuseret på affjedring, bremsekraft og rampestyrke. De mange tests er gennemført i samarbejde med en af Europas førende aksel- og bremseproducenter.

MAXI LOAD kommer med en række gennemtænkte funktioner, der skal bidrage til en nemmere og sikrere arbejdsdag, siger Andreas Buhl. Han fremhæver, at alle ståldele er helsvejste og varmgalvaniserede. Det gælder både chassis, vanger, trækstang og den 130 cm høje læsserampe med kraftig støddæmper og justerbare støtteben. Desuden er de lukkede stålsider standard.

Alle seriens fem modeller er godkendt til synsfri sammenkobling og leveres med solide, gennemtestede kuglekoblinger, ekstra kraftigt næsehjul samt redskabsplatform i fronten. MAXI LOAD fås med en ladlængde fra 260 til 400 cm, en bredde på 150 eller 180 cm samt en totalvægt på enten 2.000, 2.700 eller 3.500 kg, hvoraf sidstnævnte udgave leveres med støbte koblinger og indbygget lås.

Den ny MAXI-LOAD-serie fås lige nu hos Variants mere end 150 forhandlere i Danmark til særlige introduktionspriser. Fabrikken henviser til nærmeste forhandler på tlf. 75 72 04 00 samt www.variant.dk.

Fakta:

Variant, der blev grundlagt i 1975, producerer et stort udvalg af både hobbytrailere og påhængsvogne til professionel brug. Bag mærket står De Forenede Trailerfabrikker A/S, der er den største danskejede trailerproducent. Al montage foregår på fabrikken i Vejle, der også rummer svejseri og jernhal. www.variant.dk

Billedtekster:

Billede 1: MAXI LOAD fra Variant er markedets første danskproducerede maskintrailere med parabolske bladfjedre.

Billede 2: Serien byder på en læssehøjde ned til 37 cm samt kraftige, skridsikre trædeplader på hver side af ladkassen. Mest populær er udgaven på 400 cm.

Billede 3: Den nye MAXI-LOAD-serie kan i kraft af de tekniske forbedringer klare hårdere belastning end tidligere udgaver. Samtidig reduceres slitagen, og kørekomforten forbedres.

Læs mere her

Dækpolitik kan spare vognmænd for millioner

Anders Nielsen & Co, der er markedsleder inden for containertransport, vil reducere den årlige CO2-udledning fra sine biler med 2.300 ton. Et af de væsentligste midler er en ny dækstrategi, der samtidig sparer virksomheden for millioner.

Med en flåde på 1.100 sættevogne og 500 tilknyttede lastbiler er Anders Nielsen & Co A/S blandt Nordeuropas absolut største aktører inden for containertransport. En proaktiv miljøstrategi muliggør betydelige reduktioner i både omkostninger og miljøbelastning. Vi arbejder over en bred front med at nedbringe vort CO2-udslip og opnå besparelser gennem bæredygtighed. Midlerne er bl.a. en ny bilflåde, chaufføruddannelse, biodiesel og kørselsplanlægning. Desuden satser vi på start-stop, fartbegrænsning og kørselsmonitorering i bilerne, forklarer miljøchef Mogens Røigaard.

Et af de væsentligste fokusområder er virksomhedens forbrug og håndtering af dæk. En gennemtænkt dækpolitik kan i sig selv give millionbesparelser, siger miljøchefen, der i samarbejde med leverandøren Euromaster har udformet en strategi på området og løbende tester nye dæktyper.
Vores målsætning er i løbet af en femårig periode at nedbringe den årlige CO2-udledning fra vore biler med 2.300 ton. Her spiller det en nøglerolle, at det sammen med Euromaster er lykkedes at opnå betydelige besparelser på brændstofforbruget.

For høj rullemodstand er dyrt

Lufttryk og dækvalg har stor betydning for brændstoføkonomien. Er rullemodstanden blot 6-7 pct. for høj, vil det typisk give en årlig merudgift på over 20.000 kr. pr. bil ved 120.000 kørte km, siger salgskonsulent Søren Brinck fra Euromaster, som har rådgivet Anders Nielsen & Co om forbedret dækøkonomi. Til lastvognenes forhjul er derfor valgt Michelin XZE2+, hvis merpris tjener sig hjem i kraft af lavere rullemodstand og længere levetid.

Mogens Røigaard fortæller, at Anders Nielsen & Co har opsat kompressorer og lufttrykstavler samt haft chaufførerne på kursus hos Euromaster, hvor der bl.a. blev fokuseret på korrekt lufttryk. Gennem systematisk dæktryksmåling vil vi sikre den bedste kombination af lavt brændstofforbrug og lang dæklevetid. Vi synliggør effekten af korrekt dæktryk overfor chaufførerne, der har mulighed for at kontrollere trailerne dagligt.

Regummierede dæk giver store gevinster

På lastvognenes bagaksler samt på alle sættevogne anvendes varmregummierede dæk af mærket Laurent, som også produceres af Michelin-koncernen. Moderne lastvognsdæks karkasser er bygget til at klare op mod en mio. km. Derfor kan de bedste dæk regummieres med en ny slidbane indtil flere gange. Hver gang Anders Nielsen & Co monterer 10 af den slags dæk på et vogntog, spares miljøet for en CO2-udledning på over 1,75 ton. Erfaringerne herfra viser, at de valgte dæktyper får pris, kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed, lyder det fra Søren Brinck.

5 pct. lavere CO2-udslip

Anders Nielsen & Co har opnået tilfredsstillende resultater af sine miljøtiltag, både i form af omkostnings- og CO2-besparelser. Det er lykkedes at nedsætte CO2-udslippet pr. kørt km med 5 pct. Samtidig rummer det årlige brændstofforbrug på over 20 mio. liter potentiale for yderligere millionbesparelser. Vores totalkontrakt på dæk gør udgifterne forudsigelige og sikrer den lavest mulige pris pr. kørt km, slutter Mogens Røigaard.

Fakta:

Anders Nielsen & Co A/S er grundlagt i 1882 og transporterer containere og chassiser til og fra de vigtigste havne og terminaler i Danmark og Europa. Firmaet, der har afdelinger i København, Aarhus, Hamborg og Göteborg, råder over flere end 1.100 sættevogne samt en fast tilknyttet flåde på 500 lastbiler. www.ancotrans.dk

Euromaster Danmark A/S indgår i Euromaster-gruppen, som er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. Erhvervskunder tilbydes døgnservice med 2.800 servicevogne. I Danmark har Euromaster 43 servicecentre og ca. 210 ansatte. Nærmeste center anvises på tlf. 87 28 28 28 og på www.euromaster.dk.

Billedtekster:

Billede 1: Kombinationen af biobrændsel og en gennemtænkt dækpolitik giver store omkostnings- og milljøgevinster hos Anders Nielsen & Co.

Billede 2: Anders Nielsen & Co har i samarbejde med Euromaster udformet en dækstrategi og tester løbende nye typer.

Billede 3: Ifølge Euromaster får de valgte dæktyper pris, kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed til at gå op i en højere enhed.

Billede 4: Lufttryk og dækvalg har stor betydning for brændstoføkonomien, og merprisen for kvalitetsdæk kan retfærdiggøres af lavere rullemodstand og længere levetid.

Billederne kan hentes i højopløselige versioner fra http://www.epicent.dk/ema.html.

Læs mere her

BLIP Systems udvider med nyt salgskontor i Roskilde

BLIP Systems, førende indenfor Bluetooth og Wi-Fi teknologi til sporing i trafik og lufthavne, annoncerer åbningen af ​​deres nye salgskontor. Beliggende i Roskilde, det nye kontor skal være med til at fremme BlipTrack og intensivere deres markedsmæssige aktiviteter inden for trafiksegmentet.

Preben Andersen, Salgsdirektør hos BLIP Systems ser frem til den forestående opgave: “Det er en stor og spændende udfordring og jeg er overbevist om, at vi kan levere produkter af høj kvalitet, fremragende service og høj kundetilfredshed til vores partnere og kunder i Europa”.
BLIP Systems planlægger desuden at åbne et salgskontor i Tyskland i 2013.

Om BLIP Systems / BlipTrack :
BLIP Systems arbejder med teknologi, der kortlægger menneskers bevægelser.
BlipTrack løsningen følger menneskers færden i real-time ved hjælp af Bluetooth- og Wi-Fi sporing og anvendes til målinger i trafikken og er desuden verdens førende løsning til at registrere passageres bevægelse i lufthavne.

BlipTrack opsamler anonymt, via sensorer, Bluetooth & WI-Fi data fra bl.a. mobiltelefoner og navigationsanlæg og kan ud fra disse oplysninger kalkulere nyttige informationer som kødannelser og rejse- & ventetider.

Trafikansvarlige kan med fordel bruge disse oplysninger til bl.a. :
Kørvarslingssystemer via trafiktavler og online information
Rejse- og ventetider over korte og lange distancer
Reducere trafikale problemer gennem rute- og byplanlægning.
Reducere CO2 forbruget ved optimering af signalanlæg

Lufthavne kan med fordel bruge disse oplysninger til bl.a. :
Køvarsling og tider ved security og gate til adminstrativt brug
Statistiske oplysninger om passageres færden i hele terminalen til bl.a. planlægning og omstruktureringer.
Rejse- og ventetider fra bl.a. security til gate.

Læs mere her

EU’s transportministre tager skridt mod en mere effektiv europæisk luftfartsektor

Transportminister Henrik Dam Kristensen mødtes den 29. oktober 2012 med EU s transportministre ved rådsmøde i Luxembourg for blandt andet at drøfte en mere effektiv udnyttelse af lufthavnene i EU, ensartede regler for periodisk bilsyn og et bedre samarbejde om lufttrafikstyring i Europa.

Ved mødet blev transportministrene enige om en indstilling vedrørende tildeling af slots i EU s lufthavne.

Slots er tilladelser for luftfartsselskaber til bestemte afgangs- og ankomsttider i lufthavne. Formålet med forslaget er at organisere adgangen til de travleste lufthavne på en måde, der sikrer en optimal udnyttelse af kapaciteten i lufthavnene.

Ministrene blev også enige om at indgå en ny aftale mellem EU og Den Europæiske Organisation for Luftfartens Sikkerhed, Eurocontrol. Aftalen skal danne rammerne for et bedre samarbejde i Europa om lufttrafikstyring.

I den forbindelse udtaler transportminister Henrik Dam Kristensen:

– Jeg synes, at det er positivt, at Rådet i dag tog et skridt mod en mere effektiv europæisk luftfartssektor. Travlheden i EU s lufthavne vil stige markant i de kommende årtier. Derfor er det vigtigt med rammer, der sikrer den bedst mulige udnyttelse af kapaciteten i lufthavnene.

Find baggrundsmateriale fra mødet her

Læs mere her

Hellers præsenterer Raymarine e7 HybridTouch MultiFunktions Plotter

Hellers præsenterer Raymarine e7 HybridTouch MultiFunktions Plotter. Den nye Raymarine e7 er netop blevet præsenteret og dette er måske den mest interessante nyhed fra Raymarine i år. Ikke kun fordi den er udstyret med et lækkert nyt 7 Multifunktions design, men den markerer også startskuddet for Raymarine s nye software til multifunktions display. Raymarine s e7 fastholder klogt kombinationen af touchscreen og tastatur, der blev indført i E-Serien, dog med med bl.a. færre samt større knapper. E7 er udstyret med en masse friske nye Lighthouse user interface muligheder, der formår at netværke med op til fem andre e7 samt alle eksisterende Raymarine transducere og black bokse. Raymarine e7 har indbygget WiFi, og når de første enheder kommer til salg i oktober forventes det at en gratis app vil gøre det muligt at streame alle informationer, der vises på e7 skærmen, til en iPad eller iPhone. Samtidig kan e7 synkroniseres med Navionics Søkort som du måtte have installeret på din iPad eller iPhone, så du kan planlægge din sejlads derhjemme og oploade din sejlplan når du er kommet ombord. Her efter kan en iPad fungere som flightscreen til glæde for besætning eller kaptajn. Den nye e7 har også Bluetooth så du kan styre dit musikbibliotek i din iPhone eller lignende Bluetooth afspillere fra plotteren, samtidigt er det også muligt at sende kommandoer til e7 via Bluetooth. Raymarine indfører samtidigt den nye fjernkontrol RCU-3, der kan monteres på rattet eller et rør, så du kan betjene e7 plotteren trådløst og skifte mellem kort, musik, waypoints eller diverse app s. Den nye e7 MFD fungerer også som komplet autopilot kontrol. Den kan også vise video eller bruges til natlig navigation med termisk kamera. Ray s e7 har et super skarpt display, der kan ses under absolut alle forhold og kan ses i alle vinkler også med polariserede solbriller. Raymarine e7 leveres med Navionics søkort over hele Europa.

Hellers leverer til kr. 9596,- + moms ved bestilling før 1/10 2011.

Hellers er en maritim import, salgs og service virksomhed med redningsmidler, skibselektronik og specialløsninger i højsædet. Hellers, der er etableret i 1950 i forbindelse med Kastrup fiskerihavn, er idag et maritmt varehus på over 1600m2, med alt til søens folk.

Læs mere her

Grontmij satser stærkt på transport og infrastruktur

Der skal investeres stort i infrastruktur inden for transport i Danmark og resten af Europe. Det sker bl.a. med etablering af nye jernbaner, letbaner, veje og havnebyggerier. Derfor satser Grontmij stærkt med Jørgen Thomsen som ny direktør for forretningsområdet Transportation & Mobility.

Jørgen Thomsen tiltrådte stillingen som Business Line Director for Transportation & Mobility den 1. september. Han skal stå i spidsen for en række højtprofilerede opgaver som fx forberedelserne til Femern Bælt, Nordhavnstunnelen, jernbanen mellem København og Ringsted, udbygningen af Hanstholm og Køge Havne, udvidelsen af Holbækmotorvejen og anlæggelse af den nye Motorring 4 i Købehavn.

Udviklingen i Europa går mod stadig større investeringer i mobilitet. Her skal Grontmij være med til at skabe bæredygtige og effektive transportløsninger. Med sin baggrund i Banedanmark bidrager Jørgen Thomsen med stor viden om kollektiv transport. Og hans baggrund i A.P. Møller Mærsk giver ham en stærk kommerciel profil. Sammen med den ekspertise, som Grontmij har fra både nationale og internationale projekter, er jeg overbevist om, at Transportation & Mobility kommer til at bidrage til den rivende udvikling inden for transport, som er godt i gang over hele Europa, siger Søren Larsen, adm. direktør for Grontmij i Danmark.

Jørgen Thomsen kommer fra en stilling som direktør for Construction & Renewal i Banedanmark, hvor han har været ansat i tre år. Han har desuden en fortid som Global Head of SAP & Process Excellence i Maersk Logistic. Han har været ansat i forskellige ledende stillinger i A.P. Møller Mærsk siden 1992.

Læs mere her

Nyt selskab er klar til at anlægge Danmarks første letbane

Anlægsselskabet Aarhus Letbane I/S skal sikre, at de første letbanetog kommer til at køre i Aarhus i 2016.

Med hver sin underskrift på stiftelsesdokumenterne sikrer transportminister Henrik Dam Kristensen (S), borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S), formand for Region Midtjylland, Bent Hansen (S), og rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), at anlægget af Danmarks første letbane kan gå i gang.

Torsdag blev selskabet formelt stiftet, hvorefter bestyrelsen for Aarhus Letbane kunne træde sammen og tage hul på arbejdet med at etablere letbanen.

Aarhus Letbane forbinder de to regionale baner, Odderbanen og Grenaabanen, med 12 kilometer nyt letbanespor igennem Aarhus, og vil dermed bidrage til at skabe endnu bedre sammenhæng i den kollektive trafik i Aarhus-området.

Østjysk drøm realiseres
Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) udtaler
– Letbaner er en ny og interessant form for kollektiv transport, som vinder frem i større byer i hele Europa. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi med stiftelsen af Aarhus Letbane I/S får realiseret den østjyske drøm om en letbane.

Aarhus får landets første letbane
Også Aarhus borgmester, Jacob Bundsgaard (S), glæder sig over at formalia er på plads, og at arbejdet kan komme i gang.
– Det er historisk, at der nu indføres letbaner i Danmark mere end 40 år efter, at den sidste sporvogn kørte i Aarhus. Letbanen er en helt anden skala og er med til at sikre, at de mange nye byudviklingsprojekter bliver forbundet, så Aarhus stadig hænger sammen som én stor by.

Tiltrængt løft til kollektiv trafik i regionen
En ny bydel på havnen i centrum af Aarhus er blandt de nye områder, men også i den nordlige del af Aarhus er der travlhed. I Lisbjerg forventes en ny by med tilstødende erhvervsområde at blive bygget, og i Skejby samler Region Midtjylland alle hospitalsfunktionerne i Det Nye Universitetshospital.

Regionsrådsformand, Bent Hansen (S), udtaler:
– Det Nye Universitetshospital bliver på størrelse med en dansk provinsby som Ribe eller Skagen, så det siger sig selv, at rigtig mange patienter, pårørende og medarbejdere skal kunne komme dertil så nemt som muligt. Letbanen er et godt bud på en transportform, som er nem og bekvem at benytte, og som giver den kollektive trafik i regionen et tiltrængt løft.

Omlægning af trafikken i Aarhus
Forberedelserne til at anlægge Aarhus Letbane er allerede i gang blandt andet på Randersvej, hvor Aarhus Kommune har etableret busbaner. Herudover har Aarhus Kommune netop lukket to af fire vejbaner på Kystvejstrækningen blandt andet for at skabe plads til letbanen.

Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Bünyamin Simsek (V), siger:
– Her og nu byder anlægsarbejderne på store forandringer for trafikken både på Randersvej og på Kystvejstrækningen. Men når letbanen er i drift, vil det blive nemt at komme ind til centrum for at handle, arbejde og deltage i by- og kulturlivet på alle tider af døgnet.

Fakta om Aarhus Letbane I/S
Aarhus Letbane finansieres af tre interessenter: Staten (47 procent), Aarhus Kommune (47,2 procent) og Region Midtjylland (5,8 procent).

Bestyrelsen for Aarhus Letbane I/S er udpeget af de tre interessenter og består af:

– Erik Jespersen, direktør for Teknik og Miljø, Aarhus Kommune (formand)
– Lars Hansson, direktør for Regional Udvikling, Region Midtjylland (næstformand)
– Anne-Grethe Foss, viceadministrerende direktør i Metroselskabet I/S
– Erik Elsborg, civilingeniør
– Jens Erik Sørensen, direktør, Midttrafik
– Christian Merrild, selvstændig (suppleant)
– Henrik Brask Pedersen, Afdelingsleder i Regional Udvikling, Region Midtjylland (suppleant)

Yderligere information:
Jesper Damm Olsen, pressechef i Transportministeriet 40 85 93 88
Jacob Bundsgaard, borgmester i Aarhus Kommune 89 40 21 00
Bent Hansen, regionsrådsformand i Region Midtjylland 40 31 37 07
Bünyamin Simsek, rådmand i Teknik og Miljø, Aarhus Kommune 21 94 72 57

Læs mere her